Mon Roi

Kategori Biografen af - maj 12, 2016
Mon Roi

Der er en fantastisk kemi mellem Bercot og Cassel.

5stars

I det franske kærlighedsdrama Mon Roi, følger vi det ti år lange forhold mellem Tony (Emmanuelle Bercot) og Georgio (Vincent Cassel). Historien fortælles gennem en række flashbacks, imens Tony befinder sig på et genoptræningscenter. Ligesom så mange andre romantiske film får vi lov til at se deres forhold blomstre, fra deres første møde, og visne, efterhånden som der opstår gnidninger i forholdet.

Det er dog først og fremmest en film, der handler om to menneskers relation til hinanden, og ikke så meget andet. Heldigvis er det også den del af filmen, der fungerer allerbedst.

Samspillet mellem de to er helt exceptionelt.
Vi kommer helt ind på livet af Tony, da det uden tvivl er hendes historie. Vi følger hende både før og efter deres forhold starter, og det giver ikke bare Emmanuelle Bercot rig mulighed for at vise sin bredte som skuespiller, men det gør også karakteren virkelig interessant. For hvad er egentlig årsagen til, at hun føler sig så draget til Georgio, til trods for, at han har sine dæmoner at kæmpe med?

Dette ender også meget godt med at illustrere, hvor lidt vi reelt kommer ind på livet af Georgio. For i modsætning til Tony, er han en noget endimensionel skikkelse, der hele tiden lever i nuet, og som tydeligvis lider af humørsvingninger. Vincent Cassel giver ham dog en dimension, der aldrig eksisterer på papiret, eller filmen for den sags skyld, hvilket gør ham ikke bare dragende, men også (næsten) forståelig som det rodehovedet han bliver fremstillet som.

Historien hæmmer filmen.
Deres samspil bærer filmen et godt stykke hen af vejen, og gør den på alle måder seværdig, men jeg føler mig også nødsaget til fremhæve, at filmen som helhed dog ikke er fejlfri. Særligt plottet og historien om deres forhold er noget langtrukken, særligt med henblik på, hvor lidt vi kommer ind på livet af Georgio. Derfor virker det underligt, at mange af scenerne, giver en følelsen af deja-vu, når der er så mange lag af karaktererne, der aldrig bliver undersøgt.

Mon Roi fungerer dog i sidste ende, ikke fordi det er en fantastisk kærlighedshistorie, men fordi kemien mellem de to hovedroller er eminent. Der er en autenticitet i alle deres interaktioner, der hæver alle deres scener over filmens lidt for tænkte handlingsforløb.

Normalt når jeg beskriver en film på denne måde, ville jeg give den fire stjerner, men der skete noget med mig hen mod slutningen. Det var som om, at det hele pludselig faldt på plads. Tony og Georgios følelsesliv er så kompliceret beskrevet, at jeg endte med at blive inderligt rørt af de nuancer, i deres måder at kommunikere på. For der er et eller andet dybere mellemmenneskelig, der bliver beskrevet i denne film, som ligger hinsides mine litterære evner. Derfor er filmen noget helt særligt, og er du selv et empatisk menneske, bør tvinge dig selv til at se den.

  • Release Date: 5/12/2016
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.