Maestro

Kategori Biografen af - december 07, 2023
Maestro

Et letspiseligt portræt af en mesterkomponists liv

Behagelig. Det er det gennemgående ord, der beskriver oplevelsen af Maestro, filmen om den legendariske amerikanske komponist Leonard Bernstein – og det er ikke entydigt positivt.

For selvom Bernstein måske har dannet lydtapet for mange menneskers liv, har han aldrig været let og banal, men er blevet det i Bradley Coopers seneste tåreperser. Manden bag taktstokken er virkelig blevet simplificeret af hensyn til filmmediets dragende enkelthed.

En mand, hvis livshistorie kan koges ned til et inderligt kærlighedsforhold til hans kone, skuespilleren Felicia Montealegre. Et forhold, der var i konstant karambolage med hans seksualitet, der nok i dag ville falde under betegnelsen biseksuel, men som i Bernsteins levetid udmundede sig i en hunger efter andre sengepartnere, særligt yngre mænd.

Det er et kammerspil, som alle kan forholde sig til, og også forståeligt nok en af grundene til, at det ofte danner fundamentet for de fleste biopics, men det betyder også, at store dele af den musikalske kunstners liv aldrig får sin tid i rampelyset. Hvad end det er Bernsteins russisk-jødiske rødder, hans markante aktivisme eller den kreative proces, så må alle vige pladsen til fordel for kærlighedsdramaet.

Hvad vi så får er til gengæld en meget vellykket, klassisk portrætfilm, og det er her, vi vender tilbage til ordet behageligt.

Jason McDonald/Netflix

Et liv i romantisk kaos
For selvom Lenny og Felicias liv er fuld af personlige op- og nedture, så ved man godt, hvordan det hele kommer til at gå. Kombineret med Bernsteins musik, der konstant spiller i baggrunden, er der også en underliggende romantik, selv i de mest hjerteskærende øjeblikke.

Der bliver eksperimenteret med æstetikken, i form af både billedbeskæring og farvepaletten, men så heller ikke på et dybere plan, end at hvedebrødsdagene er i sort/hvid, mens resten af filmen er i grynet technicolor.

Alt dette lader dog mest til at være i tjeneste for, at skuespillerne kan udfolde sig. Her får Bradley Cooper, der er gemt bag al makeuppen, givet sit bedste bud på, hvordan en gamle newyorker accent kan lyde, alt imens han gør et ihærdigt forsøg på ikke at blive en karikatur, Bernsteins unikke talemåde til trods. Carey Mulligan får til gengæld lov til at spille den mere ordentlige Felicia, der bag den velopdragne etikette er ved at gå op i spåner af omsorgssvigt med årene. Det er også Mulligan, der har den mest flerfacetteret præstation, og nok vil være det helt store samtaleemne for de fleste efter filmen.

De to hovedroller gør det begge godt, og sammen med musikken, er de det helt store trækplaster på filmen. En film, der ganske vist påstår at være om Bernstein, men mest af alt er en klassisk fortælling, om den forpinte kunstner, der føler for meget, og kun er i stand til at kanalisere al den kraft gennem kunsten, mens resten af tilværelsen af plaget af en konstant fortvivlelse. Man bliver ikke rigtig klogere på, hvem Bernstein var, men det er tydeligvis heller ikke formålet med filmen.

I stedet får vi i stedet afdække en begrænset del af hans liv, gennem dette snævre portræt af to mennesker, der inderligt elskede hinanden, og kæmpede en livslang kamp for at værne om den kærlighed.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.