Interview med Karla Von Bengtson

Posted in Eksklusivt, Interview by - august 11, 2017
Interview med Karla Von Bengtson

Karla Von Bengtson er lige nu aktuel med spillefilmen, NABOspionen, der er hendes instruktørdebut. Bengtson er en veteran i animationsindustrien, og har arbejdet inden for alle områder af animationsfilmen tidligere i karrieren. Hun har bl.a. været farvelægger, animator, og har også tidligere skrevet og instrueret kortfilmen, Tigre og Tatoveringer. Dette er dog første gang, at hun står i spidsen for en hel spillefilm.

I anledningen af denne begivenhed, fik vi her på Kulturbunkeren lov til at mødes med Bengtson, på hendes kontor hos Copenhagen Bombay, for at tale lidt om tankerne bag filmen, hendes forhåbninger for modtagelsen, og ikke mindst animationsindustrien, som de færreste udenfor nok kender meget til.


Netop selve animationsgenren var en af de første vi kom ind på. For man kan ganske vist skabe lige den verden, man har lyst til gennem animation, men denne store frihed kan også være en ulempe, når man skal vælge én historie at fortælle i løbet af en spillefilm:

  • Det med, at alt kan lade sig gøre, er rigtig inspirerende for nogen mennesker, men det kan også føles nærmest kvælende, at alt kan lade sig gøre. Jeg har fundet ud af, at jeg skal lade være med at tænke for meget over det. Hver gang jeg går i gang med en ny film, laver jeg faktisk det, som jeg kalder for en ’dogmekasse’, hvor jeg sætter nogle begrænsninger for mig selv. For ellers kan jeg nogen gange bare ende med at se ud af vinduet, for hvor skal jeg starte? Der hvor jeg startede med denne film var med en følelse. AC [filmens hovedkarakter] holder sig for sig selv, for det er alt andet lige lettere, end at omgås andre mennesker. Når man går ud, stiller man sig selv til skue. For at kunne blive venner må man give noget af sig selv, og så kan det være svært at finde ud af den sociale kodeks. Sådan er det for mig selv, og det tror jeg også, at alle mennesker har til en grad. For børn er det bare første gang de skal lære det, og derfor synes jeg, det kan være lidt mere interessant.

Som Karla dog hurtigt påpeger, så er hendes fokus ikke så meget på ensomhed, som det er på at lave en historie om helt almindelige mennesker:

  • Jeg vil gerne fortælle historier om helt almindelige mennesker. Jeg synes, det er meget dramatisk at være til og leve. Alle mennesker føler, at det at være til ikke altid er død nemt. Der er masser af drama, liv, død og sygdom, men også tanker om, er jeg nu god nok, hvordan er mit arbejde, det er svært at finde en kæreste, skal man have børn, er jeg for tyk eller for tynd? Det ligger på alle niveauer. Jeg vil bare gerne vise, at det at gå fra barn til lidt ældre, gå i skole, eller lære at få venner, er dramatisk nok til at fortælle en historie.

© Copenhagen Bombay

NABOspionen er en cutout-film. Det er en animationsteknik, hvor man i dette tilfælde bruger digitale tegninger som var de papirudklip, og rykker rundt på dem, så det ser ud som om, at figurerne bevæger sig. Denne stil kender de fleste fra tv-serien South Park. Filmen her er dog henvendt til børn, og langt flottere både tegnet og animeret. Men der stadig en god grund til, at det lige netop er denne animationsstil, der bliver brugt:

  • Jeg kunne sagtens have lavet [filmen] i 3D, men det havde været en virkelig grim 3D-film. Det er jeg jo ikke interesseret i. Så jeg kigger på, hvad kan jeg få for den økonomi og tidsramme jeg har, som gør, at jeg får mest mulig animation, og det mest mulige eventyrlige look? Et software som Cutout er virkelig godt til det. Og hvis jeg laver noget som minder om en tegneseriestil, så har jeg heller ikke lovet mere, end jeg kan holde. Det er okay, at figurerne bevæger sig lidt kantet ind i mellem, for det lægger stilen også lidt op til. Animatorerne skal lave rigtig meget animation om dagen. De har ikke tid til at kæle for hver enkelt detalje. Det kan de gøre meget få steder, men resten skal gå rask af sted, og så passer der her design rigtig godt.

Lige netop det endelige design, er dog ikke noget Karla kan tage æren for alene. En film er trods alt en holdindsats, og i forhold til æstetikken ville hun gerne fremhæve filmens produktionsdesigner, Jessica Nicholls:

  • Jeg kunne rigtig godt lide hendes stil. Vi satte os sammen og udviklede, hvor jeg fortalte, hvad jeg ville bruge, imens hun tegnede det, og så fandt vi meget hurtigt et design, som jeg synes er virkelig fedt – og franskmændene kan godt lide den.

Som du måske kan udlede, kære læser, så synes jeg, at filmens flotte håndtegnede stil er noget, som er værd at fremhæve, men for Karla, er det blot én stilart af mange, der findes i animationsverden. Og hun er faktisk lidt overrasket over, at folk synes, stilen skiller sig så meget ud:

  • [Min film] skiller sig meget, meget lidt ud, men fordi vi kun kender til det ’glossede’ og glatte Disney-noget, så er min film ”spændende og anderledes”. Men ærligt talt, så bliver der lavet så meget anderledes, som vi bare aldrig ser. Folk [I Danmark] kender mest til Disney, Pixar og Hannah-Barbera, der lavede Tom & Jerry, men faktisk har Østeuropa en kæmpe tradition for animation, som jeg slet ikke synes, vi anerkender nok. De har nogle helt fantastiske stileksperimenter og udviklet meget mere på forskellige former for animation, end det vi er vant til at se her. Det er ærgerligt.

© Martin Sølyst

En films æstetik er dog en ting, men noget helt andet er, at der er en kæmpe forskel på at lave animationsfilm, hvor man forbereder og tegner hvert enkelt billede, i forhold til live-action, hvor man optager på et sæt, og derefter klipper det sammen. Jeg spurgte hende, om hun nogensinde havde overvejet at dyppe fødderne i den anden andedam, og til det spørgsmål var svaret meget klart og tydeligt:

  • Jeg ville ikke bytte. Der er fordele og ulemper ved begge dele. [Live-action] har en meget kortere produktion, hvor de er ude på sættet. De skal selvfølgelig også finde sættet, lave læseprøver osv. men selve produktionen er meget kort. Og hvis der pludselig er en, der er syg, så koster det flere 100.000 kroner, og så skal jeg, som instruktør, træffe en beslutning lynhurtigt. Dét ville jeg ikke kunne holde til. Jeg ville simpelthen gå ned med stress. Det, der er fedt ved animation er, at jeg altid kan sove på det. Det kan godt være, at jeg skal tage en hurtige beslutning, men jeg kan godt tage den i morgen. Det kan jeg godt lide ved animation.

Presset ved at lave en film eksisterer dog stadig, også selvom man arbejder på et kontor i stedet for bagved et kamera ude i skoven. Det er mere en arbejdsplads, end et lukket sæt, som animationsinstruktør, og Karla har haft flere klare ønsker for, hvordan hun gerne vil skabe et godt arbejdsmiljø.

  • Det skal være sjovt. Det er en langvarig proces. Selve produktionen er halvandet år fra vi går i gang. Det er ikke bare lang tid for mig, men også for dem, der arbejder her. Så jeg vil gerne have, at det skal være rart. Jeg vil gerne have, at mine produktioner bliver et sted, hvor folk med familier kan arbejde. Det bliver meget hurtigt en ung branche, fordi man ikke kan byde sine børn at arbejde til langt ud på natten. Så arbejdet skal helst ligge inden for normale arbejdstider. Jeg vil også gerne have, at du ikke går ned med stress. og så vil jeg gerne have, at du kan arbejde her, uanset om du er mand eller kvinde. Jeg vil gerne have en arbejdsplads, som ikke kun er for mænd eller kun for kvinder.

At leve op til disse forventninger har dog ikke altid været lige så let, selvom hun har haft et godt hold:

  • Det er fedt at have et hold, og det er fedt at have Kristjan [Møller] som jeg kan sparre med, fordi jeg tidligere har følt mig meget alene som instruktør. Man er jo ikke en del af holdet, men deres chef. Jeg skal både være pisken og guleroden. [Animatorerne] sidder jo foran en computer hele dagen, og har dårligt nok tid til at holde pause. De får ondt i kroppen. Hvis deres børn er syge, så kommer de bagud med deres arbejde og skal indhente det på et andet tidspunkt. Det er rigtig hårde arbejdsbetingelser. De skal præstere, og hvis ikke jeg fodrer dem med ordentlig instruktion, så laver de fejl, og det kommer oven i deres arbejdsbyrde. Så man skal jo sælge dem visionen, så de synes, det er en fed film at arbejde på, selvom man også selv nogen gange kan blive lidt i tvivl som instruktør. Så er det rart at tale med nogen som ikke er en del af holdet på samme måde.

© Martin Sølyst

Med hendes meget fokuserede tilgang til selve filmproduktionen, og hendes klare ønsker for, hvordan hun gerne vil skabe et godt animationshold, så kan man næsten få indtrykket af, at Karla Von Bengtson altid har skullet lave animationsfilm, men det har ikke altid stået skrevet i stjernerne. Da jeg spørger hende, om hun altid har villet arbejde som animator, er svaret det stik modsatte af, hvad jeg forventede:

  • Overhovedet ikke. Jeg ville oprindeligt gerne lave special effects. Jeg ville lave eksplosioner og sådan noget på film. Jeg har bare altid været god til at tegne, og så endte jeg i praktik et eller andet sted og fandt ud af, at jeg havde flair for at animere, men det var bare noget, jeg kunne lide, og aldrig noget jeg ville lave. Så mens jeg ventede på at komme ind i special effects-miljøet, så tænkte jeg på at komme ind på en tegnestue og blive animator, eller assistent. Så startede jeg som farvelægger og har arbejdet mig op, og så blev det bare aldrig til noget med special effects. Og med tiden fandt jeg ud af, at animation var egentlig virkelig fedt, selvom jeg jo oprindelige gerne ville have lavet effekter.

Da vores samtale er ved at nærme sig sin afslutning, spørger jeg hende, hvad hun håber folk vil tage med sig, når de har set hendes film. Til dette er udmeldingen meget klar:

  • Jeg håber først og fremmest, at de får en god oplevelse. Vi kan sagtens snakke om ambitioner og kunsten, men jeg er i virkeligheden i underholdningsbranchen, og jeg er ude på at underholde folk, give folk en god oplevelse, og fortælle en god historie. [Publikum] betaler rigtig mange penge for at gå i biografen, så de skal have en rigtig god oplevelse.

Der er dog et publikum, som Karla for alvor håber at ramme, og det er børnene:

  • Det har været vigtigt for mig, at børnene har været drivkraften i alle historiens aspekter. Jeg håber børnene får en fornemmelse af, at [filmen] er lavet til dem, og at jeg har taget det, at de kan en masse ting, alvorligt. Jeg tror også, at det betyder noget, at jeg har både en sej pige og en sej dreng med. Der er ellers en underlig konvention om, at drenge kun går ind og ser film, hvor drenge har hovedrollen, og piger ser drenge og piger. Det med drenge- og pigefilm er jeg så umådelig træt af. Jeg har jo to drenge, og de har altid kunne se film som Min nabo Totoro og Brave. Det generer dem ikke, om det er en pige eller dreng. Jeg har bare prøvet af vise børn, og ikke [fokuseret så meget] på, om de er drenge eller piger, og det tror jeg, børnene oplever. Der er ikke forskel på den måde. De kan sagtens spejle sig i dem.

Karla tager børn alvorligt. Derfor siger hun også afslutningsvist, at hun håber både drenge og piger i sidste ende kan spejle sig i de karakterer, der optræder i hendes film:

  • Med min hovedkarakter har jeg en pige, som er en pige. Hun er ikke ”drenge-pige”, hvilket jeg synes er virkelig irriterende, når man kalder det det. Hun er bare en pige. Hun går med nederdel, er en detektiv, rigtig kvik, laver opfindelser og kan finde ud af elektronik. Hun har en vision og en drøm, fuldstændigt ligesom drenge og piger har, og det samme har Vincent [den mandlige hovedkarakter]. Han er rigtig god til at stå på skateboard, og han er i virkeligheden også en enormt følsom dreng, der gør, at han roder sig ud i nogle ting – som man så må se filmen, for at finde ud af, hvad er.

NABOspionen er ude i biograferne lige nu.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.