En flot film med et rædsomt plot
I Mortal Engines, følger vi den unge Hester Shaw, der kun har en tanke i hovedet, og det er at få hævn for mordet på sin mor. Det er dog ikke bare enhver anden hævnfilm, for handlingen udspiller sig i en postapokalyptisk fremtid, lang tid efter den verden du kender, er blevet udslettet. Intet kan længere gro på jorden, og derfor kører storbyer nu rundt på hjul, og fortærer små byer for at bruge deres ressourcer. Tingene går dog ikke helt som Shaw havde planlagt det, og inden hun ved af det, er hun involveret i meget mere end sig selv, og vi får lov til at være med på rejsen rundt i denne fagre nye verden.
Hidsigt plot
Der sker rigtig meget i løbet af filmens godt to timer. Vi bliver introduceret til dette utrolige postapokalyptiske univers, lærer overraskende mange karakterer at kende, som alle har deres personlige udvikling, og selvfølgelig er der en masse overdådige actionsekvenser med masser af eksplosioner og computergenerede effekter. Med alt dette i én relativt kortfattet indpakning, kommer det nok ikke som nogen stor overraskelse, at der bliver gjort brug af en del klichéer. Klichéer er ikke i sig selv nødvendigvis en dårlig ting. Der er en grund til, at de stadig bliver brugt, og det er, at man meget hurtigt kan fortælle publikum præcis hvilken kasse de skal smide karaktererne i, eller til hurtigt at orientere sig, i forhold til hvor vi befinder os i historien.
I tilfældet her bliver de dog brugt for meget og forkert. Sjældent har jeg set en film, der er så fantasiløs, selvom den foregår i en fantastisk og anderledes verden. Der er ikke noget originalt over det forelæg, der bliver projekteret på skærmen, og det til en sådan grad, at jeg flere gange blev overrasket over, hvor mange usammenhængende, men nemme løsninger, der bliver truffet i plottet, for at skubbe historien fremad.
Klichéerne kan heller ikke redde den alt for store ensemble. Kernen i fortællingen er en meget enkel hævnhistorie, men alligevel skal der holdes styr på et hav af personer, der ikke spiller nogen afgørende rolle, men alligevel tager del i klimakset. Det er nok en sideeffekt af, at filmen er baseret på en bogserie, men derfor kunne man alligevel godt have sorteret lidt ud i persongalleriet.
For ikke nok med, at man i klimakset bruger alt for meget tid på at huske hvem de forskellige personer er, så lærer vi heller ikke rigtig nogen af dem at kende. Med undtagelse af hovedkarakteren Hester Shaw, er der ikke meget kød på resten af karaktererne, og når et slående antal af skuespillerne endda er dubbet, efterlader de ikke ligefrem en med et storslået indtryk.
Godt produktionsdesign
I det mindste er det en meget flot film. Man kan se, at det er en Peter Jackson-produktion, for der er tydeligvis ikke sparet på noget som helst. De mange maskiner i filmen er også tilpas futuristiske til, at de ikke bare ligner noget vi har i dag, men faktisk er noget man kan forstille sig, kunne eksistere i en udgave af fremtiden. Det er bare ærgerligt, at historien ikke putter det så meget i centrum, når det er så velproduceret.
Mortal Engines, er en temmelig forglemmelig oplevelse. Med undtagelse af de flotte kulisser, og en mærkværdig, men også interessant postapokalyptisk verden, er der ikke meget at komme efter. Historien er tynd og fantasiløs, og karaktererne er så underudviklede, at man aldrig på noget tidspunkt bliver engageret i filmen. Den er flot, men det er ikke nok, til at gøre det, til en god film.
- Release Date: 12/6/2018