En storslået nordisk produktion, der fakler i sit historiske fokus

Først og fremmest, så er Kongens valg en meget flot og fornem produktion. Det er tydeligt for alle os her i Skandinavien, at filmen ikke har haft et budget i omegnen af en milliard kroner, men ved hjælp af meget enkelte og begavede filmiske tricks, så føles det som en episk krigsfilm. Selve dramaet er derimod fokuseret på få udvalgte mennesker, og deres forandrede liv ved starten på krigen.

Vi følger selvfølgelig kongen, spillet eminent af Jesper Christensen, hvor kongefamiliens intriger og magtkampe er i centrum, men vi følger også tyske Curt Bauer, der er en diplomatisk idealist, som uden varsel bliver gjort til undersåt for det tyske nazistyre. Det er en meget interessant kontrast, og et kærkomment nuanceret blik på en almindelig tysker, der ikke nødvendigvis er stor tilhænger af nazismen, men som bliver tvunget til at tjene dem for selv at overleve.

Hvor er det norske folk?
Denne dualitet er ganske enkelt det, filmen består af, og havde den foregået et mindre kontroversielt sted end Norge, så ville det sikkert også have fungeret ubeklageligt som en komplet film – men nu er det trods alt i Norge, filmen udspiller sig. Efter 2. verdenskrig og helt frem til i dag, hersker der tvivl om, hvorvidt Norge egentlig var på de allieredes side, eller om de støttede tyskerne.

Der eksisterer mange selvmodsigende historier, og uanset hvilken en historisk overbevisning man besidder, så kunne det have været rart, hvis Erik Poppe blot en enkelt gange, havde turde bruge tid på almindelige nordmænd under krigen, i stedet for helt at undgå det.

Kongens valg er en storslået nordisk produktion. Ved hjælp af meget elegante filmiske effekter, formår instruktør Erik Poppe at få den ellers lille produktion til at ligne en kæmpe Hollywood Blockbuster. Samtidigt er der også plads til det menneskelige i historien, hvor både de lokale tyskere såvel som kongefamilien har positive såvel som og negative sider, hvilket er med til at tegne et billede af mennesker i krig.

Filmens undergang bliver dog ikke en amerikaniseret fortællestil, men derimod, at den overraskende springer over de mindre heroiske dele af den norske historie om 2. verdenskrig. Den dag i dag stilles der stadigvæk spørgsmålstegn ved om Nordmændene ikke var lidt for samarbejdsvillige med tyskerne under krigen, men det passer ikke ind i filmens fortælling, hvorfor den letsindigt springer henover de ufine steder i historien.

Som et gennemført episk drama fra Skandinavien kan man dog ikke sætte en finger på håndværket, og Jesper Christensen er autentisk som den aldrende konge.