Et ambitiøst eksperiment, der ikke rigtig lykkes.

I det polske komedie-drama, Krop & Sjæl, følger vi noget så atypisk som en anorektisk pige, en udbrændt drabschef og en psykiater, der er overbevist om, at hun kan tale med de døde. Det lyder ikke umiddelbart som et klassisk setup for en komedie, men ikke desto mindre er det udgangspunktet for filmens handling.

Hovedpersonen er den livstrætte drabschef, hvis datter lider af anoreksi, og som han frygter for efter moren er gået bort. Da hans datter, Olga, bliver sendt på en psykiatrisk afdeling, møder hun psykiateren Anna, der gennem hendes evne til at tale med de døde, måske kan hjælpe Olga og hendes far med at få ro i sindet igen.

Ikke meget lykkes.
Det er som sagt en anderledes historie, og det er helt klart forfriskende at opleve det, i en tid, hvor hele filmmediet er besat af at genfortælle andres historier. I starten er hele seancen dog også virkelig interessant og dragende, men der går ikke længe inden interessen bliver til kedsomhed. Det er måske en noget hård kritik, men filmer lider under, at den ganske enkelt for er langsom.

Meget af den mystik, der er omkring vores tre karakterer forsvinder alt for hurtigt, da årsagerne til deres sorg og adfærd, meget let kan udledes. Derfor består meget af spilletid med at følge disse mennesker bearbejde deres sorg, men på en meget udpræget kunstnerisk facon, der paradoksalt nok er blottet for de følelser filmen gerne vil afdække.

Jeg ville så inderligt gerne kunne lide denne idiosynkratiske film. Det er sjældent, at nogen mennesker, uanset deres beskæftigelse, tør kigge nærmere på vores tab og hvordan det påvirker os resten af livet. Derfor er det ekstra bittert, når det ikke lykkes at fortælle en hverken medrivende eller alternativ fortælling, til trods for det kreative udgangspunkt.