Men

Kategori Biografen af - juni 02, 2022
Men

En symbolsk refleksion over forholdet mellem mænd og kvinder

Men er en film, der virkelig stiller høje krav til sit publikum. Det er en abstrakt film, hvor handlingen til tider kan være meget ugennemtrængelige, og den er badet i symbolik, lige fra det mere letforståelige som for eksempel ”æblet fra paradisets have” eller, at stort set alle mænd bliver spillet af den samme skuespil, men også langt mere surrealistiske billeder, som selv hvis man ikke tager højde for mulige spoilers, kan være svære at beskrive på tekst.

Man får virkelig meget stof til efter tanke med den her stiløvelse. Der er virkelig meget, som man kan tolke ud af filmen, når Alex Garland og resten af holdet bag, på deres helt egen måde portrætterer, det ikke altid ligelige forhold mellem mænd og kvinder. Og langt hen ad vejen fungerer det da også. Jessie Buckley spiller enormt godt i hovedrollen, og slipper godt fra at være en blanding mellem en scream queen og et oprigtigt, traumatiseret menneske, hvis traume man tror på. Rory Kinnear er også vildt uhyggelig, og slipper ligeledes godt fra at spille en lang række lettere psykopatiske mænd.

Vil være det hele på en gang
Desværre overholder filmen ikke helt sine egne regler hele vejen igennem. Til sidst er det som om, at kontrakten mellem filmskaberne og publikum bliver brudt. En ting er, at man laver en film, der er så symbolsk og surrealistisk, at vi nærmest befinder os i et David Lynch lignende grænseland, fordi det kan være vildt spændende og engagerende, også selvom det nok ikke er henvendt til alle og enhver. Men det mest graverende bliver derfor også, når filmen til sidst fuldstændig undergraver symbolikken, og leverer en slutning, hvor meget af tilskuerens fortolkningsevne bliver hæmmet af en konklusion, der er så ligetil, at det er svært ikke at blive en lille smule skuffet.

Men er langt hen ad vejen en meget engagerende, uhyggelig, makabre og surrealistisk refleksion over forholdet mellem mænd og kvinder. De to primære skuespillere Jessie Buckley og Rory Kinnear gør det virkelig godt, og symbolikken er til at tage og føle på. Desværre lykkedes det ikke helt for Alex Garland at holde kadencen, så det ender med at blive en lidt mere broget filmoplevelse, end det nok var intentionen.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.