Interview med Niels Arden Oplev

Kategori Eksklusivt, Interview skrevet af - februar 27, 2022
Interview med Niels Arden Oplev

I anledning af premieren på Rose har vi talt med instruktør og manuskriptforfatter, Niels Arden Oplev, om hans seneste film. Det blev en lang snak, som spredte sig vidt og bredt, lige fra den meget personlige baggrund, der ligger til grund for filmens historie, til produktionsvanskelighederne på Mænd der hader kvinder, som stadig påvirker ham som filmskaber i dag, over til det spøjse med mellem skuespillerne og de mennesker, som deres karakterer er baseret på.


Hvad var det, der gjorde, at du efter mange år som instruktør tænkte, at nu var det tid til at lave den her film?

Det er seks år siden, jeg begyndte at skrive den. Jeg har faktisk skrevet det meste i Los Angeles, hvor jeg bor, oppe i The Hills, hvor man er ovenover byen. Det er mærkeligt at skrive en film, der foregår i 1997 i Jylland og Paris, der, men det er også virkelig godt.

Det er sådan, at den handler om mine to søstre og min svoger. Maren-Elsabeth og min mellemste søster Kirsten, som er meget ressourcestærk og hendes mand, Per, som også er meget ressourcestærkt og varmt menneske. De er nogen rigtig gode nordjyder, med fødderne plantet i den himmerlandske muld. Min søster er leder af en børne-fritidsordning på noget, der hedder Nørholm skolen, som er en institution i Aalborg Kommune, fordi det er en mindre skole, som er kåret til en af de to bedste skoler i kommunen. Folk flytter nærmest deres børn, for at kunne gå i landsbyen.

De besluttede sig for at tage Maren-Elisabeth med til Frankrig på en kulturel rejse, hvor de skulle rundt og se nogle ting, Louvre, Monets Have og sådan noget. De skulle også til Normandiet og se D-dagsmuseet. Det var meget vigtigt.

Det var et forsøg på at sige, at vi skal tage Maren-Elisabeth, som 20 år forinden var diagnosticeret som skizofren, tage hende med tilbage til Frankrig, hvor hun har arbejdet som ung. Da hun var 18-19 år, arbejde hun i Frankrig. Der havde et ulykkeligt kærlighedsforhold med en gift mand, og da hun var kommet tilbage derfra, var hun begyndt at høre stemmer. Egentlig havde jeg først tænkt… Jeg havde længe tænkt, at jeg ville begynde at skrive om det.

Jeg har skrevet en film, der hedder Drømmen, som kom ud i 2006. Den har meget med mig selv, mine venner og minde forældre at gøre, som model. Hele den onde skoleleder er baseret på en rigtig person, på en rigtig skole, som var et forfærdeligt sted, for at sige det lige ud. Så jeg har været der før, og så har jeg gået rundt om det før, men pludselig for seks år siden, i et ydmygt forsøg på at holde fri, hvilket jeg ikke er god til, var jeg taget på en kajaktur med min gamle ven Jørn, som også kommer fra den landsby, hvor jeg er fra, hvor Ole Lund faktisk også var lærer. Jørn lagde både udseende og opførsel til Albert, så ved du lidt om, hvordan er. Men min joke er, at han er blevet et bedre menneske siden. Men han er også blevet en ivrig kajakroer nede i Silkeborg. Så vi tog på tur og snakkede, og han har kendt min familie, næsten lige så længe som mig selv, for vi var kun seks år, da vi mødtes.

Vi kom til at snakke om den bustur, som havde foregået i 1997, hvor de var kommet til Paris, få uger efter Lady Diana døde. Hvordan de var spændt af, og hvordan Maren-Elisabeth havde rejste sig, inden var kommet i gang, og havde deklareret til bussen, at hun var sindslidende og skizofren. Og det lagde noget af en dæmper på de andre rejsende, som var sådan: ”Okay, skal vi rejse med hende de næste otte dage?”.

Alligevel viste det sig, at da de kom til Frankrig, kunne ingen af dem læse et menukort, men Maren-Elisabeth hun taler godt fransk – og pludselig blev rollerne byttet om. Og Jørn han siger, hvorfor laver du ikke en film om det? Jeg var sådan: ”Hold kæft, det havde aldrig faldet mig ind!”.

Det havde aldrig faldet mig ind. Det kunne godt gå hen og blive genialt, fordi vi ville gå tilbage i historien 20 år senere, i så fortættet et rum, som en roadmovie er. Ville det sket nogle ting, som aldrig ville sket, hvis man beskrev den mere travrige historie. For det var selvfølgelig meget hårdt, da hun blev syg, og skred længere og længere ind i skizofrenien, og endte på den lukkede i perioder. Det var frygteligt for hende og for os som familie. Men så ville det blive det, jeg ved ikke, om det er en genre, men jeg kalder det ’sygdomsfilm’. Ligesom kræftfilm eller alzheimers, så har vi også her en skizofreni film. Og det ønskede jeg ikke at lave. Jeg ønskede ikke at beskrive min søster på den måde.

Så viste det sig, at jeg kan vende det hele på hovedet. Jeg kan lave en film, om en person med et sårbart sind, og så kan jeg fortælle det på en helt anden måde. For der er noget komisk med busrejse, det ved vi godt. Du bliver klemt ind med mennesker. Nogen gør noget dumt eller noget mærkeligt, og så griner man af det. Folk drikker også øl, når de er på bus. Sådan er det altid i Danmark, det ved du godt, man skal altid have en bajer.

Så er der også noget ved Paris. Paris er kærlighedens by, Paris er poesiens by. Så byen løfter også. Så var jeg hjemme og måtte finde ud af, om Maren-Elisabeth, Kirsten og flere ville være med på, det her rimelig heftige projekt. Det ville de. Det tog lidt tid for Maren-Elisabeth at forstå, at det var en fiktionsfilm, og hendes rolle skulle spilles af en anden, og ikke hende selv. Det er ikke en dokumentarfilm.

Næsten alt, der sker i filmen, er sket i Maren-Elisabeths liv, men jeg har sat nogle ting ind i rejsen, for at skabe dramatisk konsekvens, ellers ville det ikke være en fiktionsfilm. Det har jeg også gjort med Ser du månen, Daniel, som jeg lavede for tre år siden.

Det, der så skete var, da jeg begyndte at skrive, var det som om, at Maren-Elisabeth tog magten fra mig, og begyndte at sige nogle ting, som skabte absurde og morsomme situationer. Som fx det hun siger til Søren Mallings karakter i bussen. Han er jo en stivstikker karakter, med regler og paragraffer, og et frygteligt behov for normalitet. Han bliver voldsomt udfordret af den unormalhed, som Inger kommer med. Det blev faktisk så morsomt, at jeg begyndte at tænke på, om det her er et problem?

Jeg havde sat mig ud for at skrive noget, der var tørt og seriøst, ligesom Amour, men så blev Inger ved med at skabe en morsom situation. Derfor blev det en meget mere rutsjetur, i stedet for kun en bustur. Det kom faktisk bag på mig. Det skabte også en bredere film. Det ville den historie være. Det kan jeg også godt forstå, når jeg har sat dem på den her bus. De er klemt inde i den her bus, og de kører på den her måde, som min søster er på. Jeg har skrevet, at den er inspireret af hende, men det var ikke det, jeg havde sat mig for.

Men jeg blev nødt til at overgive mig til det og sige, men så er det et humoristisk drama om en person med en sindslidelse, og så tænkte jeg, gad vide, om verden kan kapere det? Gad vide om man kan forstå, at det er en meget større kunstnerisk udfordring. Jeg følte, at jeg måtte samle noget kunstnerisk mod for at lave den, i stedet for den deprimerende, sygdomsfilm, som nogen måske ville sige, er mere ”kunstnerisk”.

Jeg tænkte, i virkeligheden er det et større kunstnerisk valg at turde vende filmen på hovedet og lave en film, som svinger mellem det gribende, emotionelle og i den grad det humoristiske. At det får lov til at være. Den balance, har det handlet meget om. Det har det også handlet om i klippeperiode.

Det er en traditionel fortælling i billede og væremåde. Og folk opfatter det også som en bredere film, men det sjove er, at der næsten ikke er noget plot i den her film. Og normalt er film, hvor der ikke er så meget plot, meget langstrakte, hvor man ser dem lidt af pligt. Jeg er sarkastisk, men du ved godt, hvad jeg mener. Nogle gange ser man en film, som alle synes er ”åh, så kunstnerisk”, og hvor kunne det have været bedre, hvis de havde fortalt en enklere historie.

Mit hjerte banker for den forførende film. Jeg er meget mere til den forførende amerikanske fortælling, selvom jeg elsker nogle film som Godard, er jeg ikke for, at man skaber karakterer, som man overhovedet ikke kan identificere sig med. Jeg synes det er fantastisk, når nogen går det og det lykkes. Men jeg er personligt mere til det emotionelt stærk, som trækker dig helt væk fra dig selv, og ind i det, som man i den nye bølge, kaldte for drømmefabrikken. Jeg serverer ikke en illusion, jeg sælger ikke noget, men jeg vil gerne forføre dig ind i en oplevelse, der får dig til at slippe dit intellekt, og får dig med de mennesker.

Det gør selvfølgelig, at det bliver en bredere fortælling.

Det er også spændende nu, for jeg kan mærke, at jeg har publikum med mig, men hvad kan den kritisk og i udlandet. Det er ligesom de næste skridt, men det er meget processen. Jeg håber, at man vil blive forført ind i Ingers verden, og samtidig møde smerten og humoren, og måske pludselig opdage, at man ikke ser sygdommen, men Inger. Det ved jeg sker for publikum.

Fx den scene, hvor hun bestiller vin på fransk. Der er folk hele væk i det her. Der er elementet af, at du ikke kan skue hunden på hårene. Fordi jeg tror mange vil møde sådan en som min søster, eller som bliver fremstillet af Sofie Gråbøl og tænke, ”Det orker jeg fandme ikke at være otte dage i selskab med.”
så pludselig folder der sig noget ud, som de ikke havde forudset. Så gør det måske, at de tør åbne op for noget, der ikke ligger indenfor den ekstremt snævre normalitet, som der er i det her land.

Og der er i Danmark hundredvis af uskrevne regler for, hvordan man optræder i det offentlige rum og gudenåde og trøst, hvis du træder ved siden af. Det er også det, jeg gerne vil udfordre. Det er ikke i her, men især i Danmark, kan man nærmest ikke sig til nogen, om de vil gå foran en i købmandskøen, hvis de har to ting og jeg har hundrede ting. Så hopper de helt op i luften, som om man har trådt ind i deres private rum. Så bliver de helt overtaknemmelige. Det er akavet, hvor i USA er folk mere…

Den socialt akavede, som ligger i Danmark, tror jeg går helt tilbage til stammesamfundet, hvor man ikke mødte nogen. Jeg kalder Danmark for ”stammedemokrati”.

Jeg vil gerne udfordre normaliteten, fordi jeg har en fast tro på, at folk ikke er så normale, som de selv går og tror. Så mener jeg, du bare kan se, hvordan de opfører sig i trafikken. De tror, at fordi de sidder i en bil, er de ikke en del af det offentlige rum. Det er interessant, hvad folk tillader sig, fordi de sidder i en bil. Man kan se, at de sidder og råber og skriger, og vi kan alle se dem, fordi de sidder i deres osteklokke, så tror man, det er acceptabel opførsel. De ville aldrig gøre det på en restaurant, hvor man kunne høre det. Men man kan se, hvad der sker.

Derfor tænker jeg. Der er faktisk ikke rigtig nogen, der har fortalt historie på den måde, om det her emne.

Jeg synes også, det er meget interessant, at du tager en roadmovie, som er en fantastisk struktur. Jeg kan høre, at mange af scenerne mellem Inger og Ellen er taget fra det rigtige liv, men mange af de andre karakterer virker også troværdige. Man lærer alle karaktererne på bussen af kende, og de fremstår alle i hvert fald todimensionelle. Så hvad ligger bag det her karakterarbejdet, som alt andet lige må være sværere, end at hente inspiration direkte fra det virkelige liv?

På en eller måde, bor den viceinspektør [Skelbæk] også inde i mig. Det var meget let. Ej, men jeg kan sige, at da jeg skrev Drømmen, og inspektøren er så ond, da sagde mit filmhold: ”Nå, den rolle var nok nem at skrive for dig, Niels?”. Men jeg har også en skolemester, som jeg skal styre. Jeg kan godt mærke det i mig selv. Jeg joker, når jeg arbejder i Amerika med ”The School Master”. I skal bare lade være med at gøre noget, der får ham ud. Fordi hvis han kommer ud, er det svært at få ham tilbage igen. Det synes de er meget sjovt. Det kan fx være: ”Don’t talk under my briefing”. Det kan godt være vigtigt, men så må du vente, mens jeg briefer mit hold. På den måde, er jeg nok en gammel krigsgeneral. Det kan godt være meget irriterende, og måske lidt ”out of time” på en måde.

Da jeg var oppe og lave Mænd der hader kvinder, var de også sådan: ”I er så hierarkiske i Danmark”. Jeg var sådan, at jeg er ikke kommet herop for at sidde i plenum og diskutere, hvordan filmen skal laves. Jeg er kommet for at lave en film. Det er ikke sådan, at man kan lave filmen på en anden måde, og så ser den lige så godt ud. Sådan spiller klaveret ikke. Jeg er ikke kommet for at diskutere det hele. For hvad laver jeg her ellers? Som jeg siger i Amerika: ”This is not my first rodeo.”

Men jeg er totalt lydhør, og kører, overfor mit hold og skuespillere, en åben kreativ dialog. Folk kan altid byde ind, men jeg gider ikke nogen byder ind med en ringere løsning, fordi det er økonomisk. Så må du sige det up front.

Det er vel også fair nok, fordi den dyreste del af filmen, er når man står på settet. Så skal man nok ikke diskutere de enkelte indstillinger?

Jeg snakkede faktisk om det med Sofie [Gråbøl] og Lene Maria Christensen. Jeg har noget med, at cementen ikke må blive for tør for tidligt. Så materialet må ikke blive formbart for tidligt. Det må faktisk først låse sig, når vi mikser musikken og lyden til slut.

Men der er nogen instruktører, som ser verden som et hjulspor, der går over en sandet prærie og du kan kun køre på de to spor, for ellers er det hele ødelagt. Men jeg laver ikke film på den måde. Jeg er mere en sekssporet motorvej, og det er der, vi skal hen. Men hvis du kommer til mig og siger: ”Jeg har en pissegod idé, skal vi ikke gøre sådan her?” Så vil jeg sige: ”Det er skidegodt, lad os gøre det”. Hvis jeg synes, det går ind i den mission, jeg har. Hvis jeg kan kalkulere, at det gør produktet rigere og mere nuanceret. At den film vi ender med, får nogle nuancer. På den måde er jeg også meget sådan; ”lad os prøve at skyde det”.

Selvfølgelig er vi under tidspres, men nogle gange, kan jeg også være ligeglade med tiden. Så må dem, der har det stramt med overtiden, sidde og rive håret ud. Fordi, til syvende og sidst, og det er det interessante ved film. Til syvende og sidst, er det eneste, der tæller, det, som er på lærred. Det hjælper ikke at sige, at det var også fordi, vi ikke havde råd. Folk er ligeglade. Der er ingen undskyldninger, der er kun det, der er oppe på lærred. Det er ikke noget værre end undskyldninger, hvis det, der er på lærredet, ikke er, hvad det burde være.

Mænd der hader kvinder¸ var det, som vi siger i Amerika: ”Filmmaking is like war, you just die slowly”. Sådan var det lidt. Der var så meget konflikt, fordi den film jeg ville lave, som Eric [Kress], min fotograf og Niels Sejer, som er production designer, også ville lave, med den kvalitet, var der ikke penge til. Men i og med, at jeg havde fuld kreative kontrol over filmen, og vi ikke havde godkendt produktionsplanen, og jeg aldrig havde skrevet under på [budgettet], fordi jeg vidste budget ikke ville holde. Jeg havde sagt til dem, at det var 20%, der skilte os. Jeg tror, det var 1,5 mio. dollars, og det var mange penge dengang, men i virkeligheden, er Mænd der hader kvinder, lavet for færre penge end Jussi Adler-filmene, som kom i kølevandet. Så egentlig lavede vi den rigtig billigt.

Der var mere penge til at lave en tv-film, som du kunne proppe i biografen for at promovere den. Det var mere den model, som Yellow Bird havde tænkte. Jeg havde det sådan, at jeg skal lave Silence of the Lambs-in the North. Det er det vi skal lave. Den der bog, bliver ved med at sælge flere 100.000 kopier, men vores budget forblev det samme, samtidig med at forventningerne bag steg og steg. Til sidst var jeg nødt til at holde fast i skud-for-skud, den kvalitet, som min mavefornemmelse sagde mig, at vi havde brug for. Da vi så havde brugt det hele, fortsatte jeg bare. Det gjorde jeg i ret lang tid. Man kunne have nået at lave en dansk spillefilm i den tid, jeg filmede længere, end jeg skulle. Det var også tre timer. Tv-delen er to gange 90 minutter, og filmen er to en halv time. Det var kæmpestort.

Der var alle mulige vanvittige scener. Folk, der var nøgne, der var bundet i bad, jagtsekvenser, bilkollisioner.

De blev ved med at sige, at jeg havde 60 dage til at optage en film på 8,5 time, og jeg havde knap nok tid til at pakke udstyret ud til lokation. Men du skal samtidig lave to gange 90 minutter, så det er som at lave to film. På den måde er jeg enormt stædig, fordi jeg gerne vil forsvare filmen.

Men på en film som Rose, hvor vi har været helt inde til benet, og det har faktisk været en svær film at finansiere. Jeg ved ikke rigtig hvorfor. Jeg tror lidt, det er på grund af mig selv.

Hvorfor? Ville Nordisk Film da ikke betale?

Nej, jeg ligger rimelig langt op på totempæle for billetsælgende, skandinaviske instruktører. Det er en personlig historie, som handler om to kvinder, som man stort set aldrig ser. Så jeg tænkte, det bliver virkelig let, men det gjorde det altså ikke. Det blev faktisk svært at finansiere, fordi der lige nu er, og det er til dels berettiget, at der er et fokus på at finansiere folk, som er alt det, jeg ikke er.

Også i Danmark?

Ja, og i Skandinavien, når du søger penge fra Nordisk Film & TV Fond, som har givet penge alle mine film, undtagen Rose. De 1,5 til 2 mio. kr., som jeg plejer at få, gør virkelig meget. Rose er ikke en billig film, det er heller ikke en vanvittig dyr film, men den ligger der, hvor du skal have noget ekstra, end fra de normale Filminstitutter og fonde. Problemet er, at de har lavet det der latterlige medieforlig. Det dummeste medieforlig, hvor de lagde alt ud i regionerne. Hvad så, hvis du ikke har en film, der passer?

Jeg har en film, der starter i Jylland og slutter i Paris. Den passer ikke ind i nogen filmfonde, hvor de lægger pengene derud, i stedet for de penge, som jeg plejede at få fra Danmarks Radio eller TV2. Det kan man ikke bruge. Det kræver, at alle film passer ind i den kasse.

Hvordan fik du så råd til lave filmen, hvis du ikke lavede det om, til en bustur til Viborg eller Fyn?

Kan du forestille dig en bustur fra Aalborg til Odense? Det er alt det, som Paris gør. Det ville ikke kunne lade sig gøre. Jeg tænkte faktisk på et tidspunkt, om det kunne være en anden by. Det er skidedyrt at optage i Paris. En filmdag i Paris koster det samme som tre filmdage i Paris. Du kan godt se, at 9-10 dage Frankrig er virkelig dyrt. Den måde vi løste det på var, ved at være ”clever” og sige, at hotellejligheden bygger vi på studiet i Aarhus. Fordi der er faktisk ret mange scener på det hotelværelse, og det ville alligevel være et helvede at stå på location. De blev rykket fra Paris til Aarhus, sådan her.

Så snød vi også, ved at have et hotelværelse med en balkon. Nogle af scenerne, står Anders [W. Berthelsen] på et rigtigt hotelværelse, og når du klipper om, er det på en studie i Aarhus.

Så var der et par enkelt skud, hvor vi havde en greenscreen, hvor baggrunden passer til de andre optagelser, vi har lavet [i Paris]. Også noget translight.

Så der er masser vfx-shots i den her film?

Ja, det er der. Det er der, fordi den er optaget i sommeren 2020 under pandemien, og så blev den færdig i sommeren 2021, og så kommer den ud nu, fordi der ikke var plads før. Men der er biler og det er alt sammen fra 1997, og det faktisk svært [at optage]. Så der er en del vfx-shots.

Det fungerer overraskende godt, fordi jeg lagde slet ikke mærke til det.

Det ville være synd, hvis vi ikke fik talt om Sofie Gråbøl, og nogle af de andre skuespillere, der går igen fra dine andre film som Anders W. Berthelsen. Hvordan var processen med at få Sofie Gråbøl i rollen, og hvordan var arbejdet med at sikre hun fremstod troværdig? Det er jo en svær rolle, som hurtigt kan blive karikeret. Men hvordan fik du overtalt hende?

Jeg vil sige, at jeg har en sindssyg god caster, som er Tanja Grunwald. Jeg vil sige, at mens jeg skrev manuskriptet, begyndte Tanja og jeg at tale om det, næsten et år før, jeg fik det lavet. Jeg bor heller ikke i Danmark, og jeg har selvfølgelig kendte Sofie, siden vi gik på filmskolen, men hvor folk er i deres liv, hvad de har lavet, og hvordan de ser ud. Jeg møder dem ikke hver dag. Jeg tænkte også, at den her karakter bliver umulig at caster, men så foreslog Tanja, Sofie. Så læste hun det, og så arbejdede vi med stoffet, og så kunne jeg mærke, at det har hun fat i. Jeg vil vove og påstå, at jeg mærkede det, før hun selve mærkede det.

Det var den sværeste rolle, men så tog [Sofie Gråbøl], Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen, med over for at møde Maren-Elisabeth. De tilbragte tid sammen med dem. Sofie tog også selv over til Maren-Elisabeth, mens jeg var i USA, og brugte tid sammen med hende. Spiste en helvedes masse Ritter Sport, fordi Maren-Elisabeth er rigtig glade, for sådan noget chokolade.

Men Sofie var virkelig god, fordi hun ville ikke kopiere Maren. Hun ville også lade Maren farve karakteren. Maren har en bestemt måde at gå på, hun har en måde at tale på, og en sjov måde at smile på, som tit er lidt usikker. Sofie har taget de ting til sig, men for Lene Maria Christensen, var det også fantastisk at have en masse gode snakke med Kirsten. Kirsten, Per og Maren-Elisabeth var meget cool, og vidste godt, at de blev iagttaget. Det var hele meningen, men det vores også fantastisk for [skuespillerne] at møde dem.

Anders [W. Berthelsen] var kun med en gang. Så havde han skannet Per. Jeg drillede lidt Per, der sagde: ”Han kan de ikke spille mig, hvis han kun har været her i fem timer”. Så sagde vi: ”Det kunne godt være, at Anders fik dig indlæst. Så kompliceret er du heller ikke”. Det har vi drillet ham lidt med.

Men den proces, med at lære dem at kende. De siger alle sammen, at de aldrig har spillet en nulevende person før. Nogle gange spiller man en historisk person, men aldrig en person, man kan tage over og tale med.

Det var på en måde lidt grænseoverskridende, men også enormt fedt at kunne gøre det, fordi det er så usædvanligt. Så sammenholdt med manuskript, tror jeg, det var en berigelse for dem.

Det er fantastisk, hvor autentiske de er. Vagn virker også som person, man kender virkelig godt.

Ja, også den der fascination med, at han vil virkelig gerne hen til der, hvor Diana er død. Det er faktisk politisk ukorrekt, men samtidig også enormt menneskeligt. ”Hele verdenen snakker om det. Vi kan ikke tage hjem uden at se det.”

Man ved godt, at Vagn bor på en måde inde i os alle sammen, i hvert fald os mænd.

Det er jo det, der gør det interessant. Alle de kantede ting, som du kalder politisk ukorrekt, der gør folk interessante.

Det er også en balance. Hvis jeg havde lavet filmen for 10 år siden, havde der nok været nogle ting om Vagn, som var grovere. Men hvis jeg tager de ting med nu, bliver han nok dømt ude nu. Så man skal finde en balance med Vagn, fordi han er et varmt menneske med et varmt hjerte, men han har også lidt af det, som Inger har – han har ikke rigtig nogen situationsfornemmelse.

Per elsker at provokere. Den scene, hvor han siger til Skelbæk: ”Nå, er du tysklærere?” Det er meget nordjysk at udfordre folk. Det er meget lidt københavnsk. Der er Per en meget autentisk karakter, meget ægthed. Der er ikke meget uld i munden, som man siger på gammelt dansk.

Man siger, at man laver tre film, når man laver film. Manuskriptet, produktionen og klipningen. Er der noget, der har ændret sig radikalt, fra da du først skrev manuskriptet?

Det var der, fordi jeg tror, manuskriptet var svært at forstå, fordi der var nærmest intet plot. På et tidspunkt var der en, der sagde, som jeg troede jeg var afhængig af, som sagde: ”Kunne der ikke ske noget mere i hver scene?” Det kunne jeg godt prøve. Så prøvede jeg at skrive efter det. Men det gjorde, at jeg synes, jeg havde presset nogle af scenerne for langt ud, som stadig var der, da vi skulle optage.

Det gjorde, at i klipningen barberede vi noget af det ydre ned. Der var et sted, hvor Skelbæk og Vagn kom op og skændes alt for tidligt på rastepladsen. Nu er der kun noget, hvor de lige kommet op at tottes. Men der var noget med, at Skelbæk ville have en afstemning om, at de skulle stemmes af bussen. Men det blev for meget, for hurtigt. Det var fordi, jeg havde presset situationen for meget.

Så emotionel tror jeg, vi ligger omkring de sidste udkast. Fordi Sofie [Gråbøl] og Lene [Maria Christensen] er så kloge. Fx da de to søstre ligger og tager armene om hinanden. Det er bare noget, der er opstået på settet, som er sindssyg smukt. Fordi de er så kloge og følsomme. Det er bare et princip om, at man må tage imod de gaver, som skuespillerne giver. De er igen, det der med, at det ikke må blive for tørt for tidligt. De må være formbart.

Jeg betragter ikke det, jeg har skrevet som perfekt. Det er ikke sådan, at det kun må være på den måde. Sådan operer jeg ikke. Jeg tænker, at manuskriptet må gerne være et roadmap for, hvor vi kører hen. Men hvis vi må tage en afvej for at ende det samme sted, så gør vi det.

På den måde, arbejder jeg med en blanding af mission og intuition, og det gør, at der kommer gaver ind. Men jeg tror, at ydre plotmæssigt, ligger vi nok omkring det tredje udkast, hvor vi har skruet ned for nogle ting.

Der var også en scene, hvor Skelbæk rev fast i Christian og væltede Ingers kørestol. Det blev simpelthen for meget. Hvis man havde den, ville det blive en gentagelse. Der var ikke plads til begge dele.

Vi havde et first-cut, hvor det hele strittede. Vi blev næsten helt slået ud. Er der overhovedet en god film her? First-cut er jo brutalt. Alt er med, tempoet er forkert og lyden er dårlig. Lyden var så dårlig, at vi nærmest ikke kunne høre noget på bussen. Jeg blev bare deprimeret. Jeg tænkte, at jeg aldrig kan se min familie i øjnene igen. Men [mine klippere] Anne Østerud og Lars Therkelsen, de er jo skidegode.

Anne er helt fantastisk, jeg har lavet mange film med hende. Hun sætter sig ned og klipper slutscenen og lægger musikken på. Så ser vi det, og kan se, at det faktisk er rørende. Så begynder vi at gå baglæns og lue ud. Så begynder filmen at træde frem, når man får skåret nogle af de strittende ting til. Men der var virkelig krise i starten, og det er vildt, når man tænker på, hvor god filmen faktisk er blevet.


Rose kan ses i biografen nu.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.