DCs filmunivers genfødes

Historien er meget lige til i Justice League. Den onde Steppenwolf, et ondt rumvæsen som leder en intergalaktisk hær, er ankommet på Jorden for at samle tre forhistoriske genstande, der gør det muligt for ham at ødelægge vores planet, så banen er ryddet for, at den endnu mere onde Darkseid kan overtage Jorden. For at stoppe en så stor trussel, bliver Batman og Wonder Woman nødt til at samle andre superhelte for at bekæmpe Steppenwolf og danne Justice League-alliancen.

Lidt for enkelt
Efter Zach Snyders forrige film, der har været plaget af uforståeligt og unødvendigt indviklede historier, så er det befriende at få en superheltefilm, hvor plottet faktisk er til at følge med i. Der er stadigvæk en stor tonal dissonans mellem det mørke univers, hvor forsvarsløse grønthandlere bliver overfaldet af racister, men hvor der samtidig er havmænd, som bor i Atlantis under vandet. Det gav ikke mening i de forrige film, og det gør det heller ikke her. Tonen er dog ikke gennemgående deprimerende denne gang, men i stedet en smule lettere og mere behagelig, hvilket gør det nemmere at ignorere, når den virkelige verden pludselig bliver inddraget.

Dermed skal det dog ikke forstås som, at det nu er blevet en komedie, for det er vi slet ikke i nærheden af. Alle karaktererne får et par one-liners, men med undtagelse af The Flash, der fyrer virkelige dårlige jokes af og åbenbart ikke er en fan af brunch, så gør det slet ikke noget indtryk. Og dette manglende indtryk er filmens største fejl.

For tidligt
Alt er simpelthen blevet en tand for enkelt, og det hele er samtidig også alt for forhastet. En ensemblefilm som denne burde være en begivenhed, som man leder op til over 6-7 selvstændige film. For sådan som det er gjort her, så kender vi ganske enkelt slet ikke nogen af karaktererne, selvom vi åbenbart skal holde af dem. De får hver især en enkelt scene til at blive introduceret, men det er bare ikke nok til at forstå dem, særligt når de tilbagevendende karakterer samtidig ikke opfører sig som vi tidligere har set dem, lige med undtagelse af Wonder Woman, der stadigvæk er storsmilende. Til gengæld er det gennemgående tydeligt, at Ben Affleck lider hele filmen i et alt for stramt Batmankostume.

Filmens store redning kunne have været fantastiske actionsekvenser, men udebliver også. Der er så mange slowmotion sekvenser, at man bliver helt følelseskold over for effekten, og når nogen slås kan man slet ikke se, hvad der sker, fordi billedbeskæringen er alt for tæt på.

Justice League er en svær film at indkapsle. I mere end en forstand er den en genfødsel og en re-introducering til hele DCs superhelte univers. Den føles både narrativt og på karakterplan fuldstændig isoleret fra de fire forrige film i serien – og det er på både godt og ondt. Væk er det unødigt indviklede plot, men i stedet er alt blevet så simpelt, at man slet ikke føler noget for hverken karaktererne eller historien. Der er lidt flere farver og pudsige bemærkninger undervejs, men det er stadig en film, som lystigt gør brug af gråskalaen og filmkorn.

Det værste ved det hele er dog, at jeg intet følt efter filmen var færdig. Den er hverken provokerende, nytænkende, eller for den sagsskyld status quo. Hvis filmen er noget som helst, så er det en reboot og et nyt fundament, som vi forhåbentlig kan få bedre film fra, men isoleret set er Justice League glemt så snart man har set den.