Actionsekvenserne er flotte på det store lærred, men ikke meget mere end det.

Maze Runner: Infernoet er to’eren til den første Maze Runner, hvor unge mennesker løb rundt i en labyrint i et desperat for på at slippe ud. Det var ikke bare en hvilken som helst labyrint, det var en labyrint fuld af monstre og andre væsener, der forsøgte at slå vores helte ihjel, men på trods af strabadserne lykkedes det for gruppen af drenge (og en pige) at slippe ud.

I toeren følger vi nu slænget, anført af Thomas, da de bliver sluppet fri i det virkelige verden, fyldt med endnu flere monstre og nu også mennesker, der forsøger at slå dem ihjel, og selvfølgelig en masse løb. Meget mere er der ikke at sige om plottet, da filmen hovedsageligt går ud på at følge vores helte på flugt, fra en ond organisation, der vil suge blodet ud af dem. Den egentlige historie er derimod udskudt til efterfølgeren.

Den ene jagtscene efter den anden.
Som erstatning for en historie bliver tiden i stedet brugt på at udforske, hvor mange steder Thomas og de andre kan spurte febrilsk væk fra fare. De løber i et ventilationssystem, i en ørken, i et tordenvejr, i en ødelagt storby og en bygning, der eksploderer. Det er en række flotte og spændende scener at se på det store lærred, men fordi konflikten aldrig rigtig er klart tegnet op, så bliver det aldrig medrivende.

Hele filmens tematiske allegori med overgangen fra barn til voksen, hvor verdenen udenfor er farlig, men også en nødvendighed, hvis man skal finde sig selv og bliver netop voksen, bliver heller aldrig til mere end en god idé, fordi vi aldrig lærer karaktererne at kende. Vores hovedkarakter Thomas er lederen, den rebelske type, men aldrig mere end det. Han er på intet tidspunkt vaklende i sin tro eller har brug for at filosofere med sine venner, hvilket gør ham til en generisk helt. Det er virkelig en skam, at karaktererne ikke bliver udpenslet, for det ville have gjort helhedsoplevelsen meget bedre, og særligt twistet hen mod slut mere forargende – på den gode måde.

Maze Runner: Infernoet handler, ganske som titlen siger, om en gruppe mennesker, der løber gennem et helvede i håbet om et bedre liv på den anden siden, og det er sådan set det. Hele filmen fungerer som en klar allegori over overgangen fra barn til voksen, og jagtsekvenserne er flot opsat og spændende at se, særligt på det store lærred, men filmskaberne er så optaget af at skabe et franchise, at de aldrig fortælle en hel historie eller flerdimensionelle karakterer, og så er det svært virkelig at blive medrevet.