Interview med Jakob Weis

Kategori Eksklusivt, Interview skrevet af - november 14, 2019
Interview med Jakob Weis

I morgen er der premiere på Viaplays uden tvivl bedste serie, Forhøret. I den anledning har vi talt med den fremragende dramatiker Jakob Weis, der gennem de seneste par år også er sprunget ud som manuskriptforfatter, som man kunne se i hans spillefilmsdebut, Den tid på året. Nu er det så blevet tid til hans første tv-serie, hvor han i samarbejde med Christoffer Boe, har skrevet manuskriptet til samtlige otte afsnit. Nedenfor, kan du læse vores interview med Jakob Weis, og få et unikt indblik i manuskriptskrivningsprocessen, bag Forhøret.


Du har været dramatiker i mere end 25 år, og da jeg mødte dig for et år siden til TIFF, da du havde skrevet dit første spillefilmsmanuskript til Den tid på året, fik jeg det indtryk, at du kun lavede filmen, fordi Paprika Steen, mere eller mindre, fik dig overtalt til at gøre det. Så hvad fik dig overtalt til at lave Forhøret?

Fordi det var så vellykket at arbejde med Paprika [Steen]. Det var en god oplevelse at lave film, og det havde jeg ikke set for mig. Jeg var meget skeptisk. Det viste sig, at film kan være et medie, som faktisk giver meget plads til forfatteren, hvis man har et samarbejde, som tør give plads til forfatteren. Det synes jeg Paprika turde. Hun gav meget plads til mig. Hun respekterede forfatterarbejdet rigtig meget, og det gjorde, at jeg godt kunne interessere mig mere for det.

Så sker der også det, at når man laver en succes, så kommer tilbuddene. Jeg fik nogle ret spændende tilbud, både fra bl.a Nordisk Film og Miso, og da Christoffer Boe spurgte om jeg ville lave den her serie med ham, skulle jeg ikke tænke mig meget om. Allerede før vi lærte hinanden at kende, var han en af mine yndlingsinstruktører, næsten uden konkurrence. Det var en skøn opringning.

Som du har set, er konceptet ekstraordinært, og jeg tror, at Christoffer henvendte sig, fordi han havde brug for en forfatter, som var god til dialog og karakter. Min første samtale med Christoffer og producenten Jonas Allen, gik på, om det overhovedet kan lade sig gøre at holde en underholdende dialog kørende i 22 minutter? Det er en kvalificeret bekymring, for, mig bekendt, lærer man ikke at skrive dialoger, der varer meget mere end to-tre minutter på filmskolen, men spørger du en dramatiker, er det lige før, det lyder komisk. Jeg har brugt 25 år på at skrive dialoger, der varer to en halv time, hvor jeg kun har et rum til rådighed.

Hovedscenen i Den tid på året varer 14 minutter. Det har Paprika og jeg arbejdet videre med, i vores næste projekt, Fædre og mødre. Vi vil opdyrke den her ro, der gør at vi lærer karaktererne at kende. Vi bliver ved med at være i den enkelte scene, som så kan rumme flere kapitler. Vi lader vi vores karakterer gennemgå flere faser ét sted, i stedet for at læsse på med nye scener.

Det er for så vidt samme princip Forhøret hviler på. At blive i rummet, hos karaktererne. Men det her er otte afsnit af 22 minutter, hvilket opleves super konsekvent. Jeg tror også branchen er meget opmærksom på det lige nu. På grund af serieboomet, hungrer branchen efter de dialoger og karakterstærke forfattere, og de findes i teaterbranchen.

Det er lige præcis det, som jeg har været meget imponeret af. Både i Den tid på året og nu i Forhøret, kan man meget hurtigt spore sig ind på, hvem personerne er, uden at de nødvendigvis er arketyper. De lyder heller ikke ens. Så hvad gør du, for at skabe spændende karakterer?

Der er mange tekniske greb, men manuskriptforfatteren skal også have mange sprog i sig, og med sig, fra sit eget liv. Teaterscenen tillader et lidt mere lyrisk sprog, her er det i orden og virkningsfuldt, at karaktererne taler en smule højpandet, og det tror jeg, at man skal turde mere i det filmiske sprog. Amerikanerne er jo allerede i gang. På godt og ondt selvfølgelig, men de tør dog give serien et sprog, fri af realismens dogmer.

House of Cards tillader sig f.eks. en patos i karaktererne. Tillader sig et sprog, som er mere højnet end det som almindelige mennesker taler. Det er en ting, jeg tror man skal turde, for at tegne karakterer. Det lyder omvendt, at man skal lægge et kunstgreb i en karakter, men jeg tror, at det er ét af flere redskaber til at fremhæve en karakters karakteristika. I det øjeblik, du tilstræber dig en realismedialog, så udvander forskellighederne sig meget hurtigt. Så jeg leder efter et arketypisk spor i karakteren, for at finde ind karakterens særkende. Jeg laver regler for mine karakterer. Ting de kan sige, og ikke kan sige.

Lars Mikkelsens karakter er for eksempel lidt ’large-than-life’. Det er også første gang, at vi har en karakter, som Ulrich Thomsens ikke dominerer. Han har flere muskler på alle parametre. Også i sit sprog. Og så har vi udstyret ham med en gennemlysende kræft. Han ser igennem Ulrich Thomsen, og det gør han, fordi han har været så tæt på datteren som surrogat-far. Nu står de to fædre over for hinanden. En slags shoot out. Og ved at give ham noget partikulær i både sprog og indsigt, overstråler han Bjørn (Ulrik Thomsen) i situationen.

Et andet element, som man aldrig må undervurdere er, at vi satte skuespillere på karaktererne meget tidligt i processen. Vi var meget hurtige enige om, hvem, der skulle spille, og det gjorde, at jeg kunne studere spillerne og sætte dem i konkret forhold til den karakter de var tiltænkt. Nogle spillere trives med at skulle række sig efter sproget, mens andre skal skrives ”lige på” for at løfte dialogen bedst. Det er den slags vurderinger man kan lave, når man kender sit cast. Der ligger en proces i dette, som jeg tror, gør det mere nærværende.

En anden pointe er, at vi havde ’readings’ med alle spillerne, god tid før vi gik i gang med optagelserne. Vi tog bl.a til Berlin ret tidligt, hvor Ulrich [Thomsen] filmede og readede med ham, simpelthen kun for at høre ham sige ordene. Det gjorde vi senere med alle spillerne. En måned før optagelserne ringede vi dem ind, så vi kunne skrive dialogen til.

Du siger det som en selvfølge, men i de fleste film jeg har set, får man ikke indtrykket af, at manuskriptforfatteren har flere sprog i sig.

Nu skal jeg passe på med ikke at være for branchekritisk, men jeg tror de fleste forfattere har flere sprog, end de får lov til at bruge. Jeg har været lykkeligt beriget med to instruktører i Den tid på året og Forhøret, som ville sproget. Vi talte tidligt om, at sproget var en tilstedeværende del af serien. At sproget havde nogle figurer, æstetik og særkender, som skulle have plads i værkerne.

Hvor meget fik du så lov til at være med i selve produktionen?

Det ligger jo i jobbet, at mit arbejde har en ende. Jeg skal shine tidligt i processen, og så er jeg for så vidt ude med aflevering af sidste draft. Opstår der ting på sættet, kommer jeg selvfølgelig ind og skriver. Men det var ikke meget i den her proces. Som regel løste Christoffer det, hvis jeg ikke lige var til rådighed. Det var overenskomsten, og det har fungeret skide godt. Det har i det hele taget været et lykkelig samarbejde.

Hvordan påvirkede det så projektet, da I fik alle de her fantastiske skuespillere?

Vi castede dem, som sagt, gennem readings, hvor Ulrich trofast læste med hele flokken. Det var som regel det tredje eller fjerde udkast af manus de læste. Skuespillere er for langt de flestes vedkommende tekstinteresserede. De læser ikke bare lortet og går hjem. De ved, at de skal forsvare det, når de står foran kameraet, og deres noter bliver taget alvorligt og medtænkt i næste gennemskrivning. I en serie med det her koncept, har der måske en ekstra betydning. Det er jo 22 minutter, udbrudt, du er på, så det skal bare spille.

Ulrich Thomsens spiller også en interessant rolle, som betjenten Bjørn, for han er ikke superdetektiven, som de fleste mysterieserier ellers ofte har i hovedrollen i dag.

Hele vores pointe med Bjørns karakter var at lægge det fulde forsvar af karakteren i de første tre minutter. Vi snakkede om, at når du ser en mand miste sin datter i første afsnit, kan han sådan set være det største røvhul i de næste otte afsnit, for grund-forsvaret af karakteren er adresseret. Man kan jo ikke udsætte et andet menneske for en større smerte. Så når han hiver en plasticpose over hovedet på en ung pige og smadrer biler og alt muligt andet lort, ved vi hvad der sætter ham i stand til at gøre det fra først minut.  Som far, forstår jeg det i hvert fald godt.

Vi håber at publikum bliver ved med at sige: ”Det er i orden Bjørn.”, selvom manden åbenlyst overskrider al etik og moral og lovmæssig adfærd. Den ligning var spændende at arbejde med. Det var effektivt at skrive på, og så slap vi også for den der evindlig scene hvor hovedkarakteren følger en andefamilie over vejen, for at vise, hvor skide flink han er.

Lige nu er du i gang med at lave manuskriptet til filmen om Karen Blixen. Er der så noget, du vil tage med, fra dine erfaringer på henholdsvis din første film og tv-serie?

Det er væsensforskellige projekter, men jeg synes hele tiden, at jeg tager ting med mig. Det er heldigvis et fag, hvor man hele tiden kan lære. Løvinden er jo en storfilm, som kommer til at vare over to en halv time. Vi har det lille kammerdrama med Den tid på året, det stramme krimi-koncept med Forhøret og så en storfilm. På den måde er alsidigheden til at få øje på, og det trives jeg meget med. Skriveteknisk er der dog flere gensidigt tilførende elementer, som måske er for kedelige at komme mere ind på…Men jeg lærer dog branchen at kende. Gradvist som jeg tager de forskellige opgaverne på mig, fornemmer jeg mere og mere hvordan tingene hænger sammen. Hvordan spillet skal spilles. Jeg har jo kun været sådan rigtigt involveret i branchen i fire-fem år nu, og selvom jeg er en fast learner, så har jeg helt sikkert noget erfaring til gode.

Savner du så scenen?

Nej, ikke lige nu. Det kommer jeg til, men jeg savner det ikke lige nu. Jeg har skrevet til teatret i 25 år, og haft forestillinger på alle de store scener, så jeg føler ikke, at jeg mangler noget. Jeg har fået lov til at fortælle alle mine historier i teaterformat, og nu glæder jeg mig, til at fortælle mine historier i film- og serieformat. Det er et privilegie at få lov.

Her til slut, er det vel blot at spørge, hvad du håber folk får ud af serien?

Jeg håber først og fremmest, at folk får en spændingsmættet og intim karakteroplevelse. Jeg mener, at karakteren er plottet. Det er det centrale i min skrivning. En karakter kommer ind, nogen mødes, og en anden går ud. Måske klogere, måske ulykkelig, måske hadefuld, måske forelsket. Det er plottet. Det er det der sker mellem dem, der holder dem og os i rummet. Så kan verden falde ned omkring ørene på dem, lige så tosset den vil. Det er i det intime karaktermøde, at tingene eksploderer, og det er det, der er udgangspunktet i min skrivning. Hver gang.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her