John Wick: Chapter 2

Kategori Biografen skrevet af - februar 09, 2017
John Wick: Chapter 2

En vidunderlig symfoni af actionsekvenser

Som rendyrket action var John Wick en fantastisk rutsjebanetur af en biografoplevelse, så det store spørgsmål er selvfølgelig om efterfølgeren kan leve op til forventningerne, der er blevet skabt i de to års ventetid vi har haft – svaret er både og.

Fra første færd møder vi Peter Stormare som en gangsterboss, der panisk fortæller om titelkarakteren til en af hans håndlangere, alt imens vi kan høre folk blive henrettet i baggrunden. Gennem denne meget effektive scene bliver vi som tilskuere med det samme mindet om, at det ikke er vores verden, men en undergrundsverden, hvor folk kan myrde alle ens håndlangere, hvorefter man roligt kan forhandle en fredsaftale som var det, det mest naturlige på jorden.

Udbygning af lejemorderuniverset
Denne undergrundsverden var, udover John Wick selv, nok det mest interessante ved den forrige film, og det ved holdet bag godt. Derfor kickstartes plottet denne gang ikke af, at endnu et dyr bliver slået ihjel, men i stedet da Wicks fortid indhenter og tvinger ham endegyldigt tilbage til hans tidligere liv. Uden at sige for meget, så er plottet ligeså simpelt og enkelt som det forrige, men nu, hvor vi kender spillereglerne, bliver det hele bare udvidet og forstørret.

Hermed skal der dog ikke forstås, at historien lige pludselig er blevet intellektuelt stimulerende, men filmskaberne ved godt, at det hele er lidt latterligt og er ikke bange for selv at fremhæve det i passende situationer, som da Keanu Reeves og Laurence Fishburne bliver forenet for en stund. Det hjælper også på det hele, at Reeves besidder en næsten urmenneskelig udstråling, der gør det nemt at heppe på ham, og er så er der selvfølgelig virkelig karismatiske skuespillere som bl.a. Ian McShane, der giver en vis troværdighed til begivenhederne.

Alt dette er dog blot de omkringliggende begivenheder, og selvom det er rart at se og møde flere personer i denne lejermorderverden, så er det stadig en actionfilm, og der er i den grad skruet op for actionsekvenserne.

Enhver actionfanatikers våde drøm
Al action er stadig, forholdsvist, jordbundet, men Wick bliver angrebet fra alle sider og er hele tiden undermatchet, hvilket fører til en lang række scener, der udspiller sig som symfoni i vold. Hvert enkelt slag har en tyngde, så man næsten kan mærke smerten fra knytnæven. Så hvis man er lidt for sart, eller er blevet for vant til superheltefilmenes tegneserieslåskampe uden blod, så bliver man nok overvældet af de konsekvenser volden har i en film som denne.

Der er nemlig ikke sparet på noget som helst her, og der er plads til flere slåskampe mod en tidligere rival i form af musiker og skuespiller Common, en længere jagtsekvens gennem katakomberne i Rom og en intens katten-efter-musen i en museumsudstilling fuld af spejle, der skaber en gådefuld stemning – og det er bare toppen af isbjerget. Sekvenserne er også alle velkoreograferede og optaget i længere indstillinger, så man faktisk kan se, hvad der sker på skærmen. Det er med andre ord enhver actionfanatikers våde drøm.

Lidt for meget af det gode
Nu har jeg skrevet meget om, hvor fantastisk det hele er, men ret skal være ret, for der er også en del, der ikke fungerer efter hensigten. Efterhånden som filmen skrider frem begynder det hele at blive lidt for monotont. I den første halvdel af filmen er der en meget god balance mellem plot, udbygningen af verden og selvfølgelig actionsekvenserne, men særligt henimod slutning er der så mange hoveder, der bliver skudt og mænd, der ruller rundt på gulvet, at det er svært at finde nogen spænding, når det hele fortsætter uden ende. Derudover er det også utroligt ærgerligt, at højdepunktet er ualmindeligt antiklimatisk, og den efterfølgende afslutning lægger så meget op til en treer, at man efterlader biografen undervældet i stedet for begejstret til trods for alt det, der gik forud. Men man kan bare ikke få det hele.

John Wick: Chapter 2, gør (næsten) alt det, man gerne vil have ud af en efterfølger. Det er måske ikke stor filmkunst, og nogen Oscar kommer ingen af de medvirkende nok til at vinde, men det er så fantastisk vidunderlig en actionfilm, med mere end nok kausalitet og nerve i slåskampene og skududvekslingerne til, at den vil mere end tilfredsstille sit publikum. Jeg glæder mig i hvert fald til at se den igen.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her