Fantastiske billeder og fremragende skuespil.

Lammet tager os bogstaveligtalt med på en smuk, sørgelig og barsk rejse, om livet, fattigdommen og den livsgivende regn

I en lille landsby i Etiopien lever Ephraim og hans far sammen i en lille lerhytte. Det er trygt og tilværelsen ufarlig, men arbejde er der ikke nok af, og derfor heller ikke nok mad. Faren beslutter sig derfor for at drage mod byen med sin søn og sønnens elskede lam, i det simple håb om at overleve.

Mens Ephraim bliver overladt til slægtninge, tager faren videre i sin søgen efter arbejde.

Dette bliver starten på en fortælling om drengen og lammet – og drengens kamp for at vende tilbage hjem.

Vidunderligt landskab.
Filmen er utrolig smuk, mest af alt på grund af de Etiopiske landskaber, men også på grund af dets mennesker.  Selve fortællingen er velkendt og ikke i sig selv det, der fanger en mest, men billederne er dragende som solnedgangen på en skyfrihimmel.

Det mest interessante ved denne film er imidlertid det unikke indblik i en verden, som for os er ukendt. Mens Afrika oftest skildres som et sønderknust, hærget, fattigt og håbløst land, viser denne film et land i Afrika, som lever i overensstemmelse med naturen. Der er et ganske enkelt smukt forhold mellem mennesket og naturen, der både giver og tager. Man skal lede længe efter højteknologiske redskaber. I stedet pløjes de grønne bjergskråninger med ”oksekraft”, og regnen velkommes med lettelsens suk.

Her er der endelig en film, der skildrer det etiopiske land som værende fuld af kultur, farver, skønhed, musik og dans. Derfor er den en utrolig smuk film, og derfor er den værd at se.