Tiden er ved at rinde ud for den dyreelskende lejemorder

Det er svært at finde nye måder at beskrive John Wick-filmene på. Det er den fjerde film i serien, med det samme hold både bagved og foran kameraet, så stilen er efterhånden blevet etableret. Filmene har været kendetegnet ved en meget klar æstetik, hvor publikum er med på John Wicks rejse gennem denne nærmest mytiske underverden badet i neonlys, og befolket af idiosynkratiske lejemordere, hvor man kan slå folk ihjel på et diskotek uden, at nogen reagerer på ligene, der hober sig op.

Det fjerde kapitel i historien om den dyreelskende lejemorder fortsætter også i samme spor. Wick er stadig en jaget mand, efter at have forbrudt sig på reglerne, og han forsøger derfor ikke bare at holde sig selv i live, men også at genvinde sin frihed. Let skal det dog ikke være, da en ny skurk lurer i horisonten, og gamle venner fra fortiden viser sig som fjender i nutiden.

© Lionsgate

Action skruet op til 11
Setuppet er lige til at forstå, og minder måske lidt for meget om plottet i forrige kapitel, men det gør ikke det store, fordi alfa og omega er stadig actionsekvenserne. Disse kampscener er heldigvis også flot koreograferet. I modsætning til mange af Hollywoods andre storstilede, og noget dyrere blockbusterfilm, hvor man intet kan se, så gør instruktør Chad Stahelski og actionikonet Keanu Reeves en dyd ud af, at alt kan ses klart og tydeligt. Koreografien bliver stolt vist frem gennem lange indstillinger, en minimal billedbeskæring, og så er det bare op til publikum at læne sig tilbage og nyde al det spektakel, som de har orkestreret.

Og jeg er da heller ikke i tvivl om, at det for rigtige manges vedkommende er årets fedeste og bedste biografoplevelse. Lyden er skruet op til 11, hvor slagene får hele biografsalen til at ryste, og mellemspillet, der sætter scenen for skududvekslingerne, bliver cinematisk fremført med hjælp fra danske Dan Laustsen bag kameraet.

© Lionsgate

For meget af det gode
Derfor burde alt vel være i den skønneste orden, mens successerien fortsætter mod endnu en succes, men til trods for alt dette, måtte jeg alligevel fange mig selv i at miste interessen flere gange undervejs.

Filmseriens actionscener er kendetegnet ved deres ”gun-fu”, en slags blanding mellem vesterlandske skududvekslinger, og de metodiske knytnæveslag fra asiatiske kampsportsfilm. Det har helt klart noget på sig, og gør serien til sin egen, men de lange indstillinger, gør det også bare lidt for tydeligt, hvor mange stuntmænd, der venter i siden af billedet på at blive skudt ned. Så der gik ikke længe, inden min personlige grænse var nået for, hvor mange gange man kan se folk skyde mod hinanden med to meters afstand, uden at ramme.

© Lionsgate

Idéforladt spektakel
Det er dog som om, at filmholdet godt har været klar over, at fire film med den meget spartanske præmis, måske er lige i overkanten. Men selvom historien leder os rundt i hele verden, i et forsøg på at varierer kulisserne, er det som om, at stuntteamet efterhånden er løbet tør, for idéer til actionsekvenser. Det hele bliver så monotont, når den ene stuntmand efter den anden bliver pløkket ned, uden at John Wick får så meget som en ridse i sit fine jakkesæt. Bedre bliver det heller ikke af, at martial artsstjernen Donnie Yen dukker op, hvilket fører til endnu flere scener med en usårlig helt.

Det er ærligt talt lidt besynderligt, at stuntteamet hos 87Eleven, der før har haft for øje at fortælle historien i actionsekvenserne, tilsyneladende har glemt, at ligesom en protagonist, der aldrig gør noget forkert i handlingen, er kedelig, så gør det samme sig gældende i actionscenerne.

© Lionsgate

Stoppe mens legen er god?
Selvom jeg er kæmpe fan af Keanu Reeves, der spillede hovedrollen i min yndlingsfilm, The Matrix, var jeg mere udmattet end hypet, da jeg havde set John Wick: Chapter 4. Seriens univers er interessant, og skuespillere som Ian McShane kan få selv de meste fladpandede replikker til at fremstå troværdige, men historien hænger bare ikke sammen, uanset hvor mange effekter, macguffins og sceneskift, der bliver taget i brug.

Mine personlige anker hvad angår historien, klinger sikkert hult for mange, fordi det er actionsekvenserne, det hele handler om. Der er masser af action, men det er som om, at de ikke helt har haft den samme kreativitet, hvad angår udførslen og iscenesættelsen, som ellers har været seriens helt store force.

Det er nok meget godt, at serien efter sigende kommer til at holde en længere pause, da der virkelig er brug for en kreativ gnist, der kan puste nyt liv i historien om John Wick. En serie, der for snart 10 år siden handlede om en pensioneret lejemorder, der tog hævn mod en bande, for drabet på hans hund, og som er endt med at handle om en hemmelig underverden, hvor alt kun eksisterer for at lede til den næste, flot koreograferet actionscene.