Alt er lidt for pænt og forudsigeligt i det, der ellers kunne have været en skarp påmindelse om et af menneskehedens mørkeste kapitler.

Kvinden i guld er den sande historie om jødiske Maria Altmann (Helen Mirren), der i 90’erne kæmpede for at genvinde sin retmæssige arv, efter tyskerne havde invaderede hendes hjem i Wien under 2. verdenskrig.

Denne kamp for hendes families ære blevet eksemplificeret ved Gustav Klimt’s berømte maleriet Portræt af Adele Bloch-Bauer 1., bedre kendt som ”Kvinden i guld”. Denne kunstsamling var dog så berømt, at den østrigske stat ikke ville tilbageleverede den, og derfor fik hun hjælp fra den uerfarne advokat, Randy Schoenberg (Ryan Reynolds), der selv havde østrigske rødder.

Lidt for meget kaffeklub.
Det er uden tvivl en god historie. Alle fortidens ubehageligheder kommer op til overfladen i løbet af den lange og seje kamp for maleriet. Vi bliver udsat for adskillelige flashbacks, hvor man virkelig bliver mindet om, hvor forfærdelig 2. verdenskrig var, men så sker der heller ikke mere. For på trods af den barske sande historie, sigter filmen mere efter en ”bedstemorsstemning”.

Dette kan ses ikke mindst i forholdet mellem Maria og Randy, der minder om det mellem et barnebarn og deres bedsteforældre, der kommer med kage til en, hvorefter man skal hjælpe dem med et problem de har.

Scenerne mellem de to er dog filmens højdepunkter, hvor særligt Mirren gør det godt, fordi man tydeligt kan se, at hun har haft det sjovt, mens Reynolds også kompetent udfylder sin rolle, selvom karakteren den falder i et med tapetet. Der er en god kemi mellem de to, som gør, at man aldrig keder sig, men de føles aldrig som rigtige menneske, fordi deres adfærd virker mere styret af historien end dem selv.

Bedre bliver det heller ikke, når intet overraskende, uventet og rigtig spændende sker i filmen, med undtagelse af Marias tilbageblik, som vi dog allerede ved, hvordan ender. Alt er lige lovligt sort og hvidt til en sådan grad, at næsten alle østrigere er onde uden grund, mens stemningen er lidt for pæn og nydelig

Kvinden i guld er ikke nogen decideret dårlig film, men det er en tam og alt for magelig oplevelse. Der sker ikke på noget tidspunkt noget uventet, og historien forløber præcis som man forudser fra første sekund. Reynolds og Mirren gør det respektabelt, men bliver aldrig til troværdige mennesker, og det samme er tilfældet for alle andre i filmen, hvor særligt østrigerne som helhed får en kærlig behandling, for at skabe en klar og tydelig konflikt.