En stilet, men brutalt ærlig ungdomsfilm.

Det starter som den klassiske historie om livet i gymnasiet. Drengen Greg er en indadvendt knægt med lavt selvværd, der synes livet er svært, og derfor forsøger at falde i et med tapet, for at slippe så helskindet som muligt ud på den anden side. I sin fritid laver han fjollede videoer, med sin ven Earl, der hylder gamle filmklassikere.

Gregs monotone hverdag bliver dog gevaldigt ændret, da hans klassekammerat Rachel får diagnosticeret Leukæmi, hvorefter hans mor tvinger ham til at besøge hende, og det viser sig at være begyndelsen, ikke bare på et mærkværdigt venskab, men på, at Greg lærer sig selv at kende.

Helt sin egen.
Det lyder måske som en alternativ udgave af En flænge i himlen, men det er det heldigvis ikke. For på trods af den lange liste af klicheer jeg har nævnt, og endnu flere som filmen gør brug af, så formår filmen stadig at være sin helt egen.

Verdenen som Greg ser den bliver introduceret med en kunstnerisk legende lethed i begyndelsen, hvor alle potentielle fortælletekniske kneb bliver brugt, der med det samme fanger ens interesse, hvorefter filmen hurtigt udvikler sig til noget større og mere, fordi den lader karaktererne fortælle historie, i stedet for, at historien bestemmer, hvordan karaktererne skal udvikle sig.

Lidt af en genistreg.
Det er lidt af en genistreg at lade birollerne kommentere Greg, når nu det er ham, der fortæller historien. På den måde virker verdenen og karakterne ikke alene mere virkelige, men vi finder også ud af meget mere om Greg, end hvis de bare havde været klassiske arketype, der skulle udfylde bestemte funktioner i historien.

Dertil kommer, at filmen ikke er bange for udfordre, ikke bare sine skuespillere, men også publikum. Der er flere scener, hvor der næsten ikke eller slet ikke bliver klippet, og det udstiller virkelig, hvor talentfulde skuespillerne er. Men det er samtidig et udtryk for, at man har stor nok tillid til, at ”ADHD-generation” ikke kommer til at kede sig, fordi der ikke sker noget eksplosivt hele tiden. Det er ikke bare en dejlig afveksling fra den typiske ungdomsfilm, men hvad mere imponerende er, at filmskaberne faktisk slipper afsted med det.

Me and Earl and the Dying Girl er en ungdomsfilm for alle dem, der er indadvendte eller ikke magter det sociale spil i gymnasiet. Den sjove og kreative, men også utrolige rørende fortælling, der får rodet godt og grundigt rundt i den filmiske værktøjskasse og på en tekniskniveau begavet får leget med klicheerne. Det er en film, der læner sig op af mesterværksstemplet for mig, og selvom det måske ikke er tilfældet for så mange andre, må det være umuligt ikke at blive bevæget, når de begynder at spille Brian Enos ”The Big Ship”.