Interview med Eva Mulvad | CPH:DOX

Kategori CPH DOX, Interview skrevet af - marts 24, 2017
Interview med Eva Mulvad | CPH:DOX

Eva Mulvad er i disse tider aktuel med dokumentaren A Modern Man, der handler om førsteviolinisten Charlie Siem, og som fornyeligt havde verdenspremiere på CPH:DOX. I den anledning fik jeg lov til at møde og få en lille snak med hende.

Noget af det første man lægger mærke til, når man møder hende er, at hun virkelig er interesseret i andre mennesker, så meget endda, at interviewet i passager blev vendt på hovedet, så vi lige pludselig endte med at tale om mig – hvilket jeg til gengæld har skånet dig for at læse.

Med sådan et talent kommer det nok heller ikke som nogen overraskelse, at hun har flere succesfulde og prisvindende dokumentarfilm under bæltet, og hvis der lidt retfærdighed til, så bliver hun også hædret for sin seneste, som vi kun varmt kan anbefale.


Når man dog ser tilbage på Eva Mulvads tidligere meget succesfulde dokumentarer, der blandt andet har handlet om mor-datter-forholdet og været helt ind og filme en dansk retssag, kan det måske på overfladen fremstå overraskende, at hun har valgt at lave et portræt af en førsteviolinist, men det har også været intentionen:

”Jeg har altid været fascineret af den klassiske musikverden, ikke fordi jeg har forstand på den, men fordi jeg altid har interesseret mig for tidslommer, hvor der er nogle andre koder, og den her verden har den stemning.”

I forlængelse af dette gav musikken også flere måder at udtrykke sig på film, der ellers ikke altid er tilstede, når man laver en dokumentar:

”Jeg ledte efter et sted, hvor det ikke kun var dialog, men hvor der kunne være noget andet end bare ord. Jeg ledte i det univers, og så fandt jeg [Charlie Siem], og han har denne vidunderlige musik, som man kan bruge filmisk.

Han er ikke trænet i den private fortælling.

Det har dog heller ikke altid været lige let at arbejde med en så velhavende og medietrænet personlighed:

”Det har ikke været nemt for ham, og sådan tror jeg det er for alle mennesker, der fortæller historier. De har etableret deres repertoire, og så kommer jeg og bliver hængende længere end de andre og vender tilbage og vender tilbage. Så skal han til at finde et andet repertoire, som han ikke er trænet i. Han er ikke trænet i den private fortælling.”

Denne præstation af hans offentlige selv, der kun er blevet styrket af hans opvækst, gjorde det også nødvendigt for Eva Mulvad at ændre hele sin tilgang til ham som person:

”Jeg har været nødt til at tænke, at jeg må lade være med at tro, at jeg skal samme sted hen som med andre karakterer. For han er virkelig en del af overklassen i England, og man lufter ikke bare sit privatliv. Derfor måtte jeg som instruktør have nogen forventninger, som passer lidt mere overens med hvem han er.”

De mange barrierer, der har eksisteret både eksplicit og kulturelt, har også gjort, at Eva Mulvad har måtte erkende, at der virkelig er stor forskel på, hvordan mennesker skal portrætteres:

”Alle mennesker skal ikke beskrives med samme skrøbelighed, men jeg skal som instruktør stadigvæk sørge for, at du får lidt mere hjem som tilskuere, end hvis du læste et interview i ’Euroman’.”

Denne tanke har også, igennem hele processen, ligget i Eva Mulvads baghoved, fordi selvom de fleste nok har en tendens til at glemme det, så tager det faktisk lang tid at lave en dokumentarfilm. Optagelserne for A Modern Man fandt sted henover en fireårig periode, og i den tid var der mange bekymringer, der florerede hos Eva Mulvad:

”Det er frustrerende nogen gange. Ofte tænker jeg, at man skulle bare have haft den scene, så ville man have forstået det, eller også var det blevet tydeligere, men det er også begrænsningen ved virkeligheden.”

Disse bekymringer var dog ikke blot i forhold til fravalg og tilvalg i det endelig produkt, men om der overhovedet var brug for sådan en dokumentar, når man tænker på, hvordan verden ser ud i dag:

”Vi lever i en verden, der igennem de fire år, jeg har filmet, kun er blevet mere og mere vild. Krigene og de nye præsidenter har fået mig til at overveje, om det var spændende nok, og om man bør bruge tid på den slags? Der er film som ’Last Men in Aleppo’, der er så ekstremt vigtige, ekstremt aktuelle og ekstremt menneskelige. Man tænker, det er lige præcis sådan noget dokumentarfilmen skal kunne. [A Modern Man] lægger sig i det fuldstændig modsatte hjørne, og det synes jeg også dokumentarfilmen skal kunne. Virkeligheden er stadig, at der er krig i Syrien, men at folk her stadig er optaget af at finde den bedste kaffe. Hvis dokumentarfilmen skal kunne rumme livet, skal den være meget facetteret. Derfor har det været meget spændende og svært at lave filmen.”

Vi lever i et åndeligt jetlag hele tiden

Hun understreger dog, at hun stadig håber, filmen kan stille en masse spørgsmålstegn ved den vestlige livsstil:

”Jeg synes [filmen], for os, der ikke har overlevelsesproblemer, rejser nogle relevante spørgsmål. Hele vores måde at være nærværende, eller ikke at være nærværende på. Hvordan vi er optaget af, hvordan vi virker på andre og ser ud på vores sociale profiler. Vi bliver næsten til vores eget image. Jeg kan se, at jeg selv går rundt med min egen telefon mere og mere. Jeg kan se, at de blikke, der kastes på én mere og mere definerer én, i stedet for det, der kommer indefra. Det synes jeg [A Modern Man] forsøger at beskæftige sig med.”

Et af disse blikke har Charlie Siem givet filmen, og han er relativt positiv:

”Det er ikke alt han synes er fantastisk. Han har masser af holdninger. Ligesom han har i sit liv, har han også holdninger til, hvordan filmen skulle være. Vi har helt klart været i en forhandling, fordi jeg gerne vil have, at han kan leve med filmen, men det er stadig mig, der fortæller historien. Lige nu er han okay med den. Dog er han ikke helt tryg ved det, men hvis han kan mærke, at publikum ikke hader ham bagefter, vil det nok ændre sig.”

Til trods for hovedpersonens egne forbehold, så håber hun alligevel, at publikum kan tage noget med hjem:

”Hvis denne film ikke bare føles som Charlie Siems historie, men også som din og min historie. Hvis man kommer ud i verden og tænker lidt over, hvilket perfektionsstræberi mange af os har gang i. Forhåbentlig kan den sætte fokus på fremmedgjorthed i forhold til nærvær. Vi er begyndt at bevæge os så meget rundt i verden, at vi lever i et åndeligt jetlag hele tiden, hvor vi bare skal videre. Hvad gør det ved nærheden?

Vi behøver ikke hele tiden at udstille den polerede facade. Det menneskelige, det interessante, det personlige er der hvor fejlen er. Hvis man tør vise skrøbeligheden frem, tror jeg faktisk, man vil få nogle sjovere liv ud af det, og sjovere samtaler.”

Tags:
Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her