En nuttet og skæv filmoplevelse
I modsætning til mange af Paul Thomas Andersons forrige film, såsom There Will Be Blood, The Master og The Phantom Thread, der er kompromisløst langtrukne og gennemførte, så er Licorice Pizza noget mere enkel og nuttet i sit udtryk og sin fortælling. Men dermed ikke sagt, at den er fuldstændig konventionel, for så vil det ikke være en film af Paul Thomas Anderson.
Helt grundlæggende er det en kærlighedshistorie, der udspiller sig i 70’ernes Los Angeles, hvor man følger den spirende romance mellem den 15-årige Gary og den 25-årige Alana, der til trods for deres åndsfællesskab, af åbenlyse grunde ikke tør udvikle deres forhold fra et venskab til mere. Alt imens befinder de sig i et vildt og flippet årti, fuld af kendte skikkelser og skæve eksistenser, som de møder på deres vej, der alt sammen er med til at tegne et stemningsportræt af, hvordan det må have været for Paul Thomas Anderson at være unge engang.
Filmens handlingstråd er virkelig så enkel, og det er både dens største styrke og svaghed. For selvom vi ”bare” følger to forvirrede mennesker, der er forelsket i hinanden, udvikler filmen sig alligevel til mere end en flad romantisk komedie, fordi den gør begavet brug af sin tidsperiode, og får skitseret et virkelig underholdende persongalleri.
Mere stemning end plot
Man kan tydeligt mærke, hvor meget Anderson virkelig elsker og faktisk har levet i 70’erne, for det er ikke bare et rendyrket nostalgisk tilbageblik. Det er ganske vist en tid, hvor den forbudte kærlighed mellem to mennesker, med en aldersforskel på 10 år, virker helt tilforladelig og uskyldig, på en måde, som det nok ikke ville være tilfældet, hvis historien udspillede sig i nutiden. Samtidig tør han også vise, at det er et årti, fuld af stoffer, hærværk i gaderne, politibrutalitet, sexisme, uhæmmede æstetikere og en tid, hvor minoriteter af enhver art, slet ikke var lige så alment accepteret, som de er i dag. Alle de her skyggesider dukker op i små glimt undervejs, og sammen med et konstant skiftende persongalleri, spillet af dygtige skuespillere, skabes der en helt unik stemning, hvor 70’erne føles som mere end bare en baggrundskulisse, men som en rigtig tidsperiode, man føler sig inviteret ind i – også selvom jeg aldrig selv har oplevet 70’erne i hverken USA eller Danmark.
Det ville også være synd ikke at fremhæve de særprægede og gennemgående komiske replikker, der uden at gøre grin med karaktererne, får dem til at fremstå som rigtige mennesker. Ensemblet er ligesom i alle andre Paul Thomas Anderson film ekstremt velvalgt, og der er ikke en dårlig præstation i hele filmen, også selvom de to hovedroller aldrig har haft en bærende rolle før.
Men, og der er et stort men. For ganske vist er det et fedt stemningsbillede af et årti, der på rigtig mange punkter er meget lang fra den majoritetskultur, der eksisterer i USA i dag, men der er ikke rigtig så meget stof til eftertanke. Ja, det er fedt når man sidder og ser filmen, at lade sig selv blive opslugt af stemningen, men der er ligesom ikke rigtig så meget kød på historien. Det er stadig en meget basal kærlighedshistorie.
Licorice Pizza er en rigtig nuttet og stemningsfuld film, der nok ikke er en af de bedste fra den lyriske manuskriptforfatter og instruktør Paul Thomas Anderson, men den er på mange måder ligesom det portræt af 70’erne, den skitserer op. For det er interessant og fængende, og også rimelig morsomt, mens man sidder og ser filmen, men så snart det er slut, er det svært at huske, hvad der egentlig skete. Så se den for stemningen, men du skal nok ikke forvente meget end det.
