En ren fornøjelse af et velkoreograferet voldsorgie

John Wick 3: Parabellum forsætter vi, hvor den forrige slap. John Wick har forbrudt sig på reglerne i lejemordernes underverden, og er nu en ekskommuniceret mand, som alle lejemordere frit kan slå ihjel uden repressalier, og det er sådan set filmens meget enkle plot. For ligesom i de forrige film i serien, handler det ikke om et dybsindigt plot, men i stedet om at skabe rammen for glorværdig action.

Actionsekvenserne er kun blevet bedre
Er man en stor fan af blodige, opfindsomme, velkoreograferede og intense actionsekvenser, hvor man faktisk kan se, hvad der foregår, så skuffer denne treer på ingen måde. Jeg vil faktisk vove pelse og påstå, at de første slåskampe alene er mere underholdende og komiske i deres absurditet, end nogen af slåskampene i de forrige, og det bliver kun mere sindssygt, efterhånden som handlingen skrider frem. Så vil du bare se god action, skal der ikke herske nogen tvivl om, at du få et gourmetmåltid af stuntarbejde fra den øverste hylde serveret her.

Keanu Reeves er (nok en gang) fremragende i titelrollen, og med hans mærkværdige diktion og beundringsværdige dedikation til karakteren, er det en fornøjelse at se ham banke sagesløse håndlangere til plukfisk. Andre gengangere som Lance Reddick og Ian McShane gør det også godt, hvor særligt McShane bør får en medalje, for at levere sine vrøvlede replikker og få dem til at blive mindeværdige.

Halle Berry gør også et så positivt bekendtskab, at man faktisk ærgrer sig over, at hun så hurtigt forsvinder ud af filmen. Hvad angår antagonister, er der en række fysisk ligeværdige modstandere til Wick, men ikke nogen, der efterlader et varigt indtryk.

Svag historie
For er der noget, man kan klandre filmen for, er det manglen på en god historie. Det er trods alt stadig en spillefilm og ikke en række YouTube-videoer, så jeg mener godt, at man stadig kan stille visse krav til et nogenlunde sammenhængende plot. I modsætning til action scenerne, der er fantastiske og kun er blevet bedre for hver film, så er manuskriptet måske det ringeste i serien.

Udgangspunktet i den første var måske tyndt, da drivkraften bunder i mordet af en hund, men det fungerede. Treeren forsøger i stedet at gøre al ting meget større, men bare med at gøre det hele lidt for fjollet og usammenhængende. Nu er modstanden ikke en koldblodig gangster, men i stedet en bureaukrat, der vil stoppe John Wick, fordi han ikke følger reglerne. Hver eneste gang dommeren, som hovedantagonisten hedder, toner frem på skærmen er det dræbende for flowet i filmen. Der er nemlig ikke nogen større antitese til blodig vold og fjollede oneliners, end en regelrytter, der forlanger, at tingene skal gøres efter bogen. Det vidner også om, at der trods alt ikke er så meget mere historie, som måske kan pumpes ud af dette univers.

Filmeoplevelsen ender derfor med at bølge op og nede hele vejen igennem John Wick 3: Parabellum. Det starter fantastisk lige fra første færd, hvor John Wick bliver forfulgt gennem New York, og der er også masser af seværdig action fra til slut, men alligevel sætter filmen punktum med en noget fesen cliffhanger, der unægtelig leder op til en fjerde film i serien.

Jeg er godt klar over, at det er mit personlige ønske, men ikke desto mindre, ville jeg have ønsket, at filmskaberne havde udvist en smule dekorum, og afsluttet det som en trilogi, for selvom det er utroligt underholdende, så virker det samtidig også som om, at det her var den sidste historie de kunne fortælle i det makabre, voldelige og idiosynkratisk John Wick univers, før det hele bliver for latterligt. I år er det trods alt 20 år siden, at Keanu Reeves spillede Neo i The Matrix, så det bliver spændende at se, hvor længe han kan fortsætte som actionstjerne.