Mehdi Avaz er en efterspurgt herre i disse tider. Han er lige for tiden biografaktuel med Avaz brødrenes anden spillefilm, Kollision. Da jeg møder ham i brødrenes studie, en uge inden premieren, er det heller ikke overraskende, at han har travlt med at nå det hele. Alligevel gav han sig god tid, til at have en bramfri og åben samtale om filmen, som der ikke hersker nogen tvivl om, har været et meget personligt projekt.
Det anbefales at vente med at læse videre, til du har set filmen,
da der vil forekomme store spoilers nedenfor.
Det er efterhånden to år siden, vi sidst talte sammen. Dengang havde i en masse planer for fremtiden, men hvad er der så sket siden sidst?
Tv-serien er færdig før jul. Vi har tre spillefilm næste år, hvor hver af os brødre, har hver vores film, men vi hjælper hinanden. Jeg er blevet hyret til at instruere en film, for et andet selskab her til sommer. En romantisk komedie. Milad skal skrive på en 2. verdenskrig-film og Misam er i gang med en komedie, som han skriver med en anden. Så vi er er i gang med tre forskellige projekter.
Så er vi også i gang med en stor actionfilm, der kommer i 2021, hvor vi gerne vil rykke dansk film, indenfor actiongenren. Sådan, at når folk ser den og tænker på, at det er en dansk film, så tænker de ”Wauw”. Det skal være F-16 fly over København og Storebæltsbroen springer i luften. Rigtig action. Ikke gamle mænd i nye biler.
Mens vi lever, blev lavet udenfor det traditionelle støttesystem, men så vidt jeg kan forstå, har succesen fra den, givet jer en ’first-look deal’ hos Nordisk Film?
Det er rigtigt, at vi har en ’first-look-deal’. Så hvis jeg kommer med en idé til [Nordisk Film], siger de: ”Fedt, her er nogle penge, så du kan gøre det mere håndgribeligt.” Så kan de bagefter sige, om de vil gå videre med det. På Mens vi lever, måtte vi sælge burgere for at betale husleje, og nu kan vi betale huslejen og koncentrere os om at lave film. Det er den store forskel.
Da vi lavede Mens vi lever, sagde min lysmand, ”You’ll always chase the dragon”, og det forstår jeg nu. For dengang var det et lille og et hyggeprojekt, og når vi ikke gad mere, så tog vi hjem for at fortsætte i morgen. På Kollision, var det meget som et firma.
Hvor store var produktionsforskellene, sammenlignet med jeres debut. Alene det store hold af skuespillere, må have været overvældende?
Jeg tror bare, at jeg havde de skuespillere, som jeg gerne ville arbejde sammen med. Jeg sendte manus og alle sagde, ja. Jeg synes også, at den var hård at lave, for vi var 70-80 mennesker, hvor vi var 14 på Mens vi lever. På den måde var det et større og mere omfattende projekt. Vi var i Århus og min kæreste var højgravid, så det var hårdt at bo på et værelse i halvanden måned. Det var noget af det hårdest jeg har prøvet, at lave Kollision.
Som man tydeligt kan se på plakaten, har I fået Nikolaj Lie Kaas til at spille hovedrollen. Hvordan gik det til?
Det var dejligt at arbejde sammen med ham. Han kom med mange gode ting. Ikke bare til hans egen rolle, men hele filmen. Jeg havde angst for at arbejde sammen med ham, for han er jo stor, men det var rimeligt naturligt. Samarbejdet var hårdt, og vi var til tider uenige om ting, men så tog vi begge versioner, og så kunne man vælge i klipperummet. Han, Cecilie [Stenspil] og jeg så filmen sammen, da den var færdig, og de sad begge med tårer i øjnene og sagde: ”Den er der”. Nikolaj er også meget stolt af filmen og sagde, at det var længe siden, at han havde læst et manus, som han tænkte, at det måtte han lave. Og havde vi ikke valgt ham, ville han jagte den.
Da han så filmen, sagde han også, at det er første gang han læser manus, ser filmen og tænker, at det kan han godt stå inden for. Han er meget glad for den, og jeg ved, at han har lavet mange interviews, hvor han roser den til skyerne. Hans egen yndlingsscene i mange år, er også med i den her. På den måde, er jeg glad for, at han kan stå inde for produktet, for det ville være nederen, hvis man havde lavet en film, med den største skuespiller, og han så ikke ville have noget med den at gøre. Det er dejligt, at han står inde for den. Han ringer stadig hver dag og spørger, om jeg har hørt noget.
Hvilken scene er det, som han er stolt af?
Han er rigtig glad for den scene, hvor han står med Charlotte Munck ude i gangen, og han beder om to sekunder. Jeg kan huske, da han skulle forestille sig, at det var hand egen datter, der lå derinde, og han var virkelig smadret. Jeg er selv blevet far fornyeligt, og kan selv mærke følelsen. Den scene var virkelig dejlig at lave, for der var så meget varme og tryghed. Det er hans yndlingsscene.
Hvor kom historien fra?
Jeg kørte på en motortrafikvej, ringede til Milad og spurgte ham, om vi ikke skulle lave en film om fædres rettigheder? Sådan startede det. Lad os se, hvorfor fædre ingen rettigheder har. Jo tættere vi kom på historien, blev det tydeligt, at det er lige meget, hvordan det løser sig, for far eller mor, for det er barnet, der tager skade. Barnet kan blive indadvendt, og vil pludselig ikke sige noget i klassen. Liv [i filmen] er jo min lillebrors datter Karla Avaz, så vi har trænet med hende i et år. Så det har været en lang proces.
Idéen kom mere specifikt, fra nogen i min omkreds, der havde en skilsmisse, hvor faren tjente mange penge og moren var på SU, og alligevel formåede moren at tage barnet og rejse til Jylland, til en ny skole, så barnet var totalt ked af det. Den historie inspirerede mig. Sidenhen har vi researchet og fundet en masse andre historier. Fundet historier med skyderiet i retssalen, en far, der kidnapper sit barn og alle de her andre ting. Det er fire forskellige historier, vi har flettet ind, og gjort til én historie.
[Leo] er jo helt chokeret over, at han kan blive anklaget for at kidnappe sit eget barn. Bagefter får vi så at vide, at han som far ikke har nogen rettigheder. Vi har også forsøgt at skrue op for klasseforskellene. Tommy Kenters familie er jo rige, og Rasmus Bjerg bruger alle kneb, for at få [Leo] ned med nakken. Så det handler også om magt, penge og en mand, der ingen rettigheder har. Derefter, er det er op til seerens egen fortolkning.
Mange tror, at vi vil skrue helt op for [retssagsdramaet], men så overrasker vi publikum, ved at forældrene selv at fundet en løsning på forhånd. [Olivia] kan jo se, at barnet er tryg hos sin far. Allerede, da hun siger, at hun henter [Liv] i morgen, er det en håndsrækning til, at de nok skal finde ud af det. Så vi har gjort plads til håb – selvom han bliver skudt.
Som du lettere ironisk pointerer, er det et voldsomt melodrama. Har I nogensinde overvejet at skrue det lidt mere ned, til et klassisk afdæmpet dansk niveau?
Jeg ved godt, at alle anmeldere ville nævne det. Jeg snakkede også med to i går, der spurgte mig, om jeg ikke skulle skrue lidt ned [for melodramaet]? Men det kan jeg ikke, for det er ægte for mig. Jeg er jo født i Iran, og når et glas går i stykker, eller når man bliver uvenner, er det storslået. Et andet eksempel kunne være en italiensk familie, der sidder ved bordet og råber og skriger. Det er jo kærlighed. Hele klichéen med, at man kaster med maden, ville man aldrig acceptere i Danmark. Min far har altid sagt, at dansk mad tager fem minutter at lave og 10 timer at spise, mens italiensk og iransk mad, tager 10 timer at lave, og fem minutter at spise. På samme måde, hvis vi var i familie med hinanden, og jeg kom forbi en søndag med en pizza, ville du spørge, hvorfor jeg ikke ringede, inden jeg kom. Hvor det i Italien, Iran og Spanien, bare er kulturen.
Forleden dag, ramte min mor benzinstanderen, og da hun kommer hjem, kaster hun sig på gulvet og græder. Da jeg spørger hende, ”hvad fanden der sker?”, siger hun, at hun ridsede bilen. Det er de her følelser.
Så når folk spørger mig om [melodramaet], bliver jeg en smule ked af det. For det fortæller mig, at der ikke rigtig er plads til det i Danmark. I min verden har jeg set min mor reagere som Cecilie [Stenspil], da hun mistede sin far, græd og ikke kunne få luft. Jeg har set en person i min fars familie, komme uanmeldt og slå min fars bror med et bat, fordi han var gift med søsteren. Jeg har set de her ting, som jeg har forsøgt at portrættere i filmen. Det er ikke sådan, at jeg har tænkt på, at skrue op for dramaet.
I den kultur, jeg kommer fra, har jeg faktisk underspillet normalen. Jeg tager den fede danske måde at fortælle historier på, og så propper jeg lidt af det iranske i, for sådan reagerer vi dernede. Når man er såret og ked af det, er man helt derude. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvis jeg mistede mit barn, at være helt kold og afdæmpet.
Er der for mange historier? Ja, men i virkelighedens liv, sker der heller ikke kun én ting. Hvis olieboreplatformen går ned, så er alt andet ikke lykkeligt. Jeg prøvede at portrættere, hvis ”shit hits the fan”. En ulykke kommer sjældent alene. Og er man en intelligent seer, der dykker et lag ned, ved man, at filmen handler om tre fædre. Det handler om Tommy Kenter, Nikolaj Lie Kaas og Henning Jensen. Det er tre fædre, der på hver deres måde, forsøger at beskytte det, som de har kært. Vi har Nikolaj Lie Kaas, der i den første halvdel vil være som Tommy Kenters karakter, men efter han bryder sammen hos sin far, erkender han, at han er ligesom sin far. Han er den her kærlige mand, som gerne vil føre familien sammen. Så jeg føler filmen taler til forskellige dele af samfundet.
Vi har været til tre Q&As, hvor vi har vist filmen, og de mennesker, der har set filmen, ”Hr. og Fru. Hakkebøf”, synes det er fedt, at vi har lavet den. De synes det er fedt, at man kan mærke sine følelser, og jeg tænker, at der er behov for det, i det her land. I stedet for, at det hele tiden er film som Vinterbrødre, der får seks stjerner og bliver hyldet, men bliver set af 1500 mennesker, fordi det gider ”Hr. og Fru. Hakkebøf” ikke at se. De synes det er kedeligt.
Når folk spørger mig, om jeg går op i, hvad anmelderne siger, så må jeg sige, ja. Jeg ser kun gode anmeldte film, for jeg er selv filmnørd. Jeg er godt klar over, at hvis jeg læser din anmeldelse af Joker, og du giver den seks stjerner, ved jeg, at den må jeg se, men har du givet den to stjerner, venter jeg, til den kommer på tv.
Så hvis vores dejlige anmeldere hele tiden slår de her følelser ihjel, bliver de aldrig normale i Danmark, selvom publikum gerne vil have det. For når en granvoksen mand med tatoveringer, sidder i CinemaxX og græder højlydt, er det fordi, at vi udfylder et behov. Jeg kan godt lide, at når du er glad, så skal du grine, når du er ked af det, så skal du græde. Og jeg kan mærke derude, at publikum også gerne vil have det.
Der er behov for de her følelser derude, så jeg håber, at vi filmnørder, ikke dræber dem, så folk kan få lov til at set det. For jeg ville ikke se den, hvis den fik dårlige anmeldelser. Det er jo nok en film, som man enten elsker eller hader. For enten er du til de her følelser, og sender roser til din kæreste, eller også, er du i den helt anden grøft.
Når det er en film, som ikke holder igen med følelserne, hvad gør du så, for at skuespillerne trygt og naturligt, kan nå de følelser?
Jeg bruger rigtig lang tid før filmen, på at lære dem at kende personligt. Jeg var ude og spise med Nikolaj [Lie Kaas] rigtig mange gange og få nogle lange snakke. Cecilie [Stenspil], har jeg kendt i over to år, og havde for længe siden sagt, at vi skulle lave den her film sammen. Når man kender folk så godt, kan man prikke til dem på det personlige plan, og finde frem til følelsen gennem noget andet. På den måde, har det ikke været så svært, da jeg har investeret så meget tid forinden. Det gjorde jeg også på Mens vi lever.
En skuespiller og instruktør, skal også komme frem til de her øjeblikke. En af mine stærkeste sider inden for film, er personinstruktion. Sammen med at andet mennesket, at nå et mål, er hvad jeg kan. Det er derfor, at jeg har kastet mig ud i [filmverdenen]. Man kan sige meget om filmen, men jeg føler ikke, hvis jeg tager instruktørhatten af, at man kan sætte en finger på skuespilspræstationer, for de sidder meget i kassen, og det går jeg meget op i.
Med Mens vi lever, Kollision og jeres kommende tv-serie Grow, lader det til, at der er et gennemgående tema om familie. Hvad er det, der leder jer naturligt mod familien, som kernen i dramaet?
Jeg tror bare, at det er vores iranske baggrund. Min far flygtede far Iran, så vi var uden ham i to et halvt år, før vi så ham igen. Det savn og den uvished om, hvorvidt vi ville se ham igen, eller om han overhovedet elskede os. Den smerte tror jeg, vi har valgt at gå videre med i vores film og serie, fordi det virker genkendeligt. Alt, hvad vi laver, har et eller andet med en far at gøre. På den måde, virker det sikkert for os.
Hvad håber du så, at publikum vil få ud af Kollision?
Jeg håber, at publikum går ind og ser filmen, og får reflekteret over deres eget liv. Man har kun det ene liv. Jeg håber også, at de går hjem, og krammer deres børn, kæreste og lever livet, for man ved aldrig, hvornår uheldet banker på døren.
