Et morsomt hverdagsdrama, men uden nogen retning.

I Kvinder i for store herreskjorter møder vi tre vidt forskellige kvinder, der befinder sig i hver deres fase af livet. Der er den unge og rebelske litteraturstuderende Sigrid, der til trods for hendes foragt over filmklicheer alligevel bliver betaget af den noget ældre forfatter Kåre Tryvle, den voksne ”kunstner” Trine, der er blevet gravid efter en rejse, og den ældre trælastarbejder Agnes. De har alle deres helt egne problemer, men på humoristisk vis, oplever vi, hvordan livet er uforudsigeligt, uanset hvor gammel man er.

Oplagt hverdagsdrama.
Det er i skildringen af det akavede hverdagsdrama, at filmen for alvor skinner igennem. Dette ublufærdige og skæve syn på tilværelse er noget vi i Skandinavien virkelig mestrer, og denne film er ingen undtagelse. Det samme kan man dog ikke sige om historien.

Vi skifter fra den ene stemning til den anden uden nogen klar årsag, mens historierne går ud i sandet. Filmen er dog godt klar over, at intet rigtig hænger sammen, og er derfor så fræk og meta, at den helt undlader og forbinde de tre historier. Det er altså tilsyneladende meningen, at det hele skal være forvirrende, men selvom der gøres et par forsøg på at retfærdiggøre det, så ændrer det ikke ved, at det er en kæmpe mangel, ikke og have en udfærdiget fortælling.

Fornemme præstationer.
Det er dog godt for filmen, at de tre kvinder gør det godt på hver deres måde, så de tilsammen viser kvindelivet i alle dets facetter (tror jeg), men hvor kvinderne er fantastiske er mændene virkelig ringe. Særligt Hallvard Holmen, der spiller Kåre er umanerlig dårlig. Kåre er en noget ynkelig og selvoptaget forfatter, men vi skal alligevel tro på, at Agnes kan forelske sig hovedkulds i ham, til trods for, at han bliver spillet af en mand, der er så uautentisk, at han på ingen måde er elskværdig.

Kvinder i for store herreskjorter, er allerbedst når den viser alle de absurde situationerne som (næsten) normale mennesker kommer ud for i løbet af et helt almindeligt liv. Det er uden tvivl en stor styrke, at vi for engangsskyld oplever hverdagsdramaet fra kvindernes perspektiv, og så med en trio af vildt charmerende og humoristiske kvinder. Filmens største problem er paradoksalt nok, at den ingen rigtig retning har. Man sidder efterfølgende uden nogen idé om, hvad budskabet var, og de mange stemningsskift og ringe mandlige skuespillere gør filmen ingen tjenester, til trods for, at filmen som helhed viser gode takter hele vejen igennem.