Life, Animated

Kategori Biografen af - oktober 20, 2016
Life, Animated

En autists fantastiske liv fortalt gennem film.

5stars

Filmen om det autistiske Owen Suskind portrætterer, hvordan livet er med et anderledes sind. Vi får leveret Owens historie igennem fortællinger fra ham selv, hans forældre, bror og terapeuter, akkompagneret af hjemmevideoer, rørende melodier og fine klip fra nogen af Disneys mest elskede og berømte tegnefilm.

Owen fremstår i de tidlige år af hans liv, som en helt almindelig og livsglad dreng, men pludselig bliver han helt stille og mister til sidst sin tale. Owen diagnosticeres som autist, og hans forældre forberedes på, at han måske aldrig genfinder sin evne til at tale. Herefter udfoldes en spændene historie om Owens op- og nedture på hans vej til at blive en social og glad ung mand, hjulpet igennem af Disneys fantastiske tegnefilm og hans egen viljestyrke.

Livet gennem Disney
Life, Animated er en amerikansk dokumentar på den rigtig dejlige måde. Selve filmen er bygget op lige efter bogen, præcis som en Disney-tegnefilm, hvilket giver den et metaniveau, der meget elegant giver den lidt ekstra dybde.

I det hele taget skildres Owens kamp, som en af de mange Disney-film han bruger til at forstå verden. Jeg synes på mange måder, det fungerede rigtig godt, men på den anden side blev det også for dramatiseret og sukkersødt til sidst.

At sidde og græde til en film om en autistisk ung mand, synes jeg alligevel er en for voldsom reaktion, selvom fortællingen både er rørende, sød og livsbekræftende, men det er desværre en reaktion, jeg ofte har på overdramatiserede amerikanske dokumentarer.

Udover denne meget patosbefængte måde at gribe historien an på, så var det en utrolig dejlig film at se. Den var sjov uden at krænke Owen. Man følte virkelig, at man lærte ham at kende, og kunne grine med ham over hans sjove kommentarer og dejlige Disney inspirerede tilgang til livet.

Samtidig går filmen også ind i nogle meget store og svære dilemmaer omkring f.eks. seksualitet og følelser hos voksne med særlige behov, dog uden egentlig at ville mere end at vise, at de er der, og hvordan familien forsøger at tackle dem på bedst mulige måde. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, hvilken rolle Owen selv har haft i filmen. Jeg håber på, at han selv har bestemt, hvor meget og hvor tæt filmen måtte komme på ham og hans private liv.

Ikke desto mindre mener jeg, at Life, Animated er en spændende og fin dokumentar. Den har indføling, hjertevarme og skildrer alt det skæve og anderledes uden at udstille det. Jeg giver filmen 5 stjerner, og synes helt sikkert den er værd at se. I sidste ende er det også bare herligt, at gense en masse klip fra de bedste Disney-film i selskab med Owen og hans familie.

  • Release Date: 10/20/2016
Jeg har ikke umiddelbart en baggrund indenfor film, men har altid elsket at se film og leve mig ind i verdener, som ikke er mine egne. Især elsker jeg film, som skildrer skæve eksistenser, sort humor, dystre landskaber og politiske undertoner.
Kommentarer er lukket.