Men in Black: International

Kategori Biografen af - juni 13, 2019
Men in Black: International

En farverig, men ikke fængslende oplevelse

I Men in Black: International følger vi nok en gang det jakkesætsklædte agentur, der i al hemmelighed beskytter jorden fra de mest destruktive rumvæsener. Denne gang er Will Smith og Tommy Lee Jones blev udskiftet med Chris Hemsworth og Tessa Thompson, der senest dannede par i den forrige Thor-film. Thompson spiller en ny rekrut hos MIB, der ender som makker med den overmodige Agent H (Hemsworth). De når dog ikke rigtigt at lære hinanden at kende, før en ny gruppe mystiske aliens dukker op, med alt andet end fred i tankerne. Sammen må de derfor lære hinanden at kende, samtidig med, at de også – selvfølgelig – må redde jorden.

Mere af det samme
Filmen fortsætter meget i tråd med de forrige, den lettere ironiske og ikke alt for selvhøjtidelige tone. Der er plads til masser af komik, selvom truslerne er kosmiske, og når vi ikke bliver introduceret til ny teknologi, møder vi et nyt farverigt rumvæsen. Med andre ord, sker der en masse. Hemsworth og Thompson er også et udmærket makkerpar. De kommer ganske vidst aldrig rigtig hinanden ved, romantisk eller dybtfølt, men er heller ikke nogen man har noget imod at tilbringe tid sammen med. Det hjælper også på det til tider, lidt for fjollede univers, at Liam Neeson og Emma Thompson tilfører filmen en smule mere tyngde, gennem deres tilstedeværelse.

Det største problem med filmen er dog ikke noget så subjektivt, som hvorvidt den er fjollet eller ej, men mere, at historien aldrig rigtig kommer op i gear. Der sker ganske vidst en masse, men karakterernes relationer forbliver statiske gennem det meste af filmen. Det er først da filmen næsten er slut, at vi bliver introduceret til noget, der tilnærmelsesvist minder om et interpersonelt drama. På den måde forbliver det en meget letfordøjelig oplevelse, der aldrig rigtig presser nogen grænser, men heller ikke fremstår stødende eller utilnærmelig.

Men in Black: International er en ganske tilforladelig action komedie. Den er forholdsvis underholdende, med et mere levende makkerpar, end den alt for kæphøje Will Smith og den livstrætte Tommy Lee Jones i de forrige film, men når det kommer til historien og eksekveringen, bliver vores nye agenter aldrig for alvor iscenesat. Selvom det er en farverig film, er progressionen i fortællingen overraskende langsom, og gør det en kende kedsommeligt at sidde igennem filmen. Vi bliver på intet tidspunkt fodret med mere end letkøbte klichéer, der skal binde historien sammen. Selv de flotteste effekter og en storsmilende Chris Hemsworth, kan nemlig ikke kompensere for, at filmoplevelse, i sidste ende fremstår forældet og overfladisk.

  • Release Date: 6/12/2019
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.