En syngende krokodille

Min ven, krokodillen, er baseret på den gamle børnebog, Lyle, Lyle, Crocodile, der handler om en syngende krokodille. Lyle, som han bliver kaldt, bliver i filmen opdaget af den fallerende tryllekunstner Hector P. Valenti, der ser det noget atypiske krybdyr som sin store redning, mens krokodillen for første gang i sit liv får et sted, som han kan kalde for sit hjem. Tingene går dog ikke helt som ventet, hvorfor Hector må sælge sit hus og efterlade Lyle alene på loftet. Men da familien Primm senere flytter ind, får den syngende krokodille en ny mulighed for at finde et sted, hvor han hører til.

Hyggen fremfor alt
Det er selvfølgelig et noget ”fjollet” koncept, at man følger en krokodille, der ikke kan tale, men synger, som var han spillet af en prisvindende musiker, men fordi hyggen er i centrum, og der aldrig er skyggen af selvhøjtidelighed, fungerer det alligevel. Man har svært ved ikke at finde det bedårende, når den meget følsomme Lyle, langsomt hjælper den nytilflyttede familie med deres problem, og generelt er en positiv force på sine omgivelser.

At filmen kun bliver vist med dansk tale i biograferne, vidner også om, at det er en film for de mindste. For selvom det er en film for hele familien, er det værd at pointere, at de mindste familiemedlemmer uden tvivl er målgruppen.

Min ven, krokodillen er en sød, lille familiefilm, der ikke har ambitioner om at forandre filmmediet eller skabe en varig påvirkning i verden, men bare skabe en god stemning og give en god oplevelse til familien – og det lykkes den med. Personligt synes jeg næsten det er ærgerligt, at man ikke får lov til at høre en så farverig skikkelse som Javier Bardems sangstemme, men det er ikke en film til mig, det er en film for de mindste, og de skal nok blive godt underholdt.