Interview med Giona A. Nazzaro

Kategori Eksklusivt, Interview skrevet af - november 28, 2020
Interview med Giona A. Nazzaro

Det kan godt være, at vi befinder os midt i en global pandemi, hvor alle former for underholdning i stigende grad begynder at blive mere og mere digitaliseret, og det fysiske fællesskab et fjernt minde. Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke bliver arbejdet for at genfinde de oplevelser som coronaen har taget fra os. Én af dem, der gerne vil slå et slag for film og biografoplevelsen er italienske, Giona A. Nazzaro, som vi har talt med i anledning af hans nye stilling som kunstnerisk leder for Locarno Film Festival.


Hvad har din vej været til at blive kunstnerisk leder for Locarno Film Festival?

Jeg begyndte i 2009, som moderator for de tysktalende konferencer og moderator for de tyske film, og vært for Master Class. Sådan startede jeg professionelt. Siden 2009 har jeg arbejdet med festivalen hvert år. Sådan lærte jeg, hvordan festivalen fungerer, og hvordan byen omkring festivalen fungerer.

Locarno er en unik festival for mig, i filmlandskabet. Den har den samme komfort som en lille festival, og den samme appel som en af de store festivaler. Så det bedste fra begge verdener. Og det vigtigste er, at hvis du er filmelsker, kan du sagtens se 5 film om dagen, uden stress og uden at bekymre sig, om man får spist noget, eller skal stå i kø hele ens liv.

Det lyder som den mest afbalancerede festival i verden, men hvordan kommer den til at ændre sig, med dig som kunstnerisk leder?

Tingene udvikler sig naturligt. Hver eneste leder forandrer tingene, og jeg håber på at gøre det samme. Locarno ser positivt og med et stort håb for fremtiden. Jeg prøver at svare på spørgsmålet uden at sige det overbenyttet ord, ”udfordring”. Ligesom min forgænger, er mit job at fremhæve banebrydende film, ligesom jeg havde den fornøjelse at gøre ved Venedig filmfestival.

Kunstnerisk, ser du nogle forandringer i strukturen, genre eller tema?

Jeg arbejder ikke med temaer. Identiteten hos de udvalgte film et givent år, kommer fra dialogen mellem de forskellige aktiviteter ved festival. Taler vi om den kunstneriske side, kan det udefra misforstås. Hvis jeg vælger en bestemt film, skaber det unægtelig en specifik tone, hvor resten af filmene bliver set i den kontekst.

Hvis jeg skal være mere specifik, så påvirker valget af din første film, resten af dit job. Noget kan blive forstået bedre, hvis du sætter tingene ordentligt sammen. Folk tror nogle gange, at en kunstnerisk leder er en, der sidder foran en skærm og siger: ”Jeg kan lide det” og ”jeg kan ikke lide det”, men sådan er det ikke.

Der er stadig meget, som skal udarbejdes, så jeg forstår det fuldstændigt.

Du forsøger også at gøre programmet meningsfuldt. Det handler ikke bare om at samle nogle film. Det handler også om, hvad du forsøger at sige. Jeg kan komme med et eksempel, for at lyder mindre obskur. I mit først år til filmfestivalen i Venedig, var der, også meget passende, meget stor omtale om manglen på kvinder i programmet. Jeg tænkte, at selvom den overordnede kritik var korrekt, og jeg var i solidaritet med deres ønske om at gøre festivalen mere mangfoldig.

Så det år kunne jeg sende debutfilmen M af den finske sanger Anna Eriksson, til festivalen. Det var en eksperimenterende film, der kombinerede billedet af Anna Eriksson med billedet af Marilyn Monroes i hendes sidste dage. Hun optog det hele, instruerede, skrev, mixede lyde og gradede billederne. Den film skabte enorm røre hos publikum, som ikke forstod filmen, men filmen bliver stadig vist frem. Filmen blev en af de mest eftertragtede film fra festivalen, og Anna Eriksson arbejder lige nu på sin næste film. Så jeg forstår, hvad denne bestræbelse på inklusion kan skabe. Jeg er bevidst om det, og forsøgte at deltage i den dialog gennem film, der ikke var tiltænkt som et decideret svar på det spørgsmål, men ikke desto mindre gav svar på tiltage.

For at opsummere, er du nødt til at gå filmene i møde og forstå, hvor de kan lede hen, og handle i henhold til det potentiale.

Når det kommer til næste års udgave, har du nogle planer? Du behøver ikke spoile noget.

Det gør ikke noget, jeg tror ikke på spoilers. Vi har nogen planer. Den primære er at være offline. Det skal være en helt åben festival, hvor vi har store indendørs screener, hvor vi har plads til masser af folk. Skulle der være begrænsninger på størrelsen af publikum, vil vi stadig kunne halvere kapaciteten og stadig have et stort publikum. Det, der virker illusorisk i dag, at have et ønske om at være offline, er også ønsket fremadrettet, når corona er et fjernt og tragisk minde.

En online screening kan nå folk, som en fysisk ikke kan, men det er en kamp vi skal tage med rettighedshaverne, distributørerne osv. Det er ikke bare noget, der kan besluttes af festivalen alene. Det er et spørgsmål, der omhandler hele industrien.

Men du ville uden tvivl foretrække en fysisk festival?

Selvfølgelig. Festival kommer fra ordet ’festlig’, som betyder at holde en fest. Festival betyder, at man er fysisk til stede. Det er mærkeligt, hvor hurtigt tanken om at have en fysisk festival, er blevet hel fjern. En festival kan kun være fysisk. Vi har med damage control at gøre. En festival skal være fysisk, for den er ikke summen af filmene, men en fejring af fællesskabet. Det er en fejring af filmskaberne, fællesskabet i byen, det er fornøjelsen ved at dele en følelse. Det lyder corny, men det er sådan jeg har det.

Det vi forsøger nu, er at holde tingene kørende, indtil vi kan vende tilbage til en såkaldt ’normal’. Jeg er sikker på, at du også selv ville foretrække at være i en biograf, i stedet for, foran din bærbare computer i din stue.

Jeg arbejdede på en festival, hvor vi kun manglede at printe kataloget, men så pludselig skulle skifte til at holde det digitalt. Det gjorde vi, og vi gjorde det succesfuldt. Det var den første festival, der gik 100% online. Den fik en masse omtale, men otte måneder senere, er der allerede en træthed over at være online. For mig er den store udfordring, hvis jeg må bruge det ord, at forstå, hvordan vi kan afholde tingene i et landskab, hvor tingene kan sameksistere.

Jeg kan give et letforståeligt eksempel. Jeg elsker musik. Jeg har min pladeafspiller, en cd-afspiller, og jeg elsker mine LP’er. Jeg elsker, at jeg skal vende siden efter 15 minutter. Jeg elsker, at siderne kan blive ridset, så jeg skal passe ekstra på dem, men betyder det, at jeg ikke har musik på min telefon, min bærbare eller noget digitalt? Nej, selvfølgelig ikke. Det samme med bøger. Jeg elsker fysiske bøger, men går ikke rundt med mit bibliotek, men min Kindle, hvor jeg har tusindvis af bøger at vælge imellem, fordi det er nemmere og mere komfortabelt. Derhjemme læser jeg dog fysiske bøger.

Så vi skal forstå, at en film er mere end bare en film. Den skal opleves i et mørkt rum, med god lyd, et publikum, gode sæder og et fantastisk lærred. Den samme film er lidt anderledes, hvis den bliver vist på vores eget fantastiske fjernsyn. På samme måde er den anderledes på ens computer, tablet osv.

Det jeg prøver at sige er, at der ikke er nogen korrekt måde. Det er den samme film, produceret af den samme industri, og vi skal beskytte de forskellige måder en film kan eksistere på. Det er meget vigtigt for mig.

Ja, se bare på biografer verden over. Man må gøre noget, hvis man vil beskytte den oplevelse.

Absolut. Jeg vil ikke lyde corny, for jeg taler ikke flydende engelsk, men da jeg først gik i biografen som barn, var den største ting, at jeg trådte ind i en anden verden. Denne mørke hule, hvor film stadig kunne ryge, og hvor følelserne var næsten ubærligt stærkt. Det en følelse, der nærmest er brændt ind i mit dna. Heldigvis forsvinder den mulighed aldrig. Den kan blive mindsket, for det har at gøre med økonomien, og det er ikke romantisk, men den fysiske biograf forsvinder aldrig. Da cd’en blev gammel, skyndte folk at sælge deres lp’er, og nu sker det samme med cd’er. Jeg gjorde det ikke dengang, og det gør jeg ikke nu – og jeg sælger i hvert fald ikke mine dvd’er og Blu-rays.

Jeg er helt enig med dig. Jeg kan ikke sige, at jeg har haft præcist den samme oplevelse, men jeg har i hvert fald en stor samling af film, som jeg vil have, uanset, hvordan streamingtjenesterne udvikler sig.

Jeg er ikke en, der siger at streamingtjenester er djævlen, for de er blot et udtryk for den forandring den audiovisuelle industri er ved at gennemgå. Personligt foretrækker jeg, fysisk at kunne have styr på mine minder. Mine lp’er, bøger og film er som et røntgenbillede af min hjerne. Det er måske en harddisk for andre, men jeg vil hellere have et hjem fuld af bøger og film, end harddiske. Ikke et ondt ord om dem, der har harddisks, men det er en anden måde at elske på, og i sidste ende handler det hele om kærlighed.

Har du nogle afsluttende kommentarer?

Hvis jeg har noget, er det, dette. Vi skal beskytte biografoplevelsen, filmskaberne og dem, der hjælper filmen med at blive cirkuleret. Distributørerne, film fremviserne osv. Mit ønske er, at Locarno kan løfte opgaven og gøre hvad vi kan, vores bedste, for at være klar til at løfte denne opgave.


Det er planen, at den 74. udgave af Locarno Film Festival bliver afholdt fra d. 4. til 14. august 2021.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her