Last Night in Soho

Kategori Biografen skrevet af - november 25, 2021
Last Night in Soho

En klichéfyldt gyser

Det er næsten ikke til at fatte, at det er Edgar Wright, der står bag kameraet på Last Night in Soho. En mand, der gennem hele sin karriere er været kendetegnet ved sine humoristiske og selvironiske film som Hot Fuzz og Scott Pilgrim, samt ikke mindst sit meget kreative kameraarbejde, der altid har været garant for nytænkende måder at fortælle genkendelige plotpunkter på. Han har med andre ord, altid fremstået som en person, der ikke bare kunne identificere klichéer, men også bruge dem på opfindsom vis.

Ikke desto mindre, er det derfor både overraskende, men også en smule rystende, at han med sin seneste film, pludselig begår alle de fejl, som han ellers tidligere har været begavet nok til at undgå.

Det første, som falder en i øjnene er, at filmene er en temmelig konventionel gyser. Den handler om den unge pige Eloise (Thomasin McKenzie), der drømmer om at blive modedesigner, og flytter i starten fra landet, ind til storbyen London, for at uddanne sig som tøjdesigner. Denne store omvæltning kan være meget for de fleste, men hvis man så ligger oven i hatten, at Eloise også er i stand til at komme i kontakt med åndernes verden, kommer det nok ikke som nogen stor overraskelse, at byen kan være overvældende.

Overraskende konventionel
Til at starte med, virker det som om, at Edgar Wright stadig er i sit es. Den første gang vi tager med Eloise tilbage til 1960’ernes London, er det med så gennemarbejdet og genialt kameraarbejde, at vi slet ikke behøver nogen form for eksposition for at forstå, hvad der foregår, og hvordan Eloise identificerer sig med kvinden Sandie. Særligt en dansesekvens, hvor Eloise og Sandie skiftevis bytter plads, uden nogen tydelige kameraklip, er en fryd for det filmelskende øje.

Desværre fortsætter historien, og den bliver langsomt mere og mere fjollet og klichéfyldt, efterhånden som den skrider frem. Det ender med at blive så sjusket, at filmen ser sig nødsaget til at bryde med sin egen indre logik, for at fremtvinge et dramatisk klimaks, som man mest af alt bare venter på, skal overstås.

Det er faktisk så rodet, at jeg end ikke kan fortælle, hvad meningen var med filmen. For hvis det var at sætte et kritisk lys på vores nostalgi, ved i dette tilfælde at fremhæve skyggesiderne ved 1960’erne, er historien og karaktererne så uforløste, at det ikke er særlig vellykket.

Pludselig begynder man at se Edgar Wrights karriere i et andet lys, for hvad tænkte han egentlig på, da han gjorde grin med science-fiction genren i The Worlds End eller de actionfyldte buddycop film med Hot Fuzz, hvor han med en overlagt og tyk ironi gjorde grin med alle klichéerne og belejlighederne, der er drivkræften for disse genrer. Hvis han uden nogen form for ironi, kan lave en så klichéfyldt og usammenhængende film som den her, hvad siger det så om ham som forfatter?

Havde det ikke været for en Thomasin Mackenzie i hovedrollen, der går fuldstændig all-in, og det kreative kameraarbejde, som fastholdte ens interesse hele vejen igennem, havde der ikke været meget positivt at berette. Last Night in Soho ender simpelthen med at være en middelmådig og lettere skuffende film. Man må bare håbe, at det var en smutter og, at Edgar Wright vender stærkt tilbage næste gang.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her