Marco effekten

Kategori Biografen skrevet af - maj 27, 2021
Marco effekten

En rigtig noir-fortælling

Verden i Marco effekten er mørk og klaustrofobisk, og det skyldes ikke bare, at der er ufattelig mange nærbilleder af Ulrich Thomsen. For filmen beskæftiger sig med nogle af de mest fordækte miljøer i Danmark, med ondskabsfulde skurke, der stjæler fra de fattige, og hvor volden er brutal og blodfremkaldende, uden så meget som hentydning til langtrukne actionscener. Det er også under usædvanlige forudsætninger, at filmen her er blevet lavet.

En ny Carl Mørck
Efter fire film om Carl Mørck og afdeling Q, som ovenikøbet var nogle af de mest sete biograffilm nogensinde, med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i de bærende roller, er hele rollebesætningen pludselig skiftet ud. Det betyder, at vi får Ulrich Thomsen at se i rollen som den apatiske Carl Mørck. Og hans bud på rollen er helt anderledes. For i modsætning til Nikolaj Lie Kaas, der spillede Mørck som en person, der havde et enormt stort hjerte, men konstant var på sammenbruddets rand, og derfor havde udviklet den hårde facade, er Ulrich Thomsens version mere udbrændt og uden for pædagogisk rækkevidde. Carl Mørck er her så ensporet og besat at sit arbejde, at vi end ikke får hentydningen af et liv udenfor rollen som politibetjent. Han er så anderledes fra den forrige version, at der i hvert fald ikke er nogen risiko for, at filmen bliver anklaget for plagiat. Denne forandring stopper dog ikke ved Mørck, men har også haft store konsekvenser for filmens andre karakterer og ikke mindst stemning.

Fordi Carl Mørck er så indebrændt, har han heller ikke det venskabelige forhold til Assad, som var det store bindeled mellem de fire forrige film. Forholdet mellem Carl og Assad er i filmen her meget mere professionelt, hvor Assad virker til mere at tolerere Carl, fordi han brænder for arbejdet. Dette meget ufølsomme forhold, hænger også sammen med filmens stemning, som er meget mere kold og deprimerende end de forrige, også selvom Anders Matthesen spiller en af antagonisterne.

En meget trykket stemning
Det ville være synd at påstå, at de forrige fire film var decideret hyggelige, men der var altid små humoristiske åndehuller undervejs, som var med til at lette trykket, så det ikke var trist hele tiden. De øjeblikke er fuldstændig fraværende i filmen her. Alle elementerne i filmen, lige fra den farveløse billedside, de apatiske karakterer og den gennemgående følelse af uretfærdighed, underbygger i stedet den mørke stemning, som kun bliver mere og mere trist, efterhånden som filmen skrider frem.

Man må i den ombæring også lette på hatten og sige, at instruktør Martin Zandvliet, Ulrich Thomsen og resten af holdet bag, virkelig har formået at gøre filmen til sin egen. Krimien eksisterer og bliver fortalt fuldstændig på egne præmisser, og man behøver slet ikke noget kendskab til de forrige film. Faktisk er det næsten en fordel, hvis man ikke har set de andre.

For selvom det er en ganske habil krimi, der lægger fundamentet for en ny serie om Afdeling Q, kan man stadig mærke spøgelset fra filmene med Nikolaj Lie Kaas og Co. I sine bestræbelser efter at skille sig ud, er det som om, at der ikke er helt den samme balance i historien og filmens stemning, som der nok ville have været. Jeg kan ikke understrege nok, at det hele er meget dystert, og der er stort set intet lys i denne meget brutale noir-fortælling. Som genrefilm fungerer den fint, men det er lidt ærgerligt, at det er det eneste, der er blevet fokuseret på i denne omgang.

Nu er fundamentet dog lagt, og hvis den økonomiske succes er lige så stor som hos forgængerne, håber jeg, at denne udgave af Carl Mørck, også får lov til at udvikle sig og blive en lidt mere interessant figur – og så er det hele måske ikke så trist i sidste ende.

Avatar
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her