Fuld af sprudlende og medrivende fortælleglæde
I denne nye genfortælling af myten om Kong Arthur og sværdet Excalibur, befinder vi os i et action/fantasy-univers. Her ser Arthur som et spæd sine forældre myrdet af sin onkel Vortigen (Jude Law), og derfor ender han med at vokse op på et bordel i den britiske hovedstad, alt imens hans onkel hersker med hård hånd over landet. I begyndelsen har Arthur ingen erindringer om sin fortid, lige ind til han trækker det magiske sværd fra stenen, og bliver hivet ind i en verden fuld af trolddom, magtkampe og ikke mindst masser af action.
Filmglæde mere end noget andet
For hvis der er en ting som instruktør Guy Ritchie kan, så er det at tilføre en energi til selv de mest trivielle aspekter af en film. Det eksemplificerer han allerede fra start af, da vi efter en kort forhistorie med Arthurs far, skal igennem den sædvanlige og slaviske gennemgang af Arthurs liv fra barn til voksen, men i stedet for at gøre det til en byrde, så bruger Ritchie det som en mulighed til at konstruere en effektfuld og hjertebankende montage, hvor vi ser Arthurs barndom og slagkraftige personlighed, parallelt med, at Vortigens mørke overtager magten i kongeriget.
Du tænker måske ikke, at det er noget særligt, eftersom det stadigvæk er klichéer, men det er så energisk fortalt, at man for en stund helt glemmer, at det er en klassisk fortælling, der er blevet genfortalt til ukendelighed – og er det ikke netop det en god blockbusterfilm skal kunne gøre?
Der er aldrig et kedeligt øjeblik i filmens to timer lange spilletid. Jude Law er fantastisk god til at være ond, som den magtliderlige Vortigen, der vil ofre alt for at herske over folket, og er derfor en værdig modstander for Arthur og hans gæve slæng af farverige folk, der er med på grund af deres evner og ikke for at genskabe regnbuens farve i menneskeform. Charlie Hunnam gør det også overraskende godt som titelkarakteren, og tilfører Arthur en del mere charme og glimt i øjet, end det, der står skrevet i manuskriptet.
Det er meget lige til
Denne smittende fortælleglæde rækker dog ikke hele vejen. Selve historien kan nemlig til tider være temmelig fladpandet. Eksempelvis forvandler Vortigen sig, bogstaveligt talt, til et monster, når han bliver opslugt af ondskab, ligesom sværdet Excalibur ikke blot symboliserer styrke, men i stedet giver superheltelignende kræfter til Arthur. Det er lidt for meget ”on-the-nose”, efter min smag, men filmen gør sig heller ikke til mere end, hvad den er, en god underholdningsfilm, og derfor fungerer den i sidste ende for mig.
Kong Arthur: Legenden om sværdet er måske ikke jordens største filmstykke, men det er virkelig god underholdning, hvor der faktisk er en slutning i modsætning til de fleste blockbustere i dag. Det er en klassisk hero’s journey om manden fra kummerlige kår, der træder i karakter og ender med at overkomme både de fysiske fjender og egne skavanker. Actionsekvenserne besidder en ihærdighed og effektfuld energi, der gør dem utroligt medrivende at bevidne, men det bedste er, at denne energi glider over i alle filmens andre aspekter, og gør det til en dejlig rutsjebanetur. Jeg tror ikke der er et audiovisuel knep, der ikke bliver brugt, og denne legesyge fortælleglæde smitter af på seeren, hvis altså man kan bære over med de lidt mere fjollede sider af historien, og en akavet cameo fra David Beckham. Så selvom det måske ikke er det mest humoristiske univers, så føles aldrig trist og kedeligt.
Jeg er derfor heller ikke i tvivl om, at hvis jeg var yngre ville jeg have været helt betaget af filmen og leget ’Kong Arthur’ på legepladsen dagen efter. Og denne begejstring oplever jeg så sjældent i de store regnearksfilm vi bliver præsenteret for i dag, at det er svært ikke at blive positivt overrasket over Kong Arthur: Legenden om sværdet.
- Release Date: 5/11/2017