Interview med Paprika Steen, Sofie Gråbøl og Jakob Weis

Kategori Eksklusivt, Interview, TIFF skrevet af - september 13, 2018
Interview med Paprika Steen, Sofie Gråbøl og Jakob Weis

Midt i Toronto International Film Festival lykkedes det os at fange Paprika Steen og Sofie Gråbøl – og undervejs også manuskriptforfatter Jakob Weis – opmærksomhed for en kort stund, i anledningen af verdenspremieren på deres film Den tid på året. De har, som du måske ved, lavet en af festivalens bedste film. Vil du gerne vide mere om processen bag filmen, så kan du læse vores interview her:


Det er første gang i 11 år, at du har instrueret, så hvad gjorde, at I rottede jer sammen for at lave den her film?

Paprika Steen: ”Det startede med mig og Mikael [Chr. Rieks], vores producer, han sagde, at nu er der meget, jeg har spildt mit talent på, så nu måtte jeg hellere i gang med at instruere. Men jeg fortalt ham, at alle film er jo lavet, så hvorfor skal jeg lave en? Hvis jeg skal fortælle om noget, så skal det være om en familie en juleaften, som ingen sikkert gider at se. Og så svarede han, at det gider alle at se.

Så startede vi med at kigge på forskellige forfattere, der røg ind og ud. På et tidspunkt spillede jeg Tove Ditlevsen på Folketeateret, [som var skrevet af Jakob Weis], hvor jeg hev fat i Mikael og sagde, at jeg elskede de replikker, så kan vi ikke lade Jakob skrive [manuskriptet]? Jeg havde en lille bank af idéer, jeg havde samlet, og så mødtes Jakob og mig, og så sagde jeg; ”here you go, vil du lave den her film? Skrive et manuskript?”

Og så vil jeg sige, at Sofie [Gråbøl] har været med hele vejen. Altså Sofie, Lars Brygmann og Karen Lise, har faktisk været med næsten fra starten af mit board med hvilke skuespillere, jeg gerne ville arbejde med. Jeg har altid gerne ville arbejde med Patricia [Schumann] og Sofie som søstre, jeg ved ikke hvorfor, men sådan startede det.

Filmen har meget dansk humor,  sarkasme, spydighed, kommentarerne flyver afsted hele tiden, men man har hele tiden fornemmelsen af, at selv når det er allerværst, så er der stadig en grundtone af, at det skal nok blive godt igen, for det er trods alt ens familie. Jeg spekulerede bare på, om der fandtes en version, der var lidt mørkere?

Steen: ”Nej, for den film er jo lavet, 41.000 gange.”

Jakob Weis: ”Men det her, det er jo også et møde mellem mig og Paprika, fordi havde det været en anden instruktør, så havde det sandsynligvis været mere traumatisk og lidt tungere, og det synes jeg er det vidunderlige ved måden, vi beånder hinanden på, at det slet ikke er en mulighed, at det havner i den boldgade, det er simpelthen ikke en mulighed. Men jeg kan godt skrive noget, der har sådan lidt mere ’down-side’.”

Sofie Gråbøl: ”Sådan kunne man også have spillet det, og det kan jeg huske, vi diskuterede inden vi startede. For jeg synes den var åbent skrevet, du kunne spille den på mange måder, og Paprika kunne have valgt at lave den som et drama, fordi det er jo ikke punchline-humor.

Steen: ”Det er skrevet som drama.”

Gråbøl: ”Så det var din beslutning, at det godt måtte have det komiske element og letheden, og samtidig tyngden.”

Steen: ”Hvis du kigger på, hvordan jeg spiller normalt, så ligegyldig hvor tragisk en rolle jeg spiller, så kommer du altid til at grine og omvendt, og så snakkede vi om i starten, at det skulle skrives som drama, vi skal ikke gå efter komedie, komedien skal nok komme af sig selv, når karaktererne kommer til live, og snappyheden i dialogen, timingen kommer, og jeg er med.

Som vi sagde, da jeg søgte pengene: ”Hvad nu, hvis den bliver for mørk?” så sagde jeg, jeg er Paprika Steen, så jeg ved godt, det kommer aldrig til at ske. Altså jeg kan ikke tage mig selv super alvorligt, men jeg tager ikke mig selv højtidig på den måde. Jeg er ikke så god til det sentimentale. Jeg er bedst, hvis det hele tiden på en eller anden måde bliver punkteret, og det er der, jeg synes, at smerten faktisk også bliver størst, men at humoren også bliver størst, altså i min optik.”

Hvordan var det så for jer to at spille søstre, der har et meget kompetitativt forhold til hinanden. Kom det naturligt eller?

Gråbøl: ”Det var lidt underligt. Det her er jo en gavebutik for en skuespiller af flere grunde. Den primære grund, synes jeg, er, at Jakob kommer med et andet take på et filmmanuskript. For jeg synes i virkeligheden, at det er ekstremt modigt og tro på, at man kan lave en historie, der foregår én aften, én location, som ikke engang er særlig interessant, og så foregår hele dramaet imellem de her mennesker. Det kræver jo enorm tillid, både til dramaet, men også til skuespillerne, at det er dér, dit fokus ligger, og at den er så befriet for ydre action. Altså hele den der taknemmelighed, der ligger i at skifte location, og lave en biljagt, og alle de her ting, som filmmediet ligesom kan læne sig op ad, for ikke at kede folk, dem afstår [Jakob Weis] fra. Så det er en luksusting, som skuespiller, at få en så nuanceret karakter. Jeg har længtes efter at spille noget som også godt måtte have en komisk side. Det er mange år siden.

En anden ting for mig var selvfølgelig at arbejde sammen med Paprika, fordi vi har kendt hinanden, siden vi var helt unge skuespillere og arbejdet sammen som skuespillere. Så jeg ved, at Paprika, hun ser så sindssygt  skarpt, og er så hurtig oppe i hovedet, og hun ser så godt, at det som skuespiller og få en instruktør, som samtidig ved fra egen erfaring, hvad det vil sige at arbejde som skuespiller. Det fås jo simpelthen ikke bedre.

På den ene side er det nogle gange svært at arbejde med Paprika, fordi hun er sådan en instruktør, som siger lad være med at gøre det du plejer. Hun er så konkret, som instruktør, så det er ikke noget med, hvad føler din karakter i sin barndom, eller noget, det er renset for det, hands on craft.”

Steen: ”Det synes jeg var hjemmearbejde.”

Gråbøl: ”Og det er utrolig dejligt som skuespiller, at få en instruktør, der skubber dig derhen, hvor der ikke nødvendigvis er rart at være, for du får ikke lov til at gøre det, som du normalt får lov til at kunne, men gør en så god, som man kan blive. Jeg synes det var luksus.”

Jeg sad og tænkte, hvor meget af det her er taget fra dit eget liv, for sådan nogle ting, kan man ikke bare finde på? 

Weis: ”Jamen, der er selvfølgelig vanvittig meget, som er taget fra min opvækst og mit liv, og også mit nuværende så vidt, og der er vanvittigt meget fra Paprikas ikke mindst. Man skal forestille sig, at hele filmens tilblivelse var på initiativ af Paprika. Paprika havde en idé om at skabe et familiedrama, som foregår så traditionsbundet som juleaften, fordi traditionerne af en eller anden grad lægger os ind i nogle uargumenterede-normer vi ligesom bare finder os i. Er det tradition, så må vi efterleve det, uanset hvor pinefuldt og ulideligt det er at være i, og i de her traditioner fylder vi familiebånd, så det begynder at blive klaustrofobisk det her, meget hurtigt, og der tror jeg, der ligger en ret universel-genkendelighed, men oplægget var jo Paprikas, så hun brugte en del tid på ligesom at komme med eksempler fra sin egen tænkning og sine egne erfaringer, hvad fanden det var, hun havde oplevet, og så lagde hun det over på mit bord, og så havde jeg friheden til at skrive mig ind i det; og det blev et eller andet møde mellem Paprikas familiære erfaringer og mine familiære erfaringer, og der tror jeg, at når du sammenskriver to menneskers familiære erfaringer, så begynder det at dække meget bredt.

Det begynder hurtigt at blive universelt. Så det her kan man vel kalde et kærlighedsbarn af to personers familiære erfaringer, som forhåbentlig giver en bred genkendelighed. Men jeg kan ikke løbe fra, at der er konkrete situationer, der er skrevet på mine juletraditioner fra min barndom, og som er utroligt morsomme at kigge tilbage på i dag, men måske ikke var så vanvittigt sjove at sidde i. Og det er det spænd mellem humor og drama og smerte, som vi prøver at fortælle. Det er den stemning, vi prøver at fortælle med, altså lige dele humor og smerte, fordi jeg tror, der er nogle af de her karakterer som mistrives. De bliver ikke mishandlet, og det er jo en ressourcestærk familie, men de mistrives helt klart. Hold kæft, hvor ville de altså gerne være et andet sted, og slapper mest af oppe foran ved den der PlayStation, for det er i virkeligheden der, hvor børnene kan give slip, fuldstændigt udmattet ovenpå familierytteriet.”

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her