Knives Out – Var det mord?

Kategori Biografen af - december 05, 2019
Knives Out – Var det mord?

En vaskeægte morderisk fornøjelse

I Knives Out møder vi den rige krimiforfatter Harlan Thrombay (Christopher Plummer), der dagen efter sin 85-års fødselsdag bliver fundet død under mystiske omstændigheder. Med noget af en formue og ikke mindst et helt krimiimperium på spil, er hele familien under mistanke. Ind på scenen træder den excentriske detektiv Benoit Blanc, spillet af Daniel Craig med tyk sydstatsaccent, der ikke helmer, før han er kommet helt til bunds i sagen.

Et godt manuskript
Det er et vaskeægte mordmysterium, som du kender det fra Agatha Christies fortællinger. Det er dog et originalt manuskript, med et imponerende stjernecast bestående af folk som Daniel Craig, Christopher Plummer, Michael Shannon, Jamie Lee Curtis, Don Johnson, for blot af nævne nogen. Uden noget franchise i ryggen, fristes man næsten til at antaget, at manuskriptet må være fantastisk, siden alle disse skuespillere har sagt ja til at medvirke – og det kan der være noget om.

Manuskriptet er overraskende morsomt og fuld af twists, men uden på noget tidspunkt at parodiere genren. Det fremragende er også, at det både fungerer som et underholdende mordmysterium, men at man også kan tolke den som et mikrokosmos og en kritik af det amerikanske samfund, hvor man giver alle skylden for ens problemer.

Sjov og dramatisk
Et er, at manuskriptet er godt skruet sammen, noget helt andet er, at det også er en gennemført cinematisk oplevelse. Man bliver stilfuldt og roligt introduceret til rigmandsfamilien, og lige som man tror, at det hele skal handle om dem, ender vi i stedet med at bruge det meste af tiden på at følge Harlans personlige sygeplejerske, Marta, som får voldet sig ud i problemer. Det skal også understreges, at selvom situationerne er ganske seriøse, bliver (næsten) alt præsenteret med en ironisk distance. Det gør, at man sidder med stor begejstring og ser, hvordan Marta forsøger at rode sig ud at sine problemer, alt i mens vi langsomt lærer denne rædselsfulde familie at kende.

I takt med at den sorte humor tager til, er det også en udsøgt fornøjelse at se, hvordan Rian Johnson bruger sit store ensemble. Det er længe siden, at Daniel Craig har været så fuld af livsglæde og underfundig charme, som han besidder i rollen som den lettere diffuse sydstatsdetektiv Benoit Blanc, ligesom Jamie Lee Curtis også er utrolig morsom, med hendes bidske sarkasme. Det er dog Ana de Armas, som sygeplejersken Marta, der ender med at stjæle filmen. Hun skal bære store passager af filmen, men er utrolig nem at hold med, og så er hun bare bundcharmerende.

Knives Out er en fornøjelse at se, så kort kan det skrives. Filmen er mange ting på én og samme tid, og det hele går også op i en højere enhed. Det er godt mordmysterie i Agatha Christie-stilen, persongalleriet er velkarakteriseret og velspillet, men vigtigst af alt, lykkes det også at være både morsom, men troværdig på samme tid. I en tid, hvor store biograffilm tilsyneladende kun kan være franchises, er det fantastisk, at en film som denne er blevet til, og det håber jeg, at det danske biografpublikum også være med til at værne om.

  • Release Date: 12/5/2019
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.