Et brag af et liv, der dog bliver holdt tilbage af konceptet

Moonlight er fortællingen om den afroamerikanske Chiron, der vokser op i USA i 80’erne. Historien er fortalt gennem tre afgørende epoker i hans liv, så vi springer fra hans barndom, ungdom og til sidst livet som voksen. Chiron er opvokset i et af Miamis mange belastede område, og hans tilværelse, særligt i barndommen, er præget af en mor, der er crackafhængig, drenge der mobber ham, fordi han er skabsbøsse og en generel ensomhed. Hans eneste rollemodel er paradoksalt nok en pusher. Det er hårde sager, men igennem disse tre kapitler ser vi gradvist, hvordan Chiron finder sig selv og en mening med livet.

Interessant koncept
Det er en film, hvor skuespillet mere end noget andet bærer filmen. Årsagen til dette skyldes ikke bare det lave budget, men også et stilistisk valg om at gøre brug af meget lange indstillinger, hvor der ikke bliver klippet i optagelserne. At historien bliver fortalt i gennem tre tidsspring gør også, at tre forskellige skuespillere på skift har rollen som Chiron, og her viser Barry Jenkins, at han er en fantastisk instruktør. For ellers ville der være meget som ikke kunne hænge sammen.

Filmen har en meget naturalistisk og simpel æstetik, historien bygger på vores fordomme om de sorte fra slumkvarteret, og de tre hovedroller ligner slet ikke hinanden, men til trods for, at alt dette taler imod en forsøgt sammenhæng, så fungerer det hele alligevel. Igennem skuespillernes mimik og adfærd, tror man fra første øjeblik på, at de er den samme person i forskellige stadier af livet, og det gør det til en dragende rejse, hvor man hele tiden er på udkig efter de små nuancer, der peger i retning af, hvad der ligger til grund for hans forandring mellem tidsspringene.

En film for skuespillere
Helt generelt er skuespillet alene også grund nok til at se filmen. Alle, lige fra børnene til Naomie Harris som Chirons narkovrag af en mor, leverer oscarværdige præstationer. Utroligt nok er det svageste led imidlertid Mahershala Ali, hvis karakter måske har en stor narrativ værdi, men som ikke gør særlig meget i de fem minutter, han er på skærmen. Hans Oscarnominering kunne i hvert fald sagtens være givet videre til en af de tre drenge, der spiller Chiron, for de har virkelig noget på spil i hver eneste scene, hvad end det er i fornægtelsen af hans seksualitet, forholdet til moren eller søgen efter et formål med livet.

Moonlight er bare en gennemført god film på alle tekniske måder. Dramaet om at finde sig selv er noget, vi alle kan relatere til, og fortællingens perspektiv fra både en minoritet i etnisk og seksuel forstand, er en sjælden, men ikke desto mindre utrolig vigtig synsvinkel at få fremstillet på film. Instruktør Barry Jenkins løfter dog plottet udover blot den symbolske værdi ved at udforske måder, hvorpå historien kan fortælles filmisk. Det resulterer i et meget afdæmpet og underspillet tempo, og et liv opdelt i tre afgrænsede akter, men som siger ufatteligt meget om, hvem Chiron inderst inde er.

Til trods for alt denne åbenlyse genialitet må jeg alligevel erkende, at filmen aldrig rigtig ramte mig følelsesmæssigt. Jeg forstod konflikten og kunne også selv relatere mig til Chiron, men stilen endte alligevel med at være for distancerende til, at jeg selv kunne leve mig ind i filmen. Når alt dette alligevel er sagt, så skal jeg her til sidst understrege, at filmens otte Oscarnomineringer er fuldstændigt velfortjente, og jeg håber vi får lov til at se mere fra Barry Jenkins og alle de involverede i fremtiden.