Mødrenes Hus

Kategori Teater af - november 19, 2023
Mødrenes Hus

Baseret på Liv Nimand Duvås anmelderroste roman

Jeg er ikke lyserød
Rikke Westi leverer en vanvittig kompetent præstation, der rummer alt, hvad man nogensinde vil kunne ønske sig i en skuespiller. Der er plads til den utålmodige galgenhumor, den iskolde angst, en fysisk smerte, der ubarmhjertigt konstant kommer bølgende og en gengivelse af en krop i traume, der, med nålespids præcision, viser udmattelsen blandet sammen med en morfinforgiftning.

Rosa er endelig gået i fødsel, men det, der var planlagt som en naturlig og meditativ fødsel på en fødeklinik med ro og plads til et mirakel, forvandler sig til fem døgn, hvor der rejses i pendulfart mellem fødeklinik, hospital og en mystisk skov. Morfintågerne har overtaget styringen.

Rosa møder i sin hallucination sin døde bedstemor, der guider hende gennem smerten, forgiftningen og modløsheden.

Det er uhyggeligt teater, og det er både forestillingen Mødrenes Hus’ styrke, men desværre også forestillingens helt store og rungende svaghed. Hvem er denne fortælling lavet til?

Jeg vil på det kraftigste fraråde førstegangsfødende at udsætte sig for dette. Det vil være som at vise levende billeder af soldater, der stormer stranden ved normandiet, til soldater, der skal i krig om få minutter. Hvad skal det gøre godt for?

Gilbert han sover
Der er ikke nogen tvivl om, at Liv Nimand Duvå har haft en traumatisk og på alle måder problematisk fødsel, og at det har været nødvendigt at skrive sig igennem mørket og ud på den anden side igen. Men nødvendigheden af en omskrivning og en teateropsætning. Hvorfor?

Teaterdirektør Anna Malzer skriver både i programmet og fortæller os i foyeren inden forestillingen, at med fiktionens og teatrets tendens til, at en fødsel højest varer tre minutter, og altid bliver reduceret til et plotpunkt, hvis eneste formål er at fodre udviklingen i en mandlig hovedkarakters historie, er det nu blevet tid til at holde fokus på selve fødslen.

Men klichéerne om kvinden, som vi nu skal væk fra, er de ikke bange for selv at bruge, når det kommer til manden på en fødestue. Gilbert, som er Rosas kæreste, bliver reduceret til en uduelig kludedukke, der enten sover, er ved at parkere bilen, eller i hvert fald er optaget af alt andet end Rosa, og hvad hun gennemgår.

Jeg er helt med på, at manden ikke kan udrette noget som helst, når det kommer til en fødsel, men klichéen om, at manden er mentalt fraværende, eller på anden måde ikke involveret, er i al sin enkelthed noget vrøvl. De fleste mænd står på hænder, og vil gøre alt, lige meget hvor meget skæld ud han får undervejs, for at hjælpe med bare det mindste.

I programmet kan man også læse, at forestillingen sætter fokus på en fødegang presset af besparelser, hvor det er nemmere og billigere at medicinere kvinderne end at vise omsorg.

Hvis man læser bogen, er der måske detaljer og vidnesbyrd til at bakke op om den påstand.

Men jeg sidder ikke i Mungo Park for at læse en bog, men bliver på scenen præsenteret for stemmer i en højtaler, der ikke lyder pressede eller stressede. De lyder som apatiske robotter, der vil have de lidende til at rydde op efter deres eget bræk, mens de går ud og drikker kaffe.

Så det, der skulle være centrum for oplægget til debatten, bliver reduceret til dramaturgisk modstand.

Det er forståeligt, når man er i en tilstand af traume, at man føler, at ingen hjælper, men der tegnes her et billede af et næsten inkompetent sundhedspersonale, der ikke gider deres egen kerneopgave. Den påstand er Mungo Park i sin gode ret til, men portrættet er også unuanceret.

Vi skal gerne nå frem, inden det bliver mørkt
Scenografi og kostumedesign er gennemtænkt og sammen med lyd- og lysdesign, er der skabt en præcis visualisering af, hvordan smerte kan se ud. Der bliver med få midler skiftet ud i lokationer, uden det bliver nødvendigt at flytte rundt på store kulisser. Naturens invadering visualiserer flot, hvordan Rosa ikke længere kan kende forskel på drøm og virkelighed.

Der er godt skuespil og flot teknisk håndværk i Mødrenes Hus, men hvem forestillingen er rettet mod, har jeg svært ved at gennemskue.


Mødrenes Hus spiller fra 15. november til 11. januar 2023. På Mungo Park
Varigheden er ca. 1 time og 20 minutter.


Medvirkende: Rikke Westi. Bearbejdelse og instruktion: Nina Rudawski Forestillingsdramaturg: Felicia Ohly. Scenografi og kostumedesign: Sofia Stål. Lyddesign: Emil Bøll. Lysdesign: Casper Døi. Instruktørassistent: Michelle Bak. Konsulent: Jordemoder Marie Vedsted Christiansen.

Skrevet af
Bo Dalum (f. 1977) far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.