Interview med Sun Hee Engelstoft

Kategori CPH DOX, Eksklusivt, Interview skrevet af - marts 22, 2019
Interview med Sun Hee Engelstoft

Det er endelig blevet tid til årets udgave af CPH:DOX, og det betyder vanen tro, at vi interviewer nogen af de mest interessante filmskabere på filmfestivalen. Det første interview på årets festival er med instruktørdebutanten Sun Hee Engelstoft, hvis fremragende film, Forget Me Not, får verdenspremiere d. 24. marts. I løbet af vores interview med Sun Hee, kom vi vidt omkring og talte bl.a. om den personlige proces, der har ført til filmen, men også om hvordan en mere empatisk tilgang til dokumentargenren, har påvirket den otte år lange produktion:


Hvorfor har du valgt denne historie?

Der er mange måde at vælge en historie på. Jeg er den fortæller, der gerne vil arbejde med noget tæt på mit hjerte. Som dokumentarist kommer man ind i nogle verdener og har en anledning til at kigge på mennesker, som man interesserer sig for.

Hvis der er noget jeg er nysgerrig på, så er det at kigge på det land jeg kommer fra, men ikke kender så godt. Jeg endte med at kigge på de her kvinder, som jeg føler en relation til. Ikke en personlig relation, men grundet den situation vi er i, på trods af alder, sprog og kulturforskelle.

Hvordan får man stablet sådan et projekt på benene?

Du kan lige så godt glemme at lægge en plan. Du kan prøve med en økonomisk plan, et tidsperspektiv, men sætter du dig åben over for verden, bliver du også nødt til at tage imod det, som den bringer. Så jeg kunne ikke planlægge den film, som den er blevet. Men jeg var nysgerrig på at undersøge nogen menneskers situation. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville opleve det, som jeg gjorde, eller opleve det som jeg så.

Hver gang jeg fulgte en kvinde, troede jeg faktisk, at hun ville beholde sit barn. Så jeg var i chok over det, som endte med at ske.

Det er også slående at se, hvordan kvinderne blive gemte væk på dette hjem, fordi det bliver opfatter som værende skamfuldt, hvordan de har fået deres barn. Du kommer også meget tæt på dem, men hvordan lykkedes det, når hele processen bliver opfattet så skamfuld, og som noget de gemmer væk?

Jeg er adopteret, så jeg er en del af den verden allerede. Jeg er et resultat af de valg der blev truffet, da min mor bortadopterede mig. Havde jeg aldrig været adopteret, var jeg aldrig blevet lukket ind.

I forlængelse heraf, var der også en grund til, at du brugte din egen historie, næsten som rammen for filmen?

Jeg tror, at jeg skylder publikum at være meget ærlig om, hvorfor jeg kigger på dem og laver en historie om [adoption]. Det andet er, at der ikke er noget særligt ved min adoptionshistorie. Den er bare en indgang til at kigge på noget, som sker for rigtig mange. Min mor var også en af de kvinder. Derfor var det vigtigt, at det ikke bare blev min historie, men at fokus var på det strukturelle, som rammer alle.

Du virker lige så generet som mig, så det må have været nogle hårde optagelser?

Ja, jeg blev nødt til at flytte ind, når jeg ikke kan kontrollere noget, eller kan sproget. Det endte også med, at jeg boede i Korea i to år, for at optage filmen. Der boede jeg et halvt år på det hjem, hvor jeg også indgik i dagligdagen. Der var lige så meget babypasning og madlavning, som også blev filmet.

Det er en meget empatisk tilgang, i stedet for at holde sig helt ude

Det kan man godt sige, men jeg synes det er en ensom måde at arbejde på. Selv hvis du står i hjørnet ved folk godt, at du er der. Jeg var jo også virkelig interesseret i dem. Jeg har aldrig set koreanske mødre med deres børn. Jeg har aldrig vidst, at det eksisterede. Så jeg så min mor, i alle mødrene omkring mig.

Hvordan ville du så karakterisere din rolle som instruktør i denne kontekst?

Man kan prøve at skabe de bedste rammer for, at man kan indtræde i nogle verdener og møde mennesker, der siger en noget. I dette projekt, og denne film, har det handlet om, at jeg gerne vil gøre noget usynligt synligt. Gøre noget, som jeg har haft brug for at vide, tilgængeligt for andre. Jeg ville ønske, at jeg havde den samme viden, i hele mit liv. Og filmen kan virkelig åbne andre mennesker op. Se noget, som kan gøre en klogere på verden, få ny viden, forstå følelserne. Det er uanset, om det er dokumentar, fiktion eller kunst. Det er det, [filmen] kan.

Fik du så den viden du søgte?

Man kan blive ved at søge viden. Det har taget otte år at lave filmen. Det er næsten blevet et livsprojekt, og nu er det meget tilfredsstillende, at have gjort det færdig, og kunne dele det med andre. Det er en ny proces, som jeg er spændt på og nervøs for, når jeg har arbejdet på det i så lang tid.

Var der så noget, der overraskede dig undervejs i så lang en proces?

Jeg føler, at jeg er blevet klogere. Jeg har ikke fået alle svar, men jeg er blevet klogere på det. Jeg har lært, at den følelse af tabt jeg har haft, faktisk har en berettigelse. I takt med, at jeg har lært landet, de her skæbner og de her historier at kende, har jeg også fundet ud af, hvor meget jeg har mistet, som jeg ikke har haft adgang til. Det har været en voldsom oplevelse at finde ud af, hvor store tab, der kan være i ens liv. Det har været en øjenåbnerne proces.

Hvad skal din næste film så handle om?

Den næste film kommer til at handle om de koreanske fædre. Nu har jeg kigget på mødrene, så nu er det mændenes tur.

Har du en specifik vinkel i tankerne?

Jeg tror det skal være fiktion, for jeg kan ikke finde fædrene. De står ikke registreret nogen steder, så jeg kan ikke få kontakt til dem.

Det har været en lang proces, er der noget du vil gerne anderledes i fremtiden?

[Processen] skal være kortere. Når man arbejder med noget, der er så personligt som det her, så arbejder du på det hver dag, og det er måske ikke det sundeste.

Nu nærmer premieren sig så endelig. Har du nogen forhåbninger om, hvordan filmen vil blive modtaget?

Der er så mange stærke følelser i adoption, at jeg håber folk vi se, at det ikke er så sort/hvidt, men mere kompleks. Der er dog et spørgsmål, jeg gerne vil kaste op i luften. At vi som samfund tænker over, hvem der har ret til at blive forældre? Hvem støtter samfundet til at blive forældre? Skal man være rig for at kunne blive forældre, eller må man være forældre, hvis man taler et andet sprog end dansk, hvis man bor i Danmark? Skal man bo et bestemt sted?

Det er der nogen, som synes.

Ja, det er der faktisk nogen, som synes. Det er virkelige spørgsmål, som vedrører os alle, og som jeg håber filmen vil kunne rejse.


Forget Me Not kan ses på CPH:DOX fra søndag d. 24. marts.

Tags:
Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

2 kommentarer on "Interview med Sun Hee Engelstoft"

  • Avatar
    Anonym

    En skam for alle os adopterede fra Korea der ikke r fra Kbh som ikke kan se filmen

  • Avatar
    Jens Engelstoft

    Hej – Ang. efternavnet ENGELSTOFT er det en mulig familie-forbindelse til mig, som hedder Jens Jørgen Engelstoft ? et familienavn, som stammer fra Engelstofte, nær Næstved.

Efterlad en kommentar her