En eksperimenterende film, der efterlader stof til eftertanke

I det man mildest talt kan kalde for et kunstnerisk film, ser vi udelukkende Cate Blanchett, der performer 13 meget forskellige roller. Hun er alt lige fra en vagabond, til en skolelærer, eller sågar en poleret nyhedsvært. Gennem disse vidt forskellige karakterer leverer Blanchett en række filosofiske monologer, der skal efterlade seeren med stof til eftertanke. Det store spørgsmål er derfor, om det hele går i en højere enhed? For det kan nemlig meget let ende som en ren fiasko – men det gør det heldigvis ikke.

Blanchett kan det hele
Hovedårsagen til, at den meget tænkte konstruktion virker, er ganske enkelt Cate Blanchett. Der findes nok ikke nogen anden nulevende skuespillerinde, der med en naturlig lethed kan spille folk fra alle livets kår. Man bliver draget til hende, hver eneste sekund hun er på skærmen. Dette kombineret med de bløde kamerabevægelser, og hendes behagelige stemme, er med til langsomt at gøre filmen til en næsten meditativ oplevelse. Så selvom enkelte af manifesterne måske ikke helt rammer plet, så glider det hele sammen i en stor velfungerende helhed.

Samtidig er filmens åbenlyse mangel, at der ikke er meget mere udover de 13 manifester at give sig i kast med som seer. Derfor er jeg også godt klar over, at flere i min omgangskreds nok ikke vil finde den lige så tilfredsstillende, som det ellers var tilfældet for mig. Dette skyldes også, at der ikke som sådan er en klar fortællestruktur. Man er meget overladt til at afkode og fortolke budskab selv, hvilket selvfølgelig er at kræve en del af publikum.

Manifesto er med andre ord et tankevækkende filosofisk manifest med flere pragtpræstationer af Cate Blanchett. Filmen er ikke for alle, men hvis man har mod på at se en film, der tør bruge mediet til andet end superheltekampe og didaktiske fortællinger, så er 90 minutter med Blanchett ikke så ringe endda.