Mugge & vejfesten

Kategori Biografen skrevet af - september 26, 2019
Mugge & vejfesten

Noget af en skuffelse

I Mugge & vejfesten, får vi for første gang en spillefilm fra satirikerne Wulffmorgenthaler. Det må siges at have været længe under opsejling, for selvom makkerparret har arbejdet sammen i årtier, og endda lavet projekter hver for sig, har det aldrig udmundet sig i en film – før nu.

Historien, der har bundet dem sammen, er fortællingen om Mugge, som er en glad og uskyldig dreng, der ovenikøbet bor i et idyllisk villakvarter. Tingene går dog ned ad bakke, da hans mor pludselig vil skilles. Det vil Mugge dog ikke høre tale om, og kaster sig derfor ihærdigt over den årlige vejfest, i håbet om at kunne genforene sin forældre.

Fuld af dårligdomme
Det er mig ærligt talt en gåde, at Mikael Wulff og Anders Morgenthaler har fået filmstøtte fra så mange filmpuljer, til at lave denne animationsfilm. Det er trods alt ikke billigt at producere, og med tanke på, hvor ringe og usammenhængende manuskriptet er, er det ikke til at forstå, hvordan den er blevet til. Der er nemlig ikke nogen egentlig morale, eller et klart mål, som driver historien fremad.

En af hovedårsagerne, til dette forvirrende manuskript, skyldes bl.a. at Mugge & vejfesten lider af alle de dårligdomme, som præger moderne børnefilm. Situationerne udspiller sig i et manisk tempo, uden tanke på at opbygge et flow og en indlevende filmisk oplevelse. Den er også enormt støjende, og med et ufattelig stort persongalleri, der hver især kun eksisterer for én joke, og derefter træder vande resten af spilletiden.

Som direkte konsekvens af dette, er historien også helt vildt ufokuseret, og med den mest påklistrede morale til slut, jeg længe kan mindes at have set. Som kompensation for alle disse faldgruber, ender hele filmen med at være et monotont og desperat forsøg på at underholde børn og voksne, men hvor ingen af de to segmenter, nok vil finde noget særligt tilfredsstillende.

En tegneseriestribe strakt ud til en spillefilm
De få karakterer, som Mugge og hans forældre, der har optræk til lidt karakterudvikling, er helt igennem irriterende og provokerende, i deres navlepillende enetaler, der skal forestille at være morsomme. Jeg grinte ikke én eneste gang, og de samfundskommentarer, der unægtelig sniger sig i en Wulffmorgenthaler-produktion, er bare kommentarer, uden nogen form for indsigt.

Mugge og vejfesten, føles på mange måder som en lange række af makkerparrets tegneseriestriber, der er smasket sammen, indtil der er gået 80 minutter. Det er ikke nogen gunstig grobund for en god filmoplevelse, selv hvis man som jeg, faktisk godt kan lide deres tegninger.

Jeg ved ærligt talt ikke, hvem jeg kan anbefale filmen til. For selvom stemmerne bliver leveret af en kavalkade af kendte skuespillere og komikere, spilletid er ganske tilforladelig, og selvom jeg selv var klar til at grine, sad jeg alligevel tilbage og kunne ikke vente, til det hele var slut. Derfor føler jeg mig også nødsaget, til at give filmen den laveste karakter.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her