Minari

Kategori Biografen skrevet af - maj 06, 2021
Minari

Fint og lavmælt immigrationsdrama

Med Minari har instruktør og manuskriptforfatter Lee Isaac Chung skabt en fin og personlig fortælling, om den drøje kamp et forældrepar kæmper for at skabe et godt og succesfuldt liv for dem selv og for deres børn i den vestlige verden. Chung har selv forklaret, at filmen er inspirereret af hans egne barndomsminder, og den personlige nerve kan tydeligt mærkes.

Minari omhandler en sydkoreansk familie med to små børn i 1980’ernes USA. Familien har forladt Korea for at søge lykken i USA, og efter et par år i Californien har de købt et stykke jord i Arkansas, hvor faren, Jacob (Steven Yeun), vil dyrke grøntsager. Moren, Monica (Yeri Han), er ikke begejstret for det nye sted, hvor de blandt andet skal bo i et ’mobile home’, et hjem på hjul, så for at få hende til at acceptere den nye livsstil indvilger Jacob i, at hendes mor, Soonja (Yuh-Jung Youn) skal komme fra Korea og bo hos dem, og hjælpe til med at passe børnene. Børnene er dog indledningsvis ikke begejstret for deres mormors selskab, da hun ikke opfører sig som en konventionel bedstemor, der for eksempel bager småkager, men i stedet er hun excentrisk, storbandende og kortspillende.

© Scanbox

Subtil humor og drama
Der er masser af varme i filmen og mellem karaktererne. Som tilskuer mærker man fint det nære og kærlige bånd, der er mellem familiemedlemmerne, på trods af de trængsler de møder. Minari balancerer flot mellem humoristiske elementer og til tider småtragisk drama, for ingen af delene bliver overgjort, da situationerne og handlingsforløbene bliver portrætteret hverdagsagtigt, som det bliver oplevet af familiemedlemmerne.

Man ser sprækkerne i Jacob og Monicas forhold, som bliver underprioriteret på grund af Jacobs iver efter succes. Uden brug af store armbevægelser, mærker man i enkelte scener tydeligt forældrenes ømhed over for hinanden, men samtidig også hvordan omstændighederne har gjort, at de har svært ved at udtrykke det.

Båndet mellem børnene, Anne (Noel Cho) og David (Alan S. Kim), og deres mormor bliver også flot fortalt, og udviklingen af hvordan Anne og David begynder at holde mere og mere af Soonja er sød, sjov og rørende.

© Scanbox

Undgår klichéerne
Minari holder et stringent fokus på sine karakterer, og man følger i et stille tempo deres hverdag i en omvæltende tid. En af filmens store forcer, som jeg også berørte tidligere er, at den ikke forfalder til at overgøre begivenhederne for at presse en masse plotmæssigt drama ud af historien. Minari dyrker ikke ’det hårde immigrant-liv’ og udstiller heller ikke karaktererne som ofre, og på den måde formår den ikke at bruge nogen klichéer og adskiller sig derfor fra andre dramaer om immigranters søgen efter lykken i et nyt land. Filmen dømmer heller aldrig sine karakterer, men portrætterer dem som komplekse og uperfekte.

Når en film bliver båret så meget af sine karakterer, som Minari gør, er det heldigt at hele rollebesætningen brænder så stærkt igennem. Steven Yeun, som blev Oscarnomineret for sin rolle, udtrykker flot de frustrationer, Jacob føler over at have svært ved at få den succes han ønsker, og Yeri Han giver Yeun stærkt modspil som underprioriteret ægtefælle. Samtidig imponerer Alan S. Kim som det yngste barn, der prøver at balancere mellem at være både amerikaner og koreaner. Og sidst, men ikke mindst, brillerer Yuh-Jung Youn som godhjertet, atypisk og åbenmundet mormor i en rolle, som hun også vandt en Oscar for. Det skal også nævnes at Will Patton dukker op i en birolle, og gør det ganske godt. Det er rart at se ham igen, da jeg ikke kan erindre at have set ham i noget siden 90’erne.

Minari leverer et stille og varmt drama om immigration, og den personlige fortælling giver et flot billede af en families nære bånd.

Johan Dilling Holst

Efterlad en kommentar her