Moonfall

Kategori Biografen skrevet af - februar 17, 2022
Moonfall

Endnu en crazy katastrofefilm

Det ville være synd at sige, at Roland Emmerich ikke har nogen erfaring med katastrofefilm, for hvis der er nogen, som virkelig må siges at have udfoldet sig inden for genren af katastrofefilm med masser af masseødelæggelse og bombastisk action, så må det siges at være tyskeren, der med film som Independence Day, 2012, White House Down og senest Midway, må siges at have prøvet kræfter med at springe stort set alt i luften, der kan sprænges i luften.

Hvad er så det nye ved hans seneste opus, Moonfall, der bliver tilført hans filmografi? Ja, svaret er egentlig ganske enkelt. Vi når nye højder, hvad angår overdrev og virkelighedsfjerne hændelser, men nytænkende bliver det aldrig.

I forlængelses af genrekonventionerne
Som du nok kan udlede af titlen, så handler filmen om, at Månen falder ud af sin bane, og langsomt er ved at styrte ind i Jorden. Og i vanlige Emmerich-stil er det kun den afdankede pilot, her spillet af Patrick Wilson, og en konspirationsteoretiker, spillet er John Bradley, der virkelig forstår situationens alvor. Fordi mere end noget andet, kan filmen beskrives som ”the greatest hits” fra instruktørens karriere.

Alle hans kendetegn er til stede. Du har som sagt konspirationsteoretikeren, der viser sig at have ret, ufatteligt mange sidespring til den lille menneskelige historie, som ikke har nogen direkte indvirkning på plottet, men som Emmerich alligevel ikke kan lade være med at bruge uforholdsmæssig megen tid på – og som selvfølgelig også er optaget på et lillebitte green screen set – du har masseødelæggelse på en global skala med alle former for naturkatastrofer, du kan forestille dig, og så er det selvfølgelig krydret med en omgang science-fiction, der kun gør fortællingen endnu mere absurd og unødigt kompliceret.

Mangler en filmstjerne
Alt det her er meget fint, hvis du er fan af hans forrige film, for disse elementer, som mange nok synes er for meget, er grunden til, at han stadig får lov til at lave film. Det er netop, fordi han har sin helt egen stemme, på både godt, men oftest ondt. Masseødelæggelse og konspirationsteorier kan dog ikke stå alene, for når Emmerichs film har været bedst, har de haft et anker i form af en superstjerne, der gennem sin udstråling og karisma, har kunnet bære filmen. Og det er her, at filmen mangler det sidste.

For ganske vist er Patrick Wilson altid en habil skuespiller, der giver sig fuldt ud, uanset hvilken film han medvirker i, og Halle Berry i den kvindelige hovedrolle er en oscarvindende skuespiller, så hun har i hvert fald på papiret evnerne, men i filmen går det ikke rigtig op i en højere enhed. De mangler begge den svært definerbare karisma, der får publikum til at hænge sig ved hvert et ord, og så hjælper det heller ikke, at manuskriptet virker som om, at det er skrevet at nogen, hvis modersmål ikke er engelsk. Dialogen er med andre ord temmelig kluntet.

Moonfall er endnu en katastrofefilm fra Roland Emmerich, og den har mange af de elementer, der gør ham både hadet og elsket af biografgænger. I hans filmografi kommer den her nok ikke til at blive husket på samme måde som eksempelvis Independence Day, da historien er lidt for absurd og skuespillet ikke besidder den mindeværdige kvalitet, som det kræves i en rigtig blockbuster. Hvis du bare gerne vil se globale ødelæggelser i takt med, at månen nærmer sig jorden og påvirker klimaet, er der masser af opfindsomme katastrofer at se her, men som helhed, må filmen desværre siges at være temmelig middelmådig.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.