Det er så forkert, men føles bare så rigtigt. (– Det er Klovn!)
Casper Christensen og Frank Hvam – Den dynamiske duo i deres anden spillefilm Klovn Forever. Det er grænseoverskridende. Det er tå krummende. Du kommer til at tænke ”Nej, nej, nej”, men du kan og skal se videre. Klovn overlever og leverer – desværre er det uden en større dybde eller sentimentalitet, der kunne have løftet filmen til fantastisk storhed.
Frank og Casper er samlet igen i Klovn Forever, men nu har de to figurer nået yderpolerne som tøffelhelt og playboy, og de to fuldvoksne mænd er simpelthen vokset fra hinanden.
I en af de første scener er et hyggeligt gensyn med flere prominente figurer fra første film; Bl.a. ’lille’-Bo, der er vokset godt, og svigemor Pykker, der stadig er prydet af en sørøverklap over øjet fra episoden i forrige film, fem år tilbage, hvor Frank ejakulerede hende lige i øjet.
Frank og Mia har nu to børn og et ikke-eksisterende sexliv, da Mia endnu ikke ”er groet sammen i skede-numse-regionen”, og singlepik Casper hugger Franks barnepige og knalder hende hårdt på børneværelset. Det overrasker ikke Frank, og Mia fordømmer Casper som altid. Overraskelsen kommer dog en tilfældig morgen inden babysvømning, da Frank læser, at Christensens hus er til salg, og at han flytter til Hollywood for at søge lykken. Frank er uforstående, og ligeledes er Casper, da Frank kommer forbi for at sige farvel, de hygger sig jo aldrig sammen mere. På bedste Casper manér bliver Frank fremstillet som den skyldige, og samtidig stukket en kakadue, i bur, i hånden, som Frank da lige kan køre forbi Iben med.
Frank når endelig hjem inden babysvømning til en sur Mia, halvøjede svigermor og en fugl rigere. Alle Franks tanker kredser om Casper og, at han nu er væk. Endda så intenst, at han fuldstændig glemmer sit eget barn under vandet til babysvømning.
Men en regnfuld eftermiddag hvor Frank fordrives ud af sit eget hus af kone, børn og sin svigerfamilie, der ovenikøbet har besluttet at flytte ind, læser han den venskabsbog, ham og Casper er ved at udgive, og i et glimt af en bedre tid, stormer evigt uheldige (eller fejlbarlige) Frank mod LA for at hente sin bedste ven hjem igen.
Ikke for sarte sjæle
Filmens stemningen er evig lummer og rent visuelt er det holdt nordisk simpelt, men tilført en gylden glød til settingen i LA, som overraskende giver en rar varme til den danske stive humor. Der er mere ’pornografisk’ materiale end de har medtaget i tidligere projekter, hvilket giver mere kant og ’voksenhed’ til Klovn Forever, som allerede taler til et publikum, der vil kunne klare det stødende.
Filmformatet giver til forskel fra de kortere afsnit en rig mulighed for bedre set up-pay og pay-off, hvilket er en enorm stor del af filmen uden at blive kikset eller unaturligt, og hjælper til en vedholdende opmærksomhed og interesse i filmen, der vejer op for det meget monotone følelsestapet.
Seks sæsoner og to film. Du tror måske, du har set det hele – men det har du ikke. Klovn Forever formår at overraske og holde spændingen hele vejen. Serien er stadig bedre end filmene, men filmen og i det hele taget Klovnkonceptet byder på noget helt særegent, der gør det langt bedre end de fleste andre komediefilm.
Hvis du er Klovnfan, er filmen bestemt din tid værd, selvom det nok ikke engang vil være til diskussion, hvorvidt du skal se den eller ej. Får du det dårligt af andres ubehageligt akavede og pinlige situationer, må du så vidt muligt stadig holde øjnene lukket – for Klovn er genopstået og bliver i manges hjerter Forever.
- Release Date: 9/24/2015