En dejlig lille perle med en fantastisk lydside.

Meeres Stille (Silent Sea), er historien om al det vi går og fortrænger i vores liv, og som vi bruger så meget tid og energi på at undgå og konfrontere. Det hele starter ellers så godt med en på overfladen lykkelig kernefamilie, der tager afsted på en ferie i et sommerhus. Der går dog ikke længe inden det viser sig, at de alle går og døjer med deres indre dæmoner, der kæmper for at komme op til overfladen. Mere vil jeg ikke afsløre af hensyn til plottet.

Filmen kræver meget af seeren. Ikke nok med at den bliver fortalt som et mysterium, tilskuerne bliver inviteret til at gætte med på, så er historien også fragmenteret fortalt, spækket til randen med lange eftertænksomme indstillinger, og en lydside, der lever sit eget liv.

Det er mærkeligt at skrive det, men lydsiden er så dynamisk og ren, at men helt får lyst til at lukke øjnene, når man se filmen. Lyden tilfører historien en ekstra dimensionen og er en karakter på lige fod med skuespillerne, hvilket ellers et særsyn i disse specialeffektdrevne tider. Hver eneste gang musikken er i centrum så stråler filmen noget så overlegent. Særligt en scene i den sidste tredjedel af filmen illustrerer det meget elegant.

Langtrukken 2. akt.
Alt det Meeres Stille gør godt er imidlertid også dens største faldgruppe. For selvom der hviler en dragende og idiosynkratisk tristesse over mysteriet, så bliver det også trukket noget så meget i langdrag. Særligt midten af filmen lider af gevaldige gentagelser og ensformige scener. Heldigvis for os alle viser Charlotte Munck (bedre kendt som Anna Pihl), at hun godt kan bære en helaftensfilm på hendes skuldre, så man keder sig i hvert fald aldrig.

Meeres Stille er en fornem lille film. Charlotte Munck får endelig lov til at vise sin brede som skuespiller, lydsiden er helt fænomenal og flot, men selvom disse to aspekter af filmen er helt ud over det sædvanlige, så ændrer det ikke ved, at filmen trækkes igennem flere langtrukne og prætentiøse passager. Hvis blot man havde klippet 20 minutter ud i midten af filmen, så havde den haft det helt rigtige tempo og balance, der ville kunne have gjort den helt ekstraordinær. I stedet må filmen nøjes med at være en tour-de-force i den auditive fortællingen og en showcase for Charlotte Munck.