Den franske forbindelse

Kategori Biografen skrevet af - september 23, 2015
Den franske forbindelse

Jean Dujardin er vild karismatisk i en ellers meget ligetil historie.

4stars

De fleste mennesker kender til The French Connection fra 1971, hvor Gene Hackman bekæmpede narkosmuglere i New York, der fik stofferne fra en fransk narkobande. Dette er så den sande historie om den franske mafiaboss Gaëtan ’Tany’ Zampa, der i flere årtier stod bag en verdensomspændende narkotikaring med base i Marseille.

Vi rejser igennem den klassiske mafiahistorie, hvor den godhjertede dommer, spillet af Jean Dujardin (The Artist), kæmper både en ekstern og intern kamp mod de mørke kræfter.

En dyster verden.
Det er en mørk verden, hvor folk, der stikker næsen lidt for langt frem bliver henrettet, hvor politiet er korrupt og, hvor byens indbyggere tilsyneladende har givet op.

Sådan en historie har vi hørt mange gange før. Den uretfærdige kamp, hvor den ubevæbnede ener skal forsøge at finder beviser for at fælde skurken, der til gengæld har alle ressourcer i verden. Og filmen består hovedsagelig af denne, lettere forudsigelige kamp mellem de to mastodonter, men takketvære, i særdeleshed skuespillet, men også de nuancerne portrætter, bliver man alligevel fanget af filmen.

Selvmodsigende mennesker.
Dujardin som Pierre Michel er så charmerende, standhaftig og stærk en skikkelse, at man ikke kan lade være med at holde af ham, også når han gør brug af lidt ufine metoder for at fange slynglerne undervejs. Michel er dog ikke blot en arbejdsnarkoman, men også en familiefar, hvis kone og børn hele tiden frygter for hans velbefindende, og så er han en mand, der hele tiden må kæmpe med sin indre dæmon i form af ludomani. Det fører til flere hjerteskærende scener uden for den primære historie, hvor vi virkelig får lov til at komme ind på livet af mennesket, Pierre Michel.

Denne mere alsidige tilgang til karakterne smitter også af på Zampa, der ikke blot er den afdæmpede psykopat, men en mand der også selv er under et enormt pres og prøver at skabe det bedste han kan, selvom han er et produkt af sin fortid. Det forhindrer ham stadig ikke i at banke sine egne mænd en gang i filmens løb, men der bliver givet en følelsesmæssig grund til det, og filmens grundighed er i det hele taget med til at gøre de to mænd til paradoksale, men forståelige skikkelser.

Her til sidst er det også værd at komme ind på filmskabernes meget subtile måde at lege med billederne. Der er ikke nogen store eksplosioner eller lange slåskampe, men de lidt længere indstillinger og den hyppigere brug af fuldtotaler er virkelig med til at vise, hvor flotte omgivelserne er i al denne ondskab. Særligt mødet mellem Michel og Zampa, er en visuel fryd for øjet og en dyster forudanelse, for historiens udvikling.

Der bliver eksperimenteret lidt med formen og lidt med indholdet i Den franske forbindelse, men ikke nok til virkelig at skille sig ud fra den lange række af gangsterfilm gennem årene. Jean Dujardin er vildt karismatisk og det er ikke svært at holde med ham, i hans indædte kamp mod kriminalitet og korruption, men ud over en den nuancerede skildring af Michel og Zampa, forløber resten af historien meget forudsigeligt og ligetil, og det samme ender med at gøre sig gældende for filmen som helhed.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.