Klanen

Kategori Biografen skrevet af - oktober 13, 2016
Klanen

En uhyggelig historie, men en film fuld af gentagelser.

3stars

Historien tager fat i et af de værste kapitler i Argentinas i forvejen ikke særlig positive historie, da den følger en familie i 80’erne, der tjener styrtende på at kidnappe folk. På overfladen ligner de en helt almindelig familie, der ejer en tøjbutik, men efter faren går på pension fra efterretningstjenesten, hvor han i flere år har kidnappet kommunistiske guerillakrigere, beslutter han sig for at forsætte med det han kan, i stedet for at finde et nyt og mere fredeligt arbejde.

Det betyder, at hele familien bliver involveret i foretagenet, og inden de ved af det, er hele deres liv designet omkring at fange rige folk og modtage løsepenge. Alle familiemedlemmerne forsøger at holde facaden, men langsomt begynder den at krakelere.

Frygtindgydende historie.
Det er en ganske rædselsfuld og gruvækkende fortælling, der ikke bliver mindre uhyggelig af at være baseret på virkelige hændelser. Spændingen kommer dog hovedsagelig ikke fra konceptet, men i stedet gennem forholdet mellem familien og faren, der styrer det hele. Familien er nemlig temmelig stor. Der er fem børn, og det er kun drengene, der er aktivt involveret. Det naturlige spørgsmål bliver derfor, hvorfor ingen gjorde oprør? Og alle spørgsmålene leder frem mod én person: faren, Arquímedes.

Guillermo Francella, er ganske enkelt frygtindgydende som familiens overhoved. Han er en rendyrket patologisk løgner, der med en både elegant og chokerende lethed kan manøvrere rundt i det finere miljø og fortælle folk, det de gerne vil høre. På samme måde styrer han de rebelske drenge med hård hånd. Selvfølgelig overvejer alle børnene at stikke af, men Arquímedes ved lige præcis, hvordan han skal presse dem, så de aldrig kan føre nogle af deres egne drømme eller forhåbninger ud i livet.

Den store præstation er ikke, at faren er uhyggelig, men at han er ualmindelig troværdig som en bedragerisk kamæleon, der med sit iskolde blik og ildevarslende hvide hår efterlader en med frygten for sit eget liv. Jeg tror de fleste vil kunne nikke genkendende til mange af de situationer han optræder i, og det er alligevel ikke nogen lille bedrift. Roserne stopper dog også her, for udover faren, var der ikke rigtig noget i filmen, der fungerede for mig.

Alt gentager sig selv.
Jeg ved godt, at Klanen er en den slags film man som filmkritiker skal elske. Den fortæller en mørk, dyster og ucensureret historie om de allermest djævelske og ondskabsfulde sider af mennesket. Skuespillet er helt i top, historien er relevant, og der er endda plads til at eksperimentere lidt med det visuelle sprog uden at fremmedgøre et mainstreampublikum.

Alligevel sidder jeg tilbage med en følelses af skuffelse. Det er den følelse du har, når nogen fortæller dig, at du bør føle noget bestemt. Det er umuligt at ændre, hvad man føler, og jeg kunne mærke en snigende kedsommelighed igennem hele filmen.

Hele plottet et bygget op omkring repetition. Vi ser virkelig mange kidnapninger, og det er så meningen, at vi som tilskuere skal gætte, hvornår det endelig går galt. Problemet er bare, at det ender med at blive meget monotont. Der er grænser for, hvor mange scener, jeg kan holde ud at se, hvor faren manipulerer med folk for at holde dem i skak, eller hvor meget den ældste søn overvejer at stikke af med sin kæreste. Det skaber ingen dybde i karaktererne, hvis man blot ser variationer af det samme gentaget hele vejen igennem, og det ender i stedet med gøre personerne til endimensionale.

Derfor ender Klanen med at være en temmelig mager affære, til trods for den flotte overflade.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.