Interview med Camilla Magid

Kategori Eksklusivt, Interview af - april 24, 2018
Interview med Camilla Magid

Den danske dokumentarist, Camilla Magid, har i dag tv-premiere på DR2 med hendes seneste dokumentar Fanget i de fries land, der hiver fat i det ubarmhjertige amerikanske retssystem, der mildest talt ikke gør nogen stor indsats for at resocialisere de indsatte, når de engang løslades.

I den anledning satte vi os ned for at tage en lille snak om det tunge emne, og for at komme lidt nærmere på, hvordan en film som denne bliver til:


Hvorfor ville du gerne fortælle den her historie?

Jeg boede i Los Angeles og blev sammen med filmens kreative producer Stine Fischer Christensen inviteret med til en støttegruppe for folk, der netop var blevet løsladt. Her mødte jeg mennesker, der var desperate for at ændre deres liv, men uden mulighederne for at gøre det. Det ramte mig. De har aftjent deres straf, men det er gjort ekstremt svært for dem at komme på fode igen. De kan ikke få job. De kan ikke få et sted at bo. Samtidig bliver de slået i hovedet og slår sig selv i hovedet med at det er deres egen skyld. Og som samfund er det meningsløst: Vi kan kun alle være interesserede i at de får brudt den kriminelle løbebane og vi undgår at der bliver skabt nye ofre.  Det er vores opgave at forhindre folk i at ende i kriminalitet og når de gør hjælpe dem tilbage igen.

Vi havde en meget lang researchperiode, hvor vi kom hver mandag og blev en del af støttegruppen, som er fuldstændig frivillig, for de har heller ikke nogen penge at hjælpe med. Vi underviste to semestre i et ungdomsfængsel, hvor vi lærte de unge at kende, for at få en forståelse for, hvorfor det er svært af vende tilbage, når man kommer ud.

Du følger flere forskellige personer, hvordan kan det være?

Det er jo i virkeligheden tre hovedpersoner. Der er Gianni, hvis mor har siddet i fængsel og hvor hans historie handler meget om barndommen, og den her uskyldige dreng, der ikke er en del af det kriminelle miljø, men som virkelig er berørt af det i sine omgivelser, på grund af moren og hvor de bor. Så er der Juan, som har været i ungdomsfængsel og har en kæreste og barn, der venter på ham, men han er stadig en del af bandemiljøet. Og så er der Brian, som lige er kommet ud efter en livstidsdom.

Tanken har været af have de her tre generationer, som tilsammen danner et helt liv.

Hvordan får man så opbygget en tillid, når man følger eksempelvis Brian, der er vant til at blive svigtet?

Jeg tror der er flere faktorer i det. Vi mødte ham lige da han blev løsladt, og havde faktisk ikke skrevet med ham inden, og kendte ham slet ikke. På dagen, at vi fik et opkald om, at i dag bliver hans løsladt, og han vil gerne have os til at følge ham. Vi kører så op til Solidad, hvor fængslet ligger, og møder ham bogstaveligt talt, da han går ud i verden. Da tænker vi, at vi følger ham bare som en test, så vi er klar til at filme senere, når vi har finansiering, så de optagelser er bare mig med et lille kamera uden nogen ordentlig lyd.

Jeg tager bussen sammen med ham til L.A., hvor han skal være på prøveløsladelse, og efter at have talt med ham i en halv time ved jeg godt, at nu er vi altså i gang med vores film. Han var så ekstremt åben og reflekteret omkring sin egen situation. Men for at vende tilbage til tilliden, er en af grunden til at vi fik opbygget så nær en tillid var, at vi de første der var der ̊ i en situation, hvor han er helt alene i verden, fordi hans familie er rejst tilbage til Kentucky. Han kommer til en millionby uden at kende nogen og har været væk fra samfundet i 24 år.

Jeg kan huske, da han skulle gå over et lyskryds blev han helt stresset og spurgte os om han nu måtte gå? Nu er det jo ikke fordi, at der ikke fandtes lyskryds for 24 år siden, men han var bare så stresset af at vende tilbage på den her måde.

I en film som denne står man overfor en lang række moralske valg, hvordan får man træffet de beslutninger på stående fod?

Det er noget af det vanskeligste ved at lave dokumentarfilm, når man bevidner scener i folks liv, som hvis man havde været til stede i en anden kontekst så ville man have grebet ind, men det er noget man må vurdere fra episode til episode, om man kan stå inde for ikke at gribe ind. Det er jo svært, fordi man er der for at dokumentere folk, der har det hårdt og står i en svær situation, men på den anden side så er man utroligt involveret i deres liv.

Når du begynder at se Juan, der begynder at sælge og tage stoffer igen, at så er det klart, at man gerne bare vil tage ham væk derfra, men det er jo også klart, at vi er fordi vi laver en film om den virkelighed som han lever og står i. For at vise realiteterne og får, at når folk kommer ud, så kan de få nogle ressourcer.

Det er et kæmpe dilemma.
Ja, det er et kæmpe dilemma. Det er et meget klassisk dilemma.

Hvordan vil du så beskrive den tilgang som instruktør?

Den er jo generelt ekstremt observerende. Jeg filmer rigtig meget, og har selvfølgelig en plan for hvordan jeg forestiller mig at mine hovedpersoners liv vil udvikle sig, men 70% af gangene, når vi tog på optagelse kom vi hjem med noget andet. Eksempelvis, da vi optog scenen, hvor Gianni og hans mor skændes i sofaen, der skulle vi have filmet en hyggelig dag mellem de to, hvor jeg tror de skulle have lavet varm kakao, men så ender vi i stedet med at få en sindssyg dramatisk og problematisk scene. Sådan er der rigtig meget, hvor man regner med at gør det, men så får noget helt andet. Min rolle er at være der, observere, og være på sidelinjen af deres liv. Det først, når jeg kommer hjem med materialet, at historien bliver konstrueret. Man har en ide, men den ændrer sig konstant.

I Brians tilfælde blev jeg selv draget ind i fortællingen, fordi han ikke havde andre at tale til end filmholdet. Så rent observerende er filmen ikke.

Jeg har læst, at I brugte tre år på at lave filmen. Var I tilstede i al den tid?

Vi brugte to et halvt år. Man kan sige, at vi researchede i et år, og så filmede vi over to år meget intenst, og så et halvt år med pick-ups.

Ude fra virker det meget intenst, så hvordan er det, at være i det så længe?

Det har også været en rigtig hård film at lave, men det endte jo heldigvis med at gå bedre i Brian og Giannis liv. Så vi oplevede også en masse positive ting, for ellers kunne det godt, at det havde været lidt modløst. Og vi blev bekræftet i at det gør en forskel, når folk får hjælp. Desværre er der bare for få der får det.

Tror du, at det har hjulpet de involverede, at være med i en dokumentar, så de har noget at se frem til?

Uha… Det er et godt spørgsmål. Nu har jeg lavet dokumentar i 12 år, og det bliver tydeligere gang for gang, at det, at blive set som menneske, har en rigtig stor betydning for folk, og det er også derfor de har sagt ja til at blive filmet, for der er jo ikke nogen løn. Jeg ved at de er glade for filmen, og det er usigelig vigtigt for mig.   Det er jo deres liv og sårbarhed. Og så håber jeg på et større plan at filmen kan være en del af en bevægelse og en samfundsdebat, som kan være med til at skabe en forandring.

Hvad håber du så, at folk kan få ud af filmen?

At de ser hvor vigtigt, det er, at folk som bliver løsladt får ressourcer til at hjælpe dem videre i livet – og at man hjælper udsatte familier, for at undgå at børnene ender i kriminalitet. I forhold til USA, har det også været at menneskeliggøre statistikerne. Vise hvor store konsekvenser deres straffesystem har både på de indsatte og deres familie, og for at rykke synet på, at selvom at du har været bandemedlem, eller i Brians tilfældet slået et andet menneske ihjel, at så har du stadig ret til at komme ud og kunne blive et medlem af samfundet. Det var jo noget af det vi virkelig oplevede under optagelserne og da vi researchede, at det er virkelig svært at vende tilbage til et samfund, som dybest set slet ikke vil have dig.

Nu er jeg flyttet tilbage til Danmark, efter at have lavet filmen, og nu kan jeg så se, at man herhjemme vil indføre ungdomslavalder på 12 år og give strengere straffe og efter at have brugt rigtig meget tid i de amerikanske fængsler og de miljøer, der spejler sig herhjemme, så er det bare absurd, fordi du ved at hvis der er noget, som ikke virker, så er det at smide dem i fængsel. Hvis ikke de allerede var kriminelle, så skal de nok blive det. På den måde håber jeg, at filmen kan være med til at give et perspektiv i den debat her hjemme.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.