McFarland, USA

Kategori Biografen af - maj 14, 2015
McFarland, USA

Historien om en flok underdogs, der mod alle odds formår at vinde.

3starsDu har set det hele før. De sagesløse unge mennesker, der er opvokset i et slumkvarter, uden nogen fremtidsmuligheder, eller forhåbninger om et bedre liv. Historien er endda baseret på en sand historie, så det kan endda være, at du har hørt præcis denne historie tidligere.

Kevin Costner spiller træneren Jim White, der er blevet vanæret efter et par uheldige episoder i sin karriere, og derfor kun har kunne få et job i McFarland, USA’s fattigste by i 80’erne. I begyndelse er der ikke meget positivt at give sig i kast med. Alle de unge er grønsagsplukkere, fordi deres familier er så hårdt presset på økonomien, hvilket har indskrænket deres fremtidsmuligheder markant. Der er dog et lys for enden af tunnelen og der er, at de unge er virkelig gode til at løbe. Det giver White ideen til at skabe et langdistance løbehold, der måske kan forandre deres liv for evigt.

Kom med noget nyt.
Det er en historie som man kender, men det gør egentlig ikke så meget, så længe man også kan bidrage med noget nyt. En ny indsigt i drengenes kummerlige livsvilkår, en ny forståelse af ledelsesfilosofien, der skabte fundamentet for succes, eller måske en mindre slavisk og forudsigelig tilgang til historien, men ak og ve, svaret er desværre nej til alle tre.

Filmen er mærkeligt censureret, som ikke er særligt uforståeligt, når man finder ud af, at filmen er henvendt til hele familien, men ikke desto mindre forhindrer det filmen i at tegne et mere nuanceret billede af miljøet i byen. Nærmere bestemt betyder det, at hver gang, der sker noget farligt eller lidt for ubehageligt, så foregår der uden for skærmen. Vi ser ganske enkelt aldrig den vold og uhygge, der er fremherskende i byen, McFarland, og det er en forspildt chance for at sige noget dybere.

Til gengæld er det smart at gøre træneren Jim White til en bange og uvidende karakter, der ændrer sig sammen med drengene, men det betyder også, at vi aldrig rigtig kommer til at forstå, hvordan han hjælper dem til at blive bedre løbere, og efterfølgende bedre mennesker.

Men på trods af alle disse mangler, så er det stadig en veludført film. Der bliver spillet meget på de store følelser og strygerne bliver i hvert fald ikke holdt tilbage, og det skaber unægtelig den opløftende stemning, som der ikke kan herske nogen tvivl om, har været filmskabernes intention.

McFarland, USA er en gennemført konventionel sportsfilm. Vi kommer ikke noget spadestik dybere på, hvorfor folk med alle oddsene imod sig alligevel kan gå hen og tage guldet. I stedet bliver vi fodret med den meget tyndbenede forklaring om, at hvor der er vilje er der en vej, og det er selvsagt ikke særlig dybt. Det er dog et ordentligt stykke filmhåndværk med en klassisk og opløftende historie, hvilket altid er prisværdigt.

  • Release Date: 5/14/2015
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.