Vinterberg får skabt en fantastisk stemning, men ikke nogen god historie.

Vi befinder os i Hippiernes storhedstid, de frigjorte 70’ere. Det hele starter med, at ægteparret Erik (Ulrich Thomsen) og Anna (Trine Dyrholm), beslutter sig for at lave deres helt eget kollektiv, efter Erik har arvet. Erik er som borgerlig arkitekt først imod foretagenet, men bøjer sig efter Anna presser på. Herefter starter det ellers godt, men der ikke længe inden Erik finder en anden kvinde, og hvad skal man så gøre, når nu man gerne vil holde fast i drømmen og et forudsætningsløst kollektiv?

Hvis der er noget filmen gør godt så er det at tage os med til en anden tid. For meget af de voksne, såvel som de unges opførsel ville nok ikke gå i den politiskkorrekte virkelighed, som vi befinder os i dag. Der er ingen faste rammer og intet er helligt, men det skaber også visse problemer. For hvis man ikke kan regne med noget, så bliver det hele til et stort følelsesmæssigt kaos. Det hele er måske ikke så rosenrødt som vi ellers har for vane at gøre 70’erne, men disse mennesker er fuldstændig sig selv, og denne selvmodsigende blanding af beundring og foragt, er noget helt særligt.

Hvad med historien?
Men hvor filmens stemning emmer af en svunden og frisindet tid, så er fortælling måske også lidt for afslappet. Hovedpersonen starter med at være Erik og hans problemer med at finde sig tilpas i et kollektiv, men halvejs inde i filmen skifter vi fuldstændig retning og fokuserer nu næsten udelukkende på Anna, der lider under hendes egen påtvungne frigørelse. Det ville måske ikke gøre så meget, hvis ikke det var fordi disse og alle andre historier i filmen er en lang række af klicheer. Derfor er den en ringe hjælp, at Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm udfolder hele deres følelsesregister på lærred, fordi det ændrer ikke ved, at hele filmen er frygtelig forudsigelig.

Kollektivet er noget af en rodebunke. På den ene side skaber den en helt unik stemning og tager os med til en (næsten) helt anden verden, hvor alle ryger, siger hvad de vil og har sex til højre og til venstre. Samtidig er det svært at spore et egentligt budskab eller årsag til filmens eksistens, lige med undtagelse af, at Thomas Vinterberg gerne ville lave den. Det bliver derfor noget af en narrativ fuser, til trods for den gode stemning.