Ingen skal sove

Kategori Biografen skrevet af - januar 06, 2020
Ingen skal sove

En håbefuld debut

I Ingen skal sove følger vi kæresteparret Maria og Jonas, der er flygtet fra storbyen, efter en traumatiserende hændelse. Deres forhold er dog ikke i allerbedste stand, men de holder dog sammen, og ender med at søge ly på en gård ude i ingenmandsland. På gården bor et selvforsynende kollektiv, fuldstændig isoleret fra den moderne teknologi og omverdenen. Intet er dog som det ser ud, for det viser sig hurtigt, at der ikke er nogen let vej gennem livet.

Fuld af gode idéer
Der er rigtig mange gode idéer i manuskriptet. Der er selvfølgelig de meget åbenlyse problematikker som, hvordan man kommer sig over et traume og, det gode livs flygtighed. Men tematisk bliver der også hevet fat i et parforhold, mellem to mennesker, der aldrig rigtig har lært hinanden at kende, og så måske det mest interessant, at ondskab er meget relativt. Et fint eksempel på dette er, at de to voldsmænd, der overfalder Jonas og Maria starten, bliver fremstillet i et helt andet lys, efterhånden som filmen skrider frem, ligesom Maria meget bastant siger fra over for Jonas’ løgn halvvejs i filmen, hvor også dette tillidsbrud fremstår irrelevant senere i fortællingen.

Jeg må også rose fotograf Emil Borch Larsen, for at give filmen et cinematisk udtryk, som sjældent er set i Danmark, og slet ikke mindre produktioner. Der er en tydeligt overlagt tanke bag hver eneste indstilling, og billederne er fornemt colorgradet. På den måde, er det en nydelse at se den visuelle historiefortælling.

Dygtige skuespillere
Produktionen halter lidt, når det kommer til manuskriptet. Som sagt er der masser af gode idéer, og eksekveringen er heller ikke noget at forkaste, men det lykkes ikke at få dialogen til at flyde helt naturligt. Det er særligt tydeligt, da plottet tager en drejningen og bliver mere højkonceptuelt, med sine meget udpræget gyservendinger. Det lyder stadig mærkeligt, når store onde enetaler, som vi kender dem i amerikanske film, bliver leveret på dansk, men det er selvfølgelig også en smagssag.

Skuespillerne fortjener også ros, for over en bred kam at fremstå troværdige. Her tænker jeg særligt på Maria Winther Nørgaard i hovedrollen som Maria, der gennemgår noget af en følelsesmæssig, men også fysisk udvikling, som hun demonstrer på behændig vis. Det er de små ting, som eksempelvis hendes kropssprog, som langsomt bliver mere ekstrovert i løbet af filmen, der gør hendes rejse overbevisende.

Ingen skal sove, er en fornem debut fra Christian Andersen og Hanna Rosland. De prøver for alvor kræfter med en rigtig genrefilm, og slipper ganske godt fra det, ved – for det meste – at bruge de narrative vendinger på danske præmisser. Med et godt cast og en fremragende billedside, er det en fornøjelse at se filmen. Dialogen kan ikke følger med de andre aspekter af filmproduktionen, men det ødelægger ikke helhedsoplevelsen. Vigtigst af alt er dog, at jeg virkelig glæder mig til at se, hvad de laver næste gang, med et så talentfuldt fundament.

Avatar
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her