Mary Poppins vender tilbage

Kategori Biografen skrevet af - december 20, 2018
Mary Poppins vender tilbage

Det bliver ikke mere romantisk og nostalgisk

I julens helt store musicaloplevelse Mary Poppins vender tilbage, vender vi også tilbage til 1930’ernes London. Børnene fra den første film, Michael og Jane Banks, er nu blevet voksne og befinder sig i deres livs største krise. Michael har nemlig lige mistet sin kone og står nu helt alene med sine tre børn. Endnu værre bliver det også, da banken pludselig forlanger at få inddrevet familiens gæld og har i sinde at overtage deres hus.

Det ser meget sort ud, men så er det godt, at Mary Poppins igen dukker op svævende med hendes paraply, for at redde de voksne og opdrage børnene på hendes helt egen magiske måde.

En rigtig musical
Rob Marshall har tidligere siddet i instruktørstolen og dirigeret succesfulde musicals som eksempelvis den oscarvindende Chicago, og det kan ses i visualiseringen af sangene. Der er ikke skyggen af selvhøjtidelighed og metarefleksion, men i stedet en meget overvældende og dog ligetil koreografi i dansenumrene. Når noget er trist, bliver der ikke sparet på det melankolske klaverspil, og når der er fest og glade dage, så kan det ikke bare høres i det storladende orkester og koret, der synger med i baggrunden, men også ses i det menneskehav af dansere og fantastiske kulisser, der bliver fremført på skærmen. Det er meget ligefrem og ærligt, og man får – som de fleste andre Disney produktioner – virkelig noget for pengene.

Historien er meget enkel, da det er et macguffin plot, men jeg ved ikke engang om det er noget rigtigt problem, da det primære mål er, at alle karaktererne skal på en musikalskdannelsesrejse, hvor det er vigtigere at få sunget og danset, end at bryde fortælletraditionerne.

Fornemt ensemble
Emily Blunt gør sit bedste for at efterligne Julie Andrews udgave af karakteren, og rammer også overordnet den ordentlige, men også drilske facon, der kendetegner den magiske barnepige. Det forbliver dog ved at være en efterligning, for hun gør aldrig karakteren til sin egen. Lin-Manuel Miranda som lygtetænder er den nye pendant til Dick Van Dykes skorstensfejer, og med tanke på Van Dykes berygtede cockneyaccent, må man næsten antage, at det er med vilje, at Miranda har så overdrevet og utroværdig en arbejderaccent, som tilfældet er her. Når først filmen går i gang er det ikke synderligt distraherende, men det er i hvert fald til at høre, når resten af ensemblet består af englændere. Ellers er resten af skuespillerne meget velvalgte. Børnene er dygtige nok, og selv Colin Firth, der normalt spiller mere heroiske roller, slipper afsted med rollen som stykkets gennemførte skurk.

Mary Poppins vender tilbage er så romantisk og nostalgisk, som det overhovedet kan lade sig gøre for en film at være. Historien er tidløs og old-school på en måde, der er fuldstændig i forlængelse af den første film, og sangene er enten up-beat hyggelige melodier eller behagelige valsende rytmer.

Hvis man er i tvivl om hvorvidt filmen rammer plet, skal man bare, som mig, vise traileren til sin mor, og se hvordan hendes ansigt pludselig stråler op med enorm glæde. Det er ikke bare i markedsføringen, men også i filmen, at det lykkes og skabe den oplevelse og stemning. Så vil du gerne have en varm og dejlig oplevelse her i juleferien, er Mary Poppins vender tilbage et helt oplagt valg.

Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her