En påmindelse om, at Jean Rochefort stadig kan.

I den franske film, Min fars store rejse, følger vi den aldrene Claude Lherminier (Jean Rochefort). Han har rundet 80’erne, og har i den seneste tid været lidt af en plageånd for sin ældste datter. Han taler hele tiden om, hvordan han snart tager til Florida for at besøge lillesøster, og så er han en værre liderligbuks. Claude er dog en stolt man, så selvom han ikke er særlig meget til stede, så nægter han at gå på plejehjem, og derfor gør han livet surt for alle omkring sig.

Rochefort er det bedste i filmen.
Dermed er der lagt i kakkelovnen til den helt store følelsesmæssige oplevelse for publikum, og en show-case for Rochefort. Den store oplevelse udebliver dog, da Rocheforts karakter er noget så ulidelig. Han er et kæmpe røvhul over for alle, og selvom vi langsomt får løftet sløret for årsagen til hans modbydelighed, så skal vi tæskes igennem et hav af scener, der til forveksling ligner hinanden. Der er også mærkelige kunstneriske valg, der er blevet truffet i forbindelse med måden historien fortælles på.

For i et forsøg på at skabe en film, der er rig på drama, men også rummer en hvis form for afspændende menneskelighed, så skifter scener ofte tone, helt fra slapstick komedie til gravmælt drama.

Min fars store rejse, vil så gerne være både en påmindelse om, at Jean Rochefort stadig kan spille overbevisende, og samtidig være en begavet film, men den er kun den ene. For historien hænger aldrig rigtig nogensinde sammen. Der forekommer flere toneskift i samme scene, og antallet af scener, hvor Rocheforts datter stier livsløst ud i horisonten er alt for mange. Heller ikke rammen om fortællingen, der foregår skiftevis et fly, hvor historien fortælles gennem en række flashbacks, virker synderlig interessant, når filmens store afsløring viser sig.

En ting lykkes filmen dog med og det er at vise, at Jean Rochefort stadig kan stjæle showet, på trods af sine efterhånden 84 år. Han får også lov til at vise hele sin brede som den senile patriark, og til trods for den noget kluntede historie, og karakterens fuldstændig ulidelige opførsel, så endte jeg alligevel med at føle sympati for det menneske, der blev karakteriseret. Og at det lykkes er helt klart Rocheforts fortjeneste.