LEGO Filmen 2

Kategori Biografen af - februar 07, 2019
LEGO Filmen 2

Et vittighedsbombardement

LEGO Filmen 2, fortsætter hvor den første slap. Emmet og alle de andre indbyggere i Klodsby har overlevet ”katastrofen” fra slutningen af etteren, men fem år senere, bliver de ramt af en ny DUPLO-invasion, hvor flere af vores helte bliver kidnappet og sendt til ’Søstar-systemet. Det er nu op til Emmet, Lucy og selvfølgelig Batman at redde de andre, på et nyt magisk eventyr, fuld af humor, action og en helt masse ironiske sange.

Mere af det samme
Ligesom den første film, er animationsfilmen et frontalangreb på ens sanser. Der er en konstant spærreild af visuelle sceneskift, sange, skift mellem narrative dimensioner, og ikke mindst en ustoppelig kavalkade af vittigheder. Jeg vil gerne medgive, at jeg grinte en del undervejs, og det er sjovt på et intellektuelt plan, hvordan de nedbryder hele illusionen ved filmmediet. Men der bliver samtidig slet ikke taget højde for balancegangen mellem humoristiske indfald og helhedsoplevelsen. Og når det ikke kammer over, er filmen også oprigtigt morsom og kreativ, i sin måde at fortælle sin til tider absurde historie, hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi nedbrydes.

Det varer dog ikke ved, for der er ganske enkelt for mange spøjse bemærkninger til, at der på noget tidspunkt kan opbygges et naturligt flow. Der er ikke nogen rolige passager, hvor man kan leve sig ind i historien, eller hvor der bliver kigget bare en lille smule indad. I stedet bliver der bare gjort grint med alt og alle, selv ting og personer, der ikke har noget med historien at gøre. Alt dette gør paradoksalt nok filmen temmelig monoton, og værst af alt, ønsker man sig til slut, at der bare var nogle få stunder, hvor alle LEGO-figurerne ikke hele tiden talte i munden på hinanden.

Når alt dette er sagt, er LEGO Filmen 2 mere af det samme. Hvis du kunne lide den første LEGO-film, vil du helt sikkert også kunne lide denne. Det er samme hold bag kameraet, og det kan ses i alt lige fra det visuelle udtryk, ned til karakteriseringen af de enkelte klodser. Humoren er den samme, og er man til denne form for vittighedsbombardement, vil man helt sikkert grine højlydt, når der eksempelvis bliver gjort grin med alt lige fra overdrevne musicalnumre til Bruce Willis, der stadig kravler rundt i ventilationsskakter. Alt dette er meget underholdende, men der er ikke nogen større dybde. Det er hyggeligt se, men med tanke på, at det allerede er den fjerde LEGO-film på lige så mange år, er det også snart ved at være tid til at finde på noget nyt, hvis ikke det hele skal begynde at stagnere.

  • Release Date: 2/7/2019
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.