Overraskende morsom

I Long Shot får vi historien om den idealistiske journalist Fred Flarsky (Seth Rogen), der ikke længere føler, han kan levere saglig journalistisk, og efter hans avis bliver købt af et mediekonglomerat, ender han ikke overraskende med at blive arbejdsløs. Tingene tager dog en uventet retning, da han løber ind i den amerikanske udenrigsminister Charlotte Field (Charlie Theron), der også viser sig at være hans gamle babysitter.

Field er en meget succesfuld og dreven kvinde, som også har i sinde at stille op til det kommende præsidentvalg, men hun har brug for en taleskrive, der kan tilføje lidt humor til hendes pletfrie image, og ender derfor med at ansætte Fred. Tingene tager dog en uventet drejning, da de begynder at lære hinanden at kende, for er der overhoved plads til kærligheden, når man vil forandre verden?

I spændingsfeltet mellem drama og komedie
Jeg må være ærlig og sige, at jeg grinte langt mere, end jeg er stolt af at erkende. Meget af humoren er under bæltestedet, og der bliver også taget en masse stoffer, på humoristisk vis, ligesom i alle andre film produceret af Seth Rogen. Men til trods for de åbenlyse mangler, måtte jeg alligevel overgive mig til sidst, og lade latter kommer frem til overfladen flere gange. Som komedie er den derfor overraskende vellykket, og havde det udelukkende været en rendyrket komedie, ville det også have været en langt bedre film.

For paradoksalt nok, er det i forbindelse med, at filmen også forsøger at finde en dramatisk tyngde, at korthuset langsomt falder fra hinanden. Konceptet er i udgangspunktet fjollet, og selvom Charlize Theron er overbevisende som en af drengene, tror jeg ikke der er mange mennesker i verden, som finder det troværdigt, at hun bliver betaget af Seth Rogen. Alligevel bliver deres romance spillet helt straight, ligesom der heller ikke bliver langt fingrene imellem filmens åbenlyse kritik af amerikansk politik, og mediernes undergravende rolle i det moderne samfund. Det forbliver dog på et meget overfladisk og didaktisk niveau, hvilket er forventeligt af en amerikansk produktion, men værst af alt, er det tonalt inkompatibelt med filmens humor, der er så gemen, at den mest udpenslede running-joke involverer onani.

Selvom det smerter mig at skrive det, synes jeg faktisk, at Long Shot er en ganske morsom komedie. Meget af det er plat, men det bliver eksekveret helhjertet, og er lige præcis fjollet, og overraskende nok, til at selv en gammel sjæl som mig, ikke kan lade være med at grine med. Desværre holder filmen sig ikke udelukkende til det komiske, og hvad angår det moraliserende aspekt og hele den storstilede romance, er det langt mindre vellykket. Det ender derfor som en noget blandet affære, der sidder for meget mellem to stole, til for alvor at gøre varigt indtryk.