Krudttønden

Kategori Biografen skrevet af - marts 05, 2020
Krudttønden

Et uforklarligt terrorangreb

I Krudttønden giver instruktør og manuskriptforfatter Ole Christian Madsen sit bud på, hvordan terrorangrebet ved Kulturhuset Krudttønden og den Københavnske Synagoge, endte med at finde sted i februar 2015. Historien bliver fortalt gennem et multi-plot, hvor vi følger de to ofre, Finn og Dan, terroristen Omar og den fiktive politimand Rico, der alle spillede en rolle på den skæbnesvangre dag. Med terrorangrebet på Charlie Hebdo i baggrunden, kan man fra start mærke, at ondskaben også er på vej til Danmark, hvor vi ser, hvordan en radikaliseret mand bliver inspireret til en gal handling, som fører til tabet af to uskyldige menneskers liv.

Den svære fortælling om det virkelig liv
Allerede inden jeg gik ind til filmen, havde jeg bange anelser. For det er meget svært at hive fat i rigtige tragedier, og ikke bare gøre dem cinematiske og underholdende, men samtidig at belyse et emne og komme med en meditativ og tankevækkende vinkling på, i dette tilfælde, terrorangrebet på Krudttønden. Vigtigst af alt er dog at respektere og værne om de virkelige mennesker, der måtte lade livet på så meningsløs vis, som det var tilfældet her. Det er noget af en balancegang, at få det hele til at spille sammen, og det lykkes aldrig rigtig for Ole Christian Madsen at finde den.

Det største problem er, at filmen ikke bidrager med noget stof til eftertanke. Vi følger fire mænd, Dan Uzan, der var frivillig vagt ude foran den jødiske synagoge, instruktøren Finn Nørgaard, der befandt sig på Krudttønden d. 14. februar 2015, politimanden Rico, spillet af Nikolaj Coster-Waldau, og så attentatmanden Omar El-Hussein.

Hvad bliver denne multiprotagonist struktur så brugt til? Får vi et indblik i, hvem disse mennesker var, hvorfor det lige var dem, der endte med at spille en rolle i terrorangrebene, eller hvordan Omar endte med at blive radikaliseret? Svaret er ingen af delene.

I stedet bliver filmens spilletid brugt på at binde deres liv sammen, som var den enhver anden fiktionsfilm. De fire mennesker er alle dybt ulykkelige, og det bliver virkelig udpenslet. Finn Nørgaard blive røvrendt af en unavngiven Tv-station, der stjæler hans idé til en dokumentar, Dan Uzan er et fantastisk menneske, der er evighedsarbejdsløs, Rico lider af nerveskader i hele sin venstre side og Omar er så langt ude, at selv de andre i det kriminelle miljø, ikke vil have noget med ham at gøre. De har tilsyneladende ikke noget til fælles, men alles historier emmer af en tragisk skæbnesvangerhed, og det er fortalt med en så overbærende patos, at det er umuligt at finde nogen nuancer i deres karakteriseringer.

Mangler et perspektiv
Det havde været interessant at tegne et billede af, hvordan man bliver så radikaliseret, at man er villig til at slå tilfældige mennesker ihjel, eller hvilket samfundet det er vi lever i, hvor tilsyneladende gode mennesker som Finn og Dan bliver negligeret, men fordi det skal være så dramatisk og tragisk som muligt, er der slet ikke plads til sådanne spørgsmål.

Jeg synes det er virkelig hårdt at sætte endeligt punktum for min bedømmelse af Krudttønden. Ikke så meget, fordi filmen ikke faldt i min smag, men mest af alt, fordi jeg synes at ofrene fortjener en bedre historie. Der er ingen tvivl om, at Ole Christian Madsen har lavet en film, som på mange måder er en cadeau til de to mennesker, som mistede livet for fem år siden, men som en filmen er den desværre hverken synderlig velkonstrueret, eller bidrager med et nyt budskab og perspektiv på tragedien.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her